Ja, mens vi venter på, at pilgrimsstierne igen åbner, har www.jakobsvejen.dk som andre pilgrimshjemmesider ikke så meget at berette om. Der foregår lidt udveksling af tanker og ideer veteranpilgrimme imellem, men foreløbig ser det ud til, at al pilgrimsvandring er slut i indeværende år. Men alt er uforudsigeligt. Når og hvis undertegnede får noget at vide, vil jeg bringe informationer videre her på siden, men indtil videre ikke den store opdatering. Har du noget at spørge om, er du velkommen til at skrive til mig. jakobsvejen@gmail.com .
Og så til dagens hilsen fra de frivillige, der driver herberget i Granon, hvor nogle af læserne af siden her, måske selv har overnattet på en madras på gulvet i kirketårnet og spist sammen med andre pilgrimme samme sted. Herberget blev for over 30 år siden oprettet af den lokale sognepræst, men han er gammel og er flyttet i beskyttet bolig, så kirken betjenes lejlighedsvis af præster andet steds fra. Frivillige - også med ikke-spansk nationalitet - betjener stadig herberget - dog ikke i denne Coronatid. Og de frivillige har nu sendt et spørgeskema ud, hvor de beder pilgrimme, der har gået Camino Frances eller andre ruter om at melde tilbage. Spørgsmålene handler primært om pilgrimsvandring og religiøsitet.
Her fra introduktionen i min oversættelse:
Pilgrimsherberget, San Juan Bautista i Grañón, er gået sammen med ungdomskontoret i bispedømmet i La Rioja, for at lave en undersøgelse om pilgrimmes behov for religiøs (kristen) service på vejen til Santiago. (På spansk: El hospital de peregrinos de San Juan Bautista en Grañón en coordinación con el secretariado de pastoral juvenil de la diócesis de la Rioja ha decidido lanzar la siguiente encuesta a cualquier peregrino del Camino de Santiago.)
Du kan deltage i undersøgelsen på bl.a engelsk på dette link: https://docs.google.com/forms/d/1ejkh1Yn9y4nVJG2eaV4VCQeCU04ozUJbQZ7CgW2Przg/viewform?edit_requested=true
Og her et foto fra San Juan Bautista i Grañón i 2018 , hvor jeg senest passerede herberget. Der laves hver aften fællesmiddag af de frivillige og pilgrimmene i fællesskab. De frivillige har i forvejen købt ind i de lokale butikker i den lille by. Der findes en kasse til frivillige bidrag (donativo) på trappen på vej ud af herberget. Og de penge der kommer ind den ene dag, bruges til indkøb dagen efter. Så pilgrimmene den ene aften betaler for maden til kommende pilgrimme den næste aften. Hver aften er der fællesbøn i det lille kapel øverst i kirketårnet med udsigt over kirken. Tidligere var der sen eftermiddagsmesse dagligt i kirken, men med præstens pensionering, er der kun messe lejlighedsvis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar