September-oktober har i Spanien - rent antalsmæssigt - været tæt på at være som før Coronapandemien, men livet på pilgrimsruterne er væsentlig anderledes.
Næsten 70.000 pilgrimme (68.632 ialt) meldte sig på pilgrimskontoret i Santiago i september og oktober i år for at få et compostella. Vel ikke helt så mange, som i 2019 - det sidste efterår før Coronapandemien - , hvor det samlede antal for de samme måneder blev på 81.771 pilgrimme, men set i forhold til, at en del herberger stadig er lukkede (på www.gronze.com står der: "lukket midlertidig") som følge af Coronapandemien, er det et spørgsmål, om pilgrimsstierne i Spanien i de to mest besøgte efterårsmåneder kunne klare presset fra mange flere pilgrimme end dem, der var.
Undertegnede var selv på Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago i september/oktober i år (28 dage fra den 15. september til og med den 12. oktober) og jeg har aldrig før - på mine efterhånden mange pilgrimsvandringerne i Spanien - skulle reservere overnatninger så mange gange - enten samme dag eller dagen før - for at være sikker på at få en seng at sove i, når dagens etapemål var nået.
En ting mere fra pilgrimsstatistikken; - som undertegnede i øvrigt fandt charmerende og festligt - spanierne var i stort flertal på pilgrimstierne - akkurat som for 25 år siden bare med den forskel, at der nu er lagt flere pilgrimme af både ikke-spaniere og spaniere. Ialt udgjorde Spanierne i de to måneder næsten 60 % af det samlede antal pilgrimme eller i tal 40.416 spanske pilgrimme. Hvilket ikke bare pocentvis, men også antalsmæssigt er lagt flere end i de samme måneder i 2019. Det er efterhånden en del år siden, at spanierne var i flertal på pilgrimsstierne. Vi skal til år tilbage til 2011, hvor 53 % af et helt års pilgrimme var spaniere, mens det i 2012 tippede første gang, så spanierne udgjorde lige lidt under halvdelen af årets pilgrimme.
Og spaniernes pilgrimskultur er en anden end mange ikke-spanske pilgrimme. Mange spanske pilgrimme går i flok - enten familiegrupper, sognegrupper, kirkelige ungdomsklubber med præsten forrest eller i vennelag. Kirkerne er mere end fyldte om aftenen, når der er mange spaniere på caminoen, idet - i hvert fald, som undertegnede har erfaret det - lagt flere spaniere går af kristne religiøse grunde - end mange ikke spaniere, der ofte går for at få en oplevelse af ikke-kristen art. Personligt synes jeg, at disse spanske grupper gør pilgrimsvandringen langt mere festlig og meningsfyldt.
Og når man ser på nationaliteterne af de ikke-spanske pilgrimme, er de sammenlignelige med tiden fra omkring årtusindskiftet. Det er primært portugisiske, franske, italienske og tyske pilgrimme, der fylder op på stierne. Antallet af amerikanere (USA) var her i efteråret rimeligt højt (næsten 3.700 på de to måneder), men procentvis mindre end for få år siden, og mange af dem rejser nu i grupper med alt arrangeret hjemmefra (baggagetransport og overnatning forudbestilt), sådan at de ofte bor for sig selv uden for de traditionelle pilgrimssteder.
Det er stadig reelt ikke muligt at bruge køkkenerne på herbergerne, hvor stort set alle - med enkelte undtagelser - har lukket fællesområderne ned, hvilket også kunne ses og mærkes på restauranter og barer, der var mere fyldte end tidligere, og hvor der ofte var ligefrem kø med ventetid på at få et bord.
På nogle pilgrimsforaer diskuteres det nu, om hvorvidt herbergerne overhovedet genåbner køkkenerne, så pilgrimmene igen selv kan lave mad - eller om de ovenpå coronanedlukningen benytter lejligheden til at lukke dem ned mere permanent for at undgå rengøring efter madlavning. For erfarne pilgrimme er det ikke nogen hemmelighed, at der ofte er pilgrimme, der efterlader fællesområder, herunder ikke mindst køkkener - alt andet end rengjort.
Så jo, antallet af pilgrimme begyndte dette efterår at ligne tiden før Coronaen, men livet på "Caminoen" er - indtil videre - forandret.
