lørdag den 29. februar 2020

Caminoen og Coronavirus

Pilgrimsfora i stort tal har mange indlæg om risikoen for pilgrimsvandring her i foråret på grund af coronavirus.
Skal - Skal ikke ???? Det spørgsmål går igen og igen på diverse pilgrimshjemmesider, idet mange pilgrimme, der allerede har planlagt/tænkt sig at tage på pilgrimsvandring her i foråret er i tvivl om, hvorvidt de skal tage afsted. Tallene på, hvor mange der er smittede ændrer sig hele tiden, men i Ministerio de Sanidad i Spanien siger de i skrivende stund, lørdag kl. 15,02, at der er følgende smittede i Spanien fordelt på regioner:
Madrid 5
Comunidad Valenciana 8
Canarias 6
Cataluña 3
Baleares 1
Andalucía 6
Aragón 1
Castilla y León 2
Her på jakobsvejen.dk har coronavirus-spredningen ført til et drastisk fald i antallet af besøg. Her i februar var der for bare få dage siden flere hundrede besøg daglig. det er i går faldet til 130. Det laveste i meget lang tid. Det virker altså som om, at mange, der havde en pilgrimsvandring i tankerne venter lidt og derfor har stoppet deres research - i hvert fald midlertidig.
Og herfra kommer der IKKE nogen anbefalinger om hverken det ene eller det andet.

onsdag den 26. februar 2020

Coronavirus lukker herberger i Italien

I Lombardiet lukker de nu pilgrimsherberger på Via Francigena og på flere hjemmesider drøftes Coronavirus og pilgramvandring
Herbergerne i Codogno, Castiglione d'Adda, Casalpusterlengo, Maleo, Fombio, Bertonico, Castelgerundo, Terranova dei Passerini, Somaglia og San Fiorano i Lombardiet på Via Francigena i Italien er nu officielt lukket som følge af frygt for spredning af Coronavirus, meddeler Via Francigenas hjemmeside. Du kan læse informationerne her: https://www.viefrancigene.org/it/resource/news/misure-di-tutela-il-contenimento-del-coronavirus-l/
Og på den mest bebyttede spanske pilgrimshjemmeside; www.gronze.com havde journalisten Anton Pombe en artikel om Jakobsvejen og Coronavirus i mandags - altså i skrivende stund for to dage siden, så der er formentlig en ny på vej. Den første artikel kan læses her: https://www.gronze.com/articulos/coronavirus-afectara-al-camino-santiago-19636
På flere pilgrimshjemmesider diskuteres risikoen for smitte med Coronavirus på en pilgrimsvandring en hel del, og der kommer hele tiden nye indlæg. Da det er temmelig uoverkommeligt at følge med i den stadig stigende aktivitet på dette område, vil jeg her give to spor på henholdsvis tysk og engelsk, hvor interesserede selv kan følge med:
Engelsk: https://www.caminodesantiago.me/community/threads/opening-a-coronavirus-thread-for-forum-discussion.66764/
Tysk: http://www.caminosantiago.eu/pilgerforum/index.php?threads/coronavirus-und-pilgern.861/
Og her mine egne overvejelser:
Jeg har været meget i tvivl om min forårstur, fordi jeg har haft problemer med knæene. Det betyder, at jeg endnu ikke har besluttet mig om, hvilken rute jeg skal gå. Min førsteprioritet - hvis knæene ville - var at gå fra Lourdes til Oloron Saint Marie, videre over Somportpasset og ind i Spanien. Men med de seneste dages flyaflysninger og spredning af Coronavirus har jeg besluttet at vente og se tiden an. Jeg deltager i pilgrimstræffet i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg, fredag den 6. marts, og her vil jeg høre andre pilgrimme om, hvordan deres overvejelser er.

mandag den 24. februar 2020

Desværre - Nej til stokke i fly i Spanien

Det ser ud til, at alle spanske lufthavne siger NEJ til vandrestokke i flykabiner. De skal indleveres som bagage.
Da jeg for få dage siden tjekkede ind i lufthavnen på Kanarieøen La Palma, hvor jeg havde været på Vulkanruten, så jeg en information lige foran sikkerhedskontrollen, som jeg havde hørt om, men ikke set selv. Desværre fik jeg ikke fotograferet plakaten, som IKKE var til at tage fejl af. Det er ikke tilladt at tage vandrestokken med gennem sikkerhedskontrollen i spanske lufthavne. De skal indleveres på forhånd som bagage. Meddelelsen var vist med tegninger, så der er næppe nogen undskyldning.
Jeg havde på forhånd kommet mine - iøvrigt nye - stokke med "flade" spidser i rygsækken, som var indleveret som bagage. Men troede faktisk at stokke - i hvert fald med flade spidser - var tilladt, men nej. Et par sylespidse højhælede sko går an, men ikke vandrestokke.
Jeg har tidligere hørt om pilgrimme med vandrestokke, der er blevet afvist i sikkerhedskontrollen i nogle lufthavne i Spanien, men fået lov i andre. Det ser ud til - men det er kvalificeret gæt fra min side - at der nu er kommet en ens holdning i hele Spanien, så vandrestokken altid skal gå i bagagerummet.
For nogle år siden ringede jeg til Københavns Lufthavn inden en tur på en af pilgrimsstierne og spurgte, om jeg måtte tage min den gang ene stok med i flyet. Jeg fik et IKKE svar. Det ved vi ikke, før vi ser den, lød svaret. Jeg indleverede rygsækken som bagage med stok.
Det hjælper nok ikke meget, at man som uforstående kan undre sig over, at så meget andet uden problemer kommer igennem sikkerhedskontrollen, og at det er svært at forestille sig en vandrestok med en lille flad spids som mordvåben.

lørdag den 22. februar 2020

Myldretid på Caminoen i maj-september

Pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port oplyser, at der stadig går flest pilgrimme over Pyrenæerne i maj og september, men april og august følger lige efter.
Der offentliggøres ikke - mig bekendt - nogle sikre tal for, hvor de 2.615 danske pilgrimme, der i 2019 kom til Santiago og bad om et compostella begyndte deres pilgrimsfærd. Men meget tyder på, at en stor del - formentlig 677 - begynder deres tur eller passerer Saint Jean Pied de Port på vej til Santiago. På pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port laver de statistik over antallet af besøg på kontoret, og i 2019 har 61.104 pilgrimme været i pilgrimsforeningen for at få stempler, rådgivning eller anden hjælp. Heraf var 677 danske.
Og langt de fleste pilgrimme besøger pilgrimskontoret i månederne september (11.064 ) og maj (10.358) stærkt efterfulgt af april (8.557) og august (8.363 ). Det er værd at bemærke, at der i de seneste år er sket en stagnation til let fald i maj, mens april er steget kraftigt i antal. Altså en forskydning mellem de to måneder.
Her statistikken taget fra pilgrimskontorets hjemmeside:
Der har de seneste år været meldt om fyldte/optagede herberger på nogle tidspunkter i maj og september på de første etaper af Camino Frances (Caminoen) over Pyrenæerne, og at det først begynder at flade ud et stykke efter Pamplona. Da jeg gik Camino Frances senest i april/maj 2018 gik jeg over Pyrenæerne i et hug, den 11. april. Jeg havde på intet tidspunkt problemer med at finde en seng, men der var rigtig mange pilgrimme både i Saint Jean Pied de Port og resten af vejen til Santiago. Du kan læse min pilgrimsdagbog fra 2018 her: http://www.jakobsvejen.dk/2018/05/camino-frances-800-km-pa-29-dage-april.html
Og danskerne på Caminoen. Ja, vi udgør kun en lille del af dem, der passerer Saint Jean Pied de Port. I fjor besøgte 677 pilgrimme med dansk pas pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port. Her figuren med nationalitet, som ligeledes er hentet på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Ports hjemmeside:

fredag den 21. februar 2020

Pilgrimstræf: Paris til Santiago

På et pilgrimstræf på Frederiksberg om 2 uger vil der bl.a. blive fortalt om en pilgrimstur fra Paris til Santiago i foråret 2019.
En lille gruppe veteranpilgrimme med primært katolsk baggrund har de seneste 5-6 år holdt pilgrimstræf to gange årligt for at inspirere hinanden og udveksle erfaringer om diverse pilgrimsruter. Pilgrimstræffene har været åbent for alle - uanset konfession, hvilket også en del kommende pilgrimme har gjort brug af gennem årerne. Så har du lyst til at være med næste gang om 14 dage, er du meget velkommen.
Træffet er fastsat til fredag, den 6. marts kl. 17.00 i Sankt Mariæ Kirke, Jens Jessens Vej 5, 2000 Frederiksberg. Træffene har gennem årerne fået en nogenlunde fast form; først messe i kirken kl. 17.00, hvorefter der er møde i menighedssalen med skiftende oplæg af en lille times varighed. Denne gang vil Jan Andersen, der i foråret 2019 gik fra Paris til Santiago, fortælle om sin tur. Derefter er der fællesspisning og mulighed for at drøfte alle typer pilgrimsspørgsmål om forskellige pilgrimsruter eller af anden praktisk art.
Af hensyn til indkøb til fællesspisning er det nødvendigt at melde sig til på forhånd. Det kan ske til jakobsvejen@gmail.com

onsdag den 19. februar 2020

Vejen over Geneve til Le Puy og Pyrenæerne

Schweiz har en del aktive pilgrimsforeninger, der vedligeholder jakobsveje til Geneve, hvorfra det er muligt at fortsætte til Le Puy og videre til Saint Jean Pied de Port og Santiago.
Med et stadig stigende antal pilgrimme på de europæiske pilgrimsstier - ikke mindst jakobsvejene - afmærkes der stadig flere og flere ruter, så det er er blevet praktisk nemmere at starte sin tur til Santiago flere og flere kilometer væk. Schweiz er for mange nye pilgrimme gennemgangsland af Via Francigena mod Rom, men sandelig også som start på en jakobsvej/Chemin Saint Jacques/Camino mod Spanien. Jeg har før omtalt den schweiziske hjemmeside: https://jakobsweg.ch/de/eu/ch/ , som der kan læses på både engelsk, tysk, fransk og italiensk, og hvor der er rigtig mange informationer at hente. Og så til "nyheden" , hvis man kan kalde et nyhedsbrev fra den 10. februar for en nyhed. Har du lyst til at starte din tur mod Le Puy og videre sydpå i Tyskland eller Schweitz er det blevet lettere. Da jeg senest i foråret 2019 gik fra Le Puy og sydpå med endemål i Lourdes, var der flere på Chemin Saint Jacques fra Le Puy mod Pyrenæerne, som havde begyndt deres tur i Geneve - altså i Schweiz på grænsen til Frankrig. I det seneste nyhedsbrev fra https://jakobsweg.ch , der kan læses her: https://mailchi.mp/13eee8d34948/jakobsweg-newsletter-2777419?e=dbff748428 er der en beskrivelse af jakobsvejen fra Tyskland i Konstanz og via Basel til Genève, hvorfra der er ca 400 kms vandring til Le Puy.

mandag den 17. februar 2020

Herbergs-hitliste fra 16 camino'er

Den spanske hjemmeside; www.gronze.com, har offentliggjort deres årlige herbergshitlister. Kirkelige (klostre, menigheder o. lign.) herberger dominerer listerne.
Den spanske hjemmeside www.gronze.com har de seneste 6 år lavet deres egen herbergs-hitliste på baggrund af de tilbagemeldinger, som de får fra hjemmesidens brugere. For 2019 er listen lavet på baggrund af over 23.000 tilbagemeldinger (recomendaciones). Der er flere nye herberger på listerne, der tæller såvel kommunale og private herberger, samt ikke mindst "kirkelige" herberger, der præger listerene i stort tal. Ved kirkelige herberger forsås Albergue parroquial (menighedsherberger), klostre, samt kristne pilgrimsforeninger.
Inden I får et link til alle listerne på de 16 jakobsveje i først og fremmest Spanien, men også for de mest benyttede jakobsveje i Frankrig og Portugal, får I lige min personlige kommentar med på vejen.
Jeg er ikke spor overrasket over, at det forholdsvis nye Albergue parroquial Santa María i Carrión de los Condes på Camino Frances topper listen, tværtimod. Stedet drives af de meget karismastiske augustiner-nonner med moder Elisabeth i spidsen. Jeg har overnattet der en enkelt gang og var, som de øvrige pilgrimme, meget begejstret, ligesom jeg, via pilgrimsvenner/bekendte, samt andre hjemmesider, kun hører lovord om herberget. Jeg er derimod forundret over, at tidligere top-liste herberger, som Padre Blas i Albergue parroquial Santa María i Fuenterroble de Salvatierra ( ca midtvejs på Via de la Plata), der har drevet herberg i snart 25 år og er en af dem, der tog initiativ til reetableringen af Via de las Plata ikke længere er på listen, ligesom Don Ernestos herberg Albergue La Cabaña del Abuelo Peuto i Güemes på Camino del Norte heller ikke er med.
Men her listerne, som I selv kan læse på link'et her: https://www.gronze.com/articulos/albergues-peregrinos-mejor-valorados-en-2019-19550
Og så fotos fra to af de absolutte mest populære herberger fra henholdvis Camino Frances og Camino Primitivo, nemlig Albergue parroquial Santa María i Carrión de los Condes og David Carricondos herberg Albergue de peregrinos de Bodenaya på Camino primitivo. David Carricondo siger iøvrigt selv, at han har ovennævnte Don Ernesto i Güemes som forbillede for sit herberg.

søndag den 16. februar 2020

Porto Lufthavn til kystruten !

De to Camino Portugues-ruter ud af Porto giver pilgrimme mulighed for at skifte lidt mellem ruterne undervejs, men pt. er der en del anlægsarbejder omkring Porto Lufthavn nord for byen, der gør det lidt vaskeligere.
Det er muligt at gå direkte fra Porto Lufthavn til enten kystruten eller centralruten mod Santiago. Men pt er tunnelen under lufthavnen/landingsbanerne lukket og en del andre anlægsarbejder har gjort det vanskeligt for pilgrimmene at finde vej. En del danske pilgrimme er i denne tid i gang med at planlægge en tur af Camino Portugues, og det har givet en del spørgsmål, især spørgsmål til kystruten. Derfor følgende forslag til dem, der vil begynde på kystruten direkte fra Lufthavnen i Porto. I selve lufthavnen er der et turistinformationskontor. De uddeler gerne - og meget hjælpsomt - små kort ud til pilgrimme, der vil gå direkte til kysten, ligesom de informere om, hvilke muligheder der er "netop nu". I øvrigt er der også metro ud til kystruten, som kan benyttes.
Jeg har før skrevet om samme emne, og når tunnellen åbner igen gælder disse informationer stadig. De kan ses her: http://www.jakobsvejen.dk/2017/11/fra-porto-lufthavn-til-caminoen.html

fredag den 14. februar 2020

Kystruten fra Portugal: Færgen ude af drift

Færgen mellem Caminha og A Guarda på Camino Portugués de la Costa er midlertidig ude af drift. Hvor længe vides ikke. Færgen forbindere de to lande ved grænsefloden Mino med hinanden, så pilgrimmene "slipper" for at gå hele vejen rundt om fjorden. Der går i stedet en taxibåd, som kan kontaktes i baren ved færgelejet. Du kan læse mere om ruten, taxi-båden m.m. på pilgrimsdagbogen fra i fjor her på siden ved at følge dette link: http://www.jakobsvejen.dk/2019/04/caminho-portugues-da-costa-og-variante.html

onsdag den 12. februar 2020

Vandring i Appenninerne

Herunder nok en italiensk "Camino",Il Cammino nelle Terre Mutate, som er sat til to uger.
https://camminoterremutate.org/ Her finder du næsten alle de info, som du har brug for med etaper m.m.

mandag den 10. februar 2020

Alle veje fører til Rom !

Det er muligt for gående pilgrimme at overnatte to nætter donativo i Pilgrimshuset i Roma Trastevere.
Interessen - også for danske pilgrimme - for at gå pilgrimsvandring i Italien er stærkt stigende. Pilgrimsruterne er efterhånden godt udbyggede og afmærkede, ligesom nettet af overnatningssteder er blevet langt mere finmasket. Og selvom overnatningsprisen på private pensioner, herberg m.m. er en tak dyrere end i Spanien og Frankrig, har Italien nu, når det gælder overnatning, mange kristne/non-proft overnatningssteder, som på mange måder giver undertegnede Deja-Vu oplevelser, som det var på Camino Frances i Nordspanien for 20-25 år siden. Da jeg gik i Italien i efteråret i fjor overnattede jeg oftest på herberg drevet af kirker, klostre eller frivillige med fællesspisning. Disse steder er ofte donativo - det vil sige, at herberget drives af de pengegaver, som pilgrimmene lægger.
Jeg har tidligere passeret Rom, hvor et hjørne af Santa Cecilia klostret i Trastevere i Rom, har været Roms reelt eneste rigtige herberg for gående pilgrimme af Via Francigena eller La via di Francesco.( Foto: Et beskedet pilgrimsmærkeved porten i en af sidemurerne til klostret viser, hvor indgangen er) Da jeg for nylig læste et sted på nettet, at herberget ikke længere havde åbent, skrev jeg til dem for at høre om, hvordan sagen stod. Det var heldigvis en forkert information. Pilgrimshuset i Trastevere eksisterer stadig, og her svaret fra Pino, der er frivillig i Pilgrimshuset i Trastevere:
Yes, we are open, every day of the year.
For your information, our hospitality is different: we are alle volunteers and have learned the christian fraternity from the hospitality we received ourselves and we try to offer the same to pilgrims arriving in Rome.
We don’t accept reservations; a call the day before may be useful to be prepared and to give you useful information.
Pilgrims, in possession of a credential, may stay two nights, if they walked at least last 100 km. Only one night if they arrive by bike (and 200 km).
We offer the dinner and the breakfast and we don’t have a price, but we ask for an offer, to be able to give the same service in the future.
Other useful information:
- pilgrims must use their own sleeping-bag
- address: via dei Genovesi 11b, in front of a school.
- phone: +39 327 2319312
- reception time: from 3pm to 7pm if you are walking, from 5pm to 7pm if you are biking.
- services: toilets, showers, dining and relax rooms, lavatory
About testimonia; we aren’t distributing them, so we don’t have this information. Pilgrims are receiving the testimonium in two offices: one inside the basilica and another one near it, in the offices of “Romana Pellegrinaggi” .
Buon cammino
Pino

lørdag den 8. februar 2020

Vezelay-ruten: Ny hjemmeside

Vezelay-ruten eller Via Lemovicensis er en af middelalderruterne (jakobsvejene) gennem Frankrig mod Santiago de Compostella. Nu er der både en ny hjemmeside og en overnatningsguide at finde på nettet.
En af de første Caminoer/jakobsveje, der blev afmærket efter 2. Verdenskrig i Frankrig var Vezelay-ruten, der i middelalderen bar navnet Via Lemovicensis. Ruten er dog aldrig blevet lige så populær som Le Puy-ruten, og undertegnede erindrer fra min tur fra Le Puy i 2010, at to hollandske pilgrimme krydsede ind på Le Puy-ruten fra siden. De havde gået fra Vezelay, men fundet det alt for ensomt. De mødte ikke andre pilgrimme.
Nu skulle der være langt flere pilgrimme på ruten. Le Puy-ruten er blevet så populær, at man nærmest går i gåsegang ( se eventuelt min pilgrimsdagbog fra 2019: http://www.jakobsvejen.dk/2019/06/28-dage-pa-via-podiensis-mm-ca-760-km.html ), og det har givet flere lyst til at gå af de andre Caminoer/Jakobsveje i Frankrig - flest fra Arles og Vezelay, men også af ruten fra Paris. Nu er flere franske pilgrimsforeninger gået sammen og lavet en ny hjemmeside på flere sprog for ruten Vezelay til Saint Jean Pied de Port. Den kan ses her https://www.voiedevezelay.eu/fr/voie-de-vezelay ,
og linker du til tysk eller engelsk sprog er det også muligt at finde en overnatningsliste, som kan ses her på tysk:
https://www.voiedevezelay.eu/sites/default/files/inline-files/Infrastruktur-FR-Vezelay-SJPdP-DE-20200101.pdf
eller en fransk:
http://xacobeo.fr/ZE1.05.Vezelay_heb.htm
Den franske pilgrimsguide Miam miam dodo (Spise,spise,sove,sove)er stadig den mest fyldestgørende, når det gælder praktisk info, overnatning, butikker, vandposter m.m. Den kan købes via nettet eller bestilles hjem via den franske boghandel i København.

torsdag den 6. februar 2020

Pilgrimstræf på Frederiksberg, den 6. marts

På Caminoen fra Paris til Santiago, ca 1.800 km, samt erfaringsudveksling om andre pilgrimsemner er temamerne på pilgrimstræffet.
Der er nu en måned til forårets pilgrimstræf, der denne gang foregår i Sankt Mariæ Kirke, Jens Jessens Vej 5, 2000 Frederiksberg, fredag, den 6. marts kl. 17.00.
Det er en mindre gruppe veteranpilgrimme, primært med katolsk baggrund, der de seneste fem seks år, har arrangeret pilgrimstræf forår og efterår i Det storkøbenhavnske Område. Træffet er åbent for alle. Ideen er gensidig inspiration til pilgrimsvandringer, samt hjælp til førstegangspilgrimme, der gerne vil vide noget om, hvordan det er at gå pilgrimnsvandring. På træffet vil der være veteranpilgrimme med, der har erfaringer fra pilgrimsvandring i Spanien, Portugal, Frankrig, Italien, Østrig og Tyskland, ligesom nogen også har prøvet at gå på jakobsvejene her i landet. Pilgrimstræffene har gennem årerne fået en nogenlunde fast form. Man mødes til messe i kirken kl. 17.00, hvorefter der er træf i menighedssalen. Først et lille oplæg på 45 minutter til en time om et pilgrimsemne, dernæst fællesspisning og fri snak, hvor det er muligt at udveksle erfaringer eller hjælpe førstegangspilgrimme på vej på Caminoen, der oftest har haft mange spørgsmål af praktisk art.
Næste gang vil Jan Andersen, der gik af Caminoen/Chemin Saint Jacques fra Paris til Santiago ( en tur på ca 1.800 km) i foråret i fjor (2019), fortælle om sin tur gennem det meste af Frankrig og videre gennem Nordspanien til Apostlen Jakobs grav. Her foto af "Jakobstårnet" i Paris, hvor de fleste Santiagopilgrimme, der går fra Paris, begynder deres tur. Af hensyn til det praktiske arrangment (bl.a. indkøb til fællesspisning) vil arrangørerne gerne have tilmeldinger. De kan ske her til jakobsvejen@gmail.com .

tirsdag den 4. februar 2020

Mere om kvinder der går alene

Kvinderne har de seneste to år været i overtal på Caminoerne i Spanien - ikke mindst på den mest benyttede rute, Camino Frances.
Kan kvinder gå alene på Caminoen ? Et spørgmål, der de seneste år er dukket op igen og igen - ikke bare her til www.jakobsvejen.dk, men ved pilgrimstræf og på pilgrimshjemmesider med forskellige sprog. Frygten for at gå alene sidder i - om ikke mange så i hvert fald - så mange kvinder, at spørgsmålet drøftes livligt og bør tages alvorligt.
Jeg er en mand, og jeg er derfor på forhånd diskvalificeret fra at kunne øse af mine egne erfaringer, men jeg har mødt mange kvinder, der går alene, og som ikke har haft nogle problemer med det, tværtimod. På især hjemmesider med amerikanske pilgrimme som brugere, har der været en del fortællinger om kvinder, der oplyser, at de har mødt "nærgående eller blufærdighedskrænkende" mænd. På tyske, franske og spanske hjemmesider ser jeg det stort set ikke. Og hvad årsagerne er til denne forskellighed, har jeg ikke noget svar på.
Her lidt facts: I 2019 kom der næsten 350.000 gående pilgrimme indtil Santiago og bad om et compostela, bevis for veludført pilgrimsvandring. Af dem var over halvdelen kvinder. Af diverse overnatningslister fra forskellige herberg på de spanske Camino'er, vil jeg derudover vove den påstand, at Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port og Camino Portuguese fra Porto er de ruter, som primært gås af kvinder, der går alene, og at kvindelige pilgrimme er i stort overtal det meste af året på disse to ruter (ikke fra november til marts), mens de stadig er i mindretal på Via de la Plata, Camino Primitivo og Camino del Norte.
Disiderede overfald på kvinder med efterfølgende politiindblanding og domstolsbehandling er der i følge de spanske aviser kun i meget begrænsede tilfælde. I påsken 2015 blev en amerikansk kvindelig pilgrim myrdet på Camino Frances på stien mellem Astorga og Rabanal. I følge morderens senere forklaring til politiet var det et rovmord. Dette mord er det eneste, som har fundet sted på en pilgrimssti i Spanien de seneste 40 år, hvor pilgrimsvandring igen er blevet populært, og i vor tid hvor der går både for kvinder og mænd. I de 40 år har over 4 millioner pilgrimme nået Santiago.
Den engelske pilgrimsforening, THE CONFRATERNITY OF PILGRIMS TO ROME, har i december lavet en "forberedelsesliste" for kvinder, der går alene. Bemærk, at rådene er primært beregnet til kvinder, der går i Italien. Jeg har gået i Italien - i øvrigt med stor glæde - hvor jeg også har mødt kvinder, der gik alene. Men det er korrekt, at antallet af pilgrimme generelt er lavere end på de "store ruter" i Spanien, og at der ofte kan forekomme lange øde strækninger, hvor man ikke møder andre pilgrimme. Her den engelske forberedelsesliste:
https://pilgrimstorome.org.uk/safety-for-the-solo-woman-pilgrim/
Jeg har selv enkelte gange følt mig utryg på de nu over 15.000 km, som jeg har gået af diverse pilgrimsstier. Det har stort set hver gang skyldtes hunde. To gange er jeg blevet angrebet af hunde. Den første gang for 23 år siden fik jeg hjælp af spanske pilgrimme. Anden gang var i Frankrig, hvor jeg holdt hunden på afstand med min stok.
Jeg har stort set kun mødt venlighed og imødekommendehed på pilgrimsstierne, hvor de end har været i Europa. Men jeg er jo også en mand, så det er IKKE muligt for mig at sætte mig i en enlig kvindelig pilgrims sted, hvis hun møder "en venlig mand" et øde sted.
Jeg har efterhånden en del gange skrevet om samme emne, hvor jeg også har omtalt nogle af de overfald på kvinder, som har fundet sted. Bl.a. her for nu 3 år siden: http://www.jakobsvejen.dk/2017/01/kan-kvinder-ga-caminoen-alene-3.html

søndag den 2. februar 2020

Nyttige links

Der findes et hav af hjemmesider, der kan hjælpe pilgrimme på vej, ikke mindst på De spanske Ruter. Undertegnede har her forsøgt at samle nogle få af dem, som jeg kender, sammen, men stort set kun for ruterne i Portugal og Spanien, samt hjælp til ruterne i Frankrig. Jeg har i de seneste måneder nævnt en del italienske pilgrimshjemmesider, fordi jeg selv gik i Italien i efteråret. Men her en lidt anden buket.
http://www.gronze.com - Afgjort min favoritside til pilgrimsfærd i Spanien, dog kun på spansk. Men trods det meget overskueligt - også for danskere.
https://www.lepelerin.com/pelerinages/ Fransksproget hjemmeside, der ikke lægger skjul på, at det er en pilgrimshjemmeside med et kristen udgangspunkt. Den har utroligt mange informationer - både om pilgrimsgang i Frankrig og Spanien, ligesom den "annoncerer" diverse gruppepilgrimsvandringer. Men altså på fransk.
http://caminodesantiago.consumer.es - Kun pilgrimsherberger
http://www.godesalco.com/plan -fransk/spansk
http://rutasasantiago.com/BDCaminos/todos-los-caminos-de-santiago.php - Etapeplanlægning
http://www.mundicamino.com/los-caminos/ Hvis du vil gå de mindre kendte spanske ruter, samt valg af sprog
http://test.bable.de/caminho-portugues-por-la-costa-oporto-santiago/ De portugisiske ruter, men på tysk.
http://www.chemindecompostelle.com/Selection/CarteFrance.html miamiam dodo interaktiv
Camino Europa - GPS Tracks her på tysk: - https://www.camino-europe.eu/de/eu
Messetider/kirkebetjening på de spanske ruter:
https://www.google.com/maps/d/viewer?msa=0&ll=41.25002388369446%2C-4.592285000000061&spn=9.453676%2C14.128418&mid=1Ri9eQL2rE26aoP3mQkZYbHWzBC4&z=6
Vejrudsigter for de spanske ruter:
http://www.elcaminosantiago.com/Weather-Camino-Santiago.htm
Diverse:
http://caminoteca.com/cost-calculator/ Hvad koster de at gå camino i Spanien.
Italien, Tyskland, Østrig og Schweiz er ikke med her. Jeg vil prøve at samle dem, jeg har, på et senere tidspunkt. Men pt tyder det på, at mange læsere af www.jakobsvejen.dk planlægger pilgrimsvandring i Spanien eller Portugal i år.