Kvinderne har de seneste to år været i overtal på Caminoerne i Spanien - ikke mindst på den mest benyttede rute, Camino Frances.
Kan kvinder gå alene på Caminoen ? Et spørgmål, der de seneste år er dukket op igen og igen - ikke bare her til www.jakobsvejen.dk, men ved pilgrimstræf og på pilgrimshjemmesider med forskellige sprog. Frygten for at gå alene sidder i - om ikke mange så i hvert fald - så mange kvinder, at spørgsmålet drøftes livligt og bør tages alvorligt.
Jeg er en mand, og jeg er derfor på forhånd diskvalificeret fra at kunne øse af mine egne erfaringer, men jeg har mødt mange kvinder, der går alene, og som ikke har haft nogle problemer med det, tværtimod. På især hjemmesider med amerikanske pilgrimme som brugere, har der været en del fortællinger om kvinder, der oplyser, at de har mødt "nærgående eller blufærdighedskrænkende" mænd. På tyske, franske og spanske hjemmesider ser jeg det stort set ikke. Og hvad årsagerne er til denne forskellighed, har jeg ikke noget svar på.
Her lidt facts: I 2019 kom der næsten 350.000 gående pilgrimme indtil Santiago og bad om et compostela, bevis for veludført pilgrimsvandring. Af dem var over halvdelen kvinder. Af diverse overnatningslister fra forskellige herberg på de spanske Camino'er, vil jeg derudover vove den påstand, at Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port og Camino Portuguese fra Porto er de ruter, som primært gås af kvinder, der går alene, og at kvindelige pilgrimme er i stort overtal det meste af året på disse to ruter (ikke fra november til marts), mens de stadig er i mindretal på Via de la Plata, Camino Primitivo og Camino del Norte.
Disiderede overfald på kvinder med efterfølgende politiindblanding og domstolsbehandling er der i følge de spanske aviser kun i meget begrænsede tilfælde. I påsken 2015 blev en amerikansk kvindelig pilgrim myrdet på Camino Frances på stien mellem Astorga og Rabanal. I følge morderens senere forklaring til politiet var det et rovmord. Dette mord er det eneste, som har fundet sted på en pilgrimssti i Spanien de seneste 40 år, hvor pilgrimsvandring igen er blevet populært, og i vor tid hvor der går både for kvinder og mænd. I de 40 år har over 4 millioner pilgrimme nået Santiago.
Den engelske pilgrimsforening, THE CONFRATERNITY OF PILGRIMS TO ROME, har i december lavet en "forberedelsesliste" for kvinder, der går alene. Bemærk, at rådene er primært beregnet til kvinder, der går i Italien. Jeg har gået i Italien - i øvrigt med stor glæde - hvor jeg også har mødt kvinder, der gik alene. Men det er korrekt, at antallet af pilgrimme generelt er lavere end på de "store ruter" i Spanien, og at der ofte kan forekomme lange øde strækninger, hvor man ikke møder andre pilgrimme. Her den engelske forberedelsesliste:
https://pilgrimstorome.org.uk/safety-for-the-solo-woman-pilgrim/
Jeg har selv enkelte gange følt mig utryg på de nu over 15.000 km, som jeg har gået af diverse pilgrimsstier. Det har stort set hver gang skyldtes hunde. To gange er jeg blevet angrebet af hunde. Den første gang for 23 år siden fik jeg hjælp af spanske pilgrimme. Anden gang var i Frankrig, hvor jeg holdt hunden på afstand med min stok.
Jeg har stort set kun mødt venlighed og imødekommendehed på pilgrimsstierne, hvor de end har været i Europa. Men jeg er jo også en mand, så det er IKKE muligt for mig at sætte mig i en enlig kvindelig pilgrims sted, hvis hun møder "en venlig mand" et øde sted.
Jeg har efterhånden en del gange skrevet om samme emne, hvor jeg også har omtalt nogle af de overfald på kvinder, som har fundet sted. Bl.a. her for nu 3 år siden: http://www.jakobsvejen.dk/2017/01/kan-kvinder-ga-caminoen-alene-3.html
Jeg går alle mine veger alene. Det går helt greit. Kulturen I italia er at de undrer seg over det. Menn er hjelpsomme. Har jeg mange gode erfaringer Mer utfordrende i Italia er hunder, noen steder villsvin.
SvarSlet