Det virker som om, at franskmændene har fået langt mere styr på væggelusplagen end portugisere og spaniere.
Pilgrimme - primært på pilgrimsvandring i Portugal og Spanien - har igen i 2019 meldt om væggelusangreb undervejs. Hvor stor problemet er med væggelus på herberger, pensioner og hoteller langs "Caminoen" er der desværre ikke nogen opgørelse over, men at problemet eksisterer, er der næppe tvivl om. Den tyske hjemmeside www.daspilgerforum.de/ har spurgt sine brugere/læsere/forumdeltagere, om hvem der på pilgrimsvandringer i 2019 er blevet bidt/angrebet af væggelus. Spørgsmålet lød: Wurdest du 2019 auf Pilger oder Wanderwegen von Bettwanzen gestochen ? 43 pilgrimme har svaret på spørgsmålet, og svarene fordelte sig på følgende måde: 35 nej og 8 Ja . Fremgangsmåden er - selvfølgelig - ikke statistiks sikker, og den kan ikke bruges til at sige, at ca hver femte pilgrim bliver angrebet af væggelus. MEN svarene viser, at væggelus stadig er et problem. Du kan finde spørgsmålet om væggelusangreb her: https://www.daspilgerforum.de/viewtopic.php?f=6&t=433
Informationer/indlæg på andre hjemmesider, engelsk- og fransksprogede, viser desværre, at der også i 2019 har været problemer med væggelus på pilgrimsstierne, og af indlæggene fremgår det, at angrebene primært findes på overnatningssteder i Portugal og Spanien, hvilket meget godt passer med mine erfaringer.
Undertegnede har ALDRIG været ramt af væggelusangreb, men jeg har nogle gange gennem årene overnattet på herberger, hvor det næste morgen viste sig, at andre pilgrimme havde været uheldige. Og her får I mine uvidenskabelige fornemmelser. Jeg har i 2019 gået pilgrimsvandring i Portugal, Spanien, Frankrig og Italien, ialt formentlig mellem ca 1.300 og 1.400 kilometer; flest i Frankrig.
1)I Frankrig er de nærmest hysteriske - undskyld udtrykket - i kampen mod væggelus. Flere steder må rygsækken kun lige komme ind i et særligt rygsækkerum, hvorefter indholdet skal bæres på sovesale/værelser i særlige kasser; andre steder skal rygsækkene i plastikposer, der sprøjtes indvendig med noget anti-væggelus-spray. Det er min fornemmelse, at det er lykkedes overnatningsstederne i Frankrig langs pilgrimsruterne at minimere eller holde væggeslusproblemet helt nede.
2)I Portugal og Spanien har jeg oplevet, at herberger var lukket på grund af væggelus, og på nettet har jeg læst flere beretninger fra pilgrimme, der siger noget i denne retning: Jeg blev bidt af væggelus, og værten benægtede næste dag problemer trods synlige spor eller rystede bare på skuldrene og meddelte, at sådan er det at gå på Caminoen. Der findes rigtig mange private herberger i Spanien, hvor de lever af pilgrimsvandring, og det er lidt uforståeligt for mig, at de ikke gør mere for at minimere væggelusproblemet på samme måde, som jeg gennem de seneste ti år har set franskmændene gøre det.
3) I Italien i 2019 hverken så jeg eller hørte jeg noget som helst om væggeslus, og der var ingen særlige anti-væggelusforanstaltninger på overnatningsstederne. Det kan skyldes, at pilgrimsvandring i Italien stadig er et forholdsvis nyt fænomen, og at man/jeg stort set ikke mødte nogle førstegangspilgrimme. Erfarne pilgrimme plejer at tage deres forholdsregler.
Konklusion: a) Pas på og gør hvad du kan for at undgå væggelus undervejs. b) Se under madrassen, når du ankommer til et sovested; Og c) stil aldrig rygsækken på sengen, men på gulvet eller et sted, hvor du tror væggelusene ikke kommer; d) skift eventuelt sovested, hvis der er for ulækkert eller hvis du ser æg (små sorte) under madrassen eller andre steder; f) køb eventuelt i Spanien en anti-væggelus-spray (de sælges mange steder langs Caminoen) og sprøjt på madras og rygsæk, når du ankommer til et herberg.
Jeg aner ikke, om jeg personligt bare har været heldig, om væggelusene ikke kan lide mig, eller om mine forholdsregler - som beskrevet ovenover - har været nyttige. Men indtil nu efter formentlig mindst 15.000 kilometer på diverse pilgrimruter, og samlet langt over et års overnatninger på herberg eller lignende, er jeg sluppet for disse modbydelige bæster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar