lørdag den 11. december 2021

Lufthavnsbus i Santiago de Compostela ?

Der går ikke længere lufthavnsbus i Santiago, men linie 6A er lige så god og endda billigere.

Nogle pilgrimme tager med fly til Santiago og derfra med bus til Porto, Ferrol, Astorga eller en helt fjerde destination, hvorfra de begynder deres pilgrimsvandring. Da Coronapandemien for alvor lukkede verden ned i almindelighed, og lande som Spanien lukkede meget ned, blev lufthavnsbussen, der gik fra Praza de Galicia midt i Santiago, nedlagt. Det førte til stor kritik fra blandt andet pilgrimsorganisationerne, så her i efteråret 2021 blev der lavet en "ny rute" til og fra Lufthavnen, idet nogle af bybusserne på linie 6 (Linea 6) blev forlænget fra San Marcos (Monte Gozo ) til lufthavnen under betegnelsen 6A. 

Der er ca 13 km mellem Katedralen og Lufthavnen, og den nye forbindelse går en anelse rundt i byen inden den sætter kurs mod Monte de Gozo og lufthavnen, men det går faktisk stærkt, og der er daglig forbindelse fra tidlig morgen til næsten midnat. Spørg på turistkontoret eller se selv efter ved stoppestedet, der er flyttet ca 100 meter fra Praza de Galicia til Rua de Horreo, hvor der er en aktuel køreplan. Og så koster turen kun 1 Euro - du læste rigtigt, een Euro. Husk at du skal bruge 6 A, linie 6 går alene til San Marcos.

Da undertegnede en tidlig morgen her den 14 oktober i år skulle til Lufthavnen i Santiago for at flyve med Iberia til Madrid og derfra videre til København fungerede den nye busrute perfekt, selvom jeg i første omgang troede, at chaufføren ikke kørte til Lufthavnen, da han blev ved med at insistere på, at en billet kun kostede 1 Euro. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar