I Italien håber pilgrimsvennerne på Via Francigena på langsom åbning af pilgrimsstien fra på onsdag, den 3. juni, men der er næppe mange danskere på vej derned, ligesom Spanien stadig synes lukket, selvom der også her er snak om delvis åbning af Camino Santiago i løbet af sommeren.
Det danske udenrigsministeriums vejledninger er ret så klare. Bliv væk fra alle lande undtagen Tyskland, Island og Norge, hvor de større/store byer endda bør undgås. Mens pilgrimsvennerne i det sydlige Europa stadig drømmer om, at vi alle kan komme ud at gå, før sommeren er forbi. Her udpluk af seneste mail fra Via Francinega, hvor de snakker om delvis åbning med afstand m.m. mellem pilgrimmene allerede fra den 3. juni. Du kan her læse den engelske udgave af deres nyhedsbreve: https://www.viefrancigene.org/en/resource/news/ I Spanien snakker de om pilgrimsvandring internt i diverse regioner, men, men, men ..........
Så trods diverse mail og indlæg fra pilgrimsvenner rundt i Europa tror jeg ikke på, at vi danskere kommer ud at gå foreløbig med mindre, at vi gør som nogle tyskere, der på nettet fortæller, at flere dages togrejser med diverse skift til såvel Spanien, som Portugal og Italien er en mulighed, at de har pakket rygsækken og snart tager afsted. Personlig har jeg taget min beslutning. Jeg bliver hjemme i Norden indtil videre. Og det er stadig mere end begrænset, hvad jeg kan fortælle af pilgrimsnyheder her på siden. Indtil videre modtager jeg kun meget få informationer, og de, jeg får, bærer - efter min vurdering - mere præg af drømme end realiteter. Men får jeg informationer med væsentlige ændringer af mulighederne på jakobsvejene, skal jeg nok opdatere. Jeg svarer stadig på mail til jakobsvejen@gmail.com.
Og så forlyder det, at de 16 pilgrimme, der strandede hos præsten Don Blas i Fuenterroble de Salvatierra Syd for Salamanca på Via de la Plata i Spanien, da Coronavirusset slog til for nu snart flere måneder siden langt om længe er kommet ud af herberget og er på vej hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar