Camino Frances: I morgen åbner Napoleonsruten, men..!

Den 1. april har i over ti år, men med to års undtagelse under Coronapandemien, været startsskudet til "pilgrims-myldretid" over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til klostret i Ronesvalles via Col Lepoeder ( 1430 meter). Og med de mange forhåndsreserveringer for april og maj, der i øjeblikket vælter ind til herberget ved Col Orisson i ca 800 meters højde, tyder meget på (ligesom forespørgsler her til Jakobsvejen.dk), at interessen for at gå pilgrimsvandring af Camino Frances fra Frankrig til Santiago stadig er mere end intakt på trods af Coronapandemi og krig i Ukraine.

Og inden jeg kommer til mit store MEN; vil jeg lige vise et foto fra en forårstur, en tidlig morgen, hvor jeg gik over Napoleonsruten i strålende bjergvejr:

For der et MEN: Vejret. Napoleonsruten har de seneste små ti år været lukket hver vinter fra 1. november til 1. april, således at forstå, at det kan give bøder at passerer 1.200 meters højde, og at eventuelle pilgrimme, der - på trods af alle advarsler - alligevel går over, selv skal betale for redningsaktioner, hvis de får brug for hjælp på toppen. Hvilket sker hvert eneste år - nogle gange med dødelig udgang.

Og så tilbage til den 1. april i år: Lige nu siger vejrudsigten for Route Napoleon: Kraftig regn og mere end kraftig blæst: 21 mm regn og vindstød op til mellem 75 og 100 km i timen på den formelle "åbningsdag", den 1. april. Det ser først ud til rigtigt at lette omkring den 4. april. men vejret i bjergene er svære at forudsige. Og her en selvoplevet skrækhistorie:

I 2014 gik undertegnede fra Le Puy i Frankrig og videre over Pyrenæerne af Napoleonsruten og ind i Spanien i maj, hvor vejret burde være helt ok. Jeg gik på pilgrimskontoret inden vejen gik op og fik at vide, at det nok gik an; men lidt blæst kom der nok. Jeg tog de første 500 højdemeter til et overnatningssted i Honto samme eftermiddag, hvor jeg ankom til Saint Jean Pied de Port - og efter min egen opfattelse var i superform med ca 750 km bag mig.  Næste morgen blæste det en del, da jeg gik ud, og på grund af min gode grundform overhalede jeg hurtigt de mange pilgrimme, der sov i Orisson ca 2 km (300 højdemeter længere oppe i 800 meters højde). Det småregnede og blæste kraftigere og kraftigere nu længere op af bjergene vi kom, og jeg forsøgte at forklare en gruppe amerikanske pilgrimme, som jeg passerede, at det måske var en ide at tage de store regnslag af - på trods af regnen - fordi de kunne virke som faldskærme/luftballoner i den mere end kraftige blæst, hvor det var svært at stå fast. Men de yngre mennesker troede ikke rigtig på mig. Og så skete det pludseligt: En yngre amerikansk kvindelig pilgrim blæste bogstaveligt ud over bjergkanten, blev hængende i brøkdele af sekunder i luften, blæste ind igen og smidt kraftigt op af en bjergside. Hun slap med et brækket krageben, men slut på Caminoen, før den rigtig var begyndt.  Jeg fortsatte selv over bjerget, men følte ikke, at det var nemt at gå i blæsten, og det var en lettelse, da jeg var kommet over på den anden side og nærmede mig klostret i Roncesvalles

Derfor følgende råd til jer, der skal af sted nu: Turen over Napoleonsruten er smuk og mere end værd at gå. Men er vejret ikke til det, er alternativruten over Valcarlos altså slet ikke dårlig. Det er et rigtigt godt alternativ. Det er muligt at gå på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port og høre om vejret, før turen går opad.

Via de la Plata: Monasterio de Oseira genåbner

Nu begynder herbergerne på Via de la Plata at genåbne. Et af de mest kendte herberger,  klostret i Oseiro, er renoveret i Coronapausen. (Opdateret, onsdag den 30 marts, med nye fotos fra La Voz de Galicia nederst i artiklen))

For lige knapt 4 uger siden (læs eventuel under den 3. marts) svarede jeg på et spørgsmål om at gå af Via de la Plata. Så nedenstående er en slags tilføjelse, idet jeg nu har fået meddelelse om, at en af de større attraktioner på den sidste del af Via de la Plata, Camino Sanabres, Cistercienserklostret i Oseiro, netop har genåbnet herberget. Og i skivende stund er det endnu ikke registreret på www.gronze.com , så - og det gælder stort set samtlige pilgrimsruter i Spanien - skal du ud at gå her tidligt i foråret, så vær opmærksom på, at mange herberger har været lukket under Coronapandemien, mange er det stadig, og nogen kan være genåbnet uden, at det er registreret på de mest benyttede pilgrimshjemmesider.

Men tilbage til Monasterio  de Oseira, der er et levende Cistercienserkloster med 13 munke. De ældste er plejekrævende, men 5 yngre munke er med til at give klostret nyt liv, hvilket ikke er en selvfølge i spanske klostre  i vores tid. Gæstemunken Cesar har været i klostret siden 2014 og har netop oplyst, at de i klostret har brugt den lange Coronapause til at renovere herberget, der ligger i en middelalderbygning uden for selve klosterporten. ( og her en personlig kommentar: Det var virkelig også tiltrængt).

Klostret ligger på - en omvej - en af de sidste etaper før Santiago, og klostret er - efter undertegnedes opfattelse - afgjort et besøg værd. Da jeg var der senest, "flyttede" jeg i to dage ind i selve klostret og deltog i munkenes tidebønner, sad i biblioteket, hvor Graham Green  skrev nogen af sine bøger, og mærkede stedets "åndelige atmosfære". Iøvrigt er klostret også slutrammen i filmmatiseringen af en af Graham Greens bøger.

Her et mine fotos af klostret

Inden jeg viser et link til en artikel i avisen La Region af det nyrenoverede herberg, vil jeg lige give dig et link til en lille - meget informativ - dokumentarfilm på nettet af den spanske journalist Irene Sela Rodríguez Lorenzo. Hun fortæller - ikke klostrets historie - men om livet i klostret i dag gennem interview med abbeden og gæstemunken Cesar. Filmen har engelske undertekster, så det er ikke så svært at følge med:    https://www.youtube.com/watch?v=aFZaf3MkEDs

Og her et link til artiklen i La Region om selve herberget:

https://www.laregion.es/articulo/o-carballinho/oseira-reabre-albergue-peregrinos-remodelado/202203112017151114185.html?fbclid=IwAR2pcnrMA5Y5-dh1AKySk4eq8KSz7_aHKOt90c7xFPOnH_NQ63D7oLGM1Ns

Og her et link til La Voz de Galicia med fotos fra indretningen:

https://www.lavozdegalicia.es/noticia/ourense/2022/03/29/oseira-convierte-referente-via-da-prata-ofertando-74-plazas-peregrinos/0003_202203O29C4994.htm

Tomas/Manjarin "ringer ikke længere med klokken"

Alle pilgrimme, der går Camino Frances og passerer Jernkorset/Cruz de Ferro i 1500 meters højde. På toppen af bjergene efter Leon passerer man Manjarin og Tomas herberg få hundrede meter efter Jernkorset. Her har Tomas haft sit utraditionelle herberg i snart 30 år, men måske er det slut nu. Herberget er lukket, fordi Tomas har været alvorlig syg. Det forlyder på nettet, at han er blevet opereret og i bedring, men at det pt. ikke er sandsynligt, at han genåbner sit farverige pilgrimssted.

Jeg besøgte Tomas første gang i 1997 på en dag, hvor tågen på toppen af bjergene gjorde det meget svært at orientere sig i - og omkring Jernkorset, og hvor det var nødvendigt at gå af asfaltvejen, banke fødderne i asfalten for at være sikker på at være på rette vej. Det var nærmest umuligt at se noget som helst andet end tåge. Pludselig lød der klokkeklang et stykke væk. Det viste sig at være Tomas, der ringede med klokkerne for at fortælle pilgrimmene, hvad vej de skulle gå i tågen.

Kort tid efter sad jeg i hans -  den gang nyetablerede - miniherberg og spiste appelsiner. Tomas forklarede, at der her i Manjarin - som stedet hedder - i middelalderen boede nogle få munke, der i dårligt vejr ringede med klokkerne for at hjælpe pilgrimme på vej. 

Gennem årerne har Tomas udvidet stedet, så det i dag står farverigt og fortæller pilgrimmene en lang historie om pilgrimsvandring mod Santiago. Det er ikke min fornemmelse, at ret mange pilgrimme gør brug af Tomas gæstfrihed med overnatning, men at mange pilgrimme gennem årerne har kigget ind og hilst på Tomas, der fik ideen til stedet, da han selv for over 30 år siden gik Santiago de Compostela og passerede Jernkorset i usigtbar vejr.

Her under et forholdsvis nyt foto fra Manjarin, hvor klokkerne - indtil videre i hverfald - står stille, når tågen lægger sig over stedet. 

Santiago begynder "at ligne sig selv"

Der bliver igen i år pilgrimsmesser på ikke-spanske sprog.

På trods af krig i Europa og Coronapandemi er Santiago de Compostela begyndt at ligne sig selv fra før Coronapandemien. I weekenden kom der flere hundrede pilgrimme ind til Santtiago. I går mandag over 100 - langt fra de 1.000-vis vi så om dagen i højsæsonen før Coronapandemien, men for en martsdag midt i fastetiden før Påske - ret så pæne tal. 

Og næppe havde jeg forleden skrevet en lille artikel her på siden om at gå pilgrimsvandring i Frankrig, før jeg fik en mail fra en af de franske pilgrimsforeninger med deres Web-magasin, hvor jeg kunne se, at det nu var endelig besluttet, at der igen i sommersæsonen 2022 ville blive pilgrimsmesser på Fransk i Santiago - akkurat som før Coronapandemien.

Her et link til Webcompostella's hjemmeside: https://www.webcompostella.com/?mailpoet_router&endpoint=view_in_browser&action=view&data=WzE1LCI0NGNmYzQ4OGQwMDEiLDU0NiwiY241MWdyOGJzcHNnc2trODRja3djb2djb3NzY3MwZzgiLDE1LDBd

Og her en gengivelse af deres plakat med messetider, sammenkomster, omvisninger i katedralen i Santiago  i sommerhalvåret 2022:

Om at gå i Frankrig - nok en gang

De fleste danske santiagopilgrimme foretrækker at gå i Spanien, men Frankrig har altså også noget at byde på.

Solen skinner, og foråret giver mange pilgrimmes lyst til at spænde rygsækken og tage af sted. Det ses også af både post og søgninger her på www.jakobsvejen.dk. Og i år er der en del, der overvejer at tage en tur af en af Frankrigs mange "Chemin de Saint Jacques"-ruter. Herunder nogle link, samt lidt få kommentarer til danske pilgrimme, der overvejer at gå i Frankrig.

De to mest benyttede ruter er afgjort den såkaldte "Le Puy-rute" og den såkaldte "Arles-rute". De formelle navne er henholdvis Via Podiensis/GR 65 eller Via Tolosana/GR653. Og i maj og september er det højsæson for begge ruter, med Via Podiensis fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port, som langt den mest benyttede rute. Jeg har gået begge ruter, og de kan begge anbefales.

Jeg gik fra Le Puy en Velay senest i foråret 2019. Du kan læse min pilgrimsdagbog her: http://www.jakobsvejen.dk/2019/06/28-dage-pa-via-podiensis-mm-ca-760-km.html

Men for få dage siden læste jeg en artikel af den spanske pilgrimsjournalist, Anton Pombo, fra www.gronze.com , der også har gået begge pilgrimsruter, og som jeg kender fra Caminoen. Og han havde en lidt spøjs pointe, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Han sammelignede Le Puy-ruten med Camino Frances i Spanien, og Arles-ruten med Via de la Plata i Spanien, så har du gået en af/eller begge de ruter, giver Anton Pombos sammenligning dig en ide om, hvordan de to pilgrimsstier er. Du kan læse hele hans artikel her: https://www.gronze.com/articulos/via-le-puy-via-arles-25212

Og før jeg går videre med mine svar på spørgsmålet om at gå i Frankrig, får du lige et af Anton Pombos meget flotte fotos fra kloster/middelalderbyen Conques her: 

Du skal regne med, at der er rigtig mange pilgrimme på Le Puy-ruten, hvis du går ultimo april, samt hele maj. Der er primært franske pilgrimme på ruten - ikke-franskmænd er i mindretal, så fællessproget er naturligt nok Fransk. Der kan være temmelig fyldt på overnatningsstederne i maj, og rigtig mange franskmænd reserverer overnatning i forvejen. Den spanske hjemmeside www.gronze.com har faktisk en udmærket guide til ruten, men i Frankrig synes undertegnede, at MiamMiamDoDo er at foretrække. (Det er verden ældste pilgrimsguide - den første kom i 1400 tallet, og Miam,MiamDoDo betyder noget i retning af "Spise,Spise,Sove,Sove). 2022 udgaverne er udkommet og kan findes her: https://www.levieuxcrayon.com/collections/newest-products   MiamMiamDoDo kan altid suppleres med andre guides på nettet, som f.eks. www.gronze.com.

Jeg kan endvidere varmt anbefale den franske hjemmeside: https://www.lepelerin.com/ , hvor de bl.a. hvert år udgiver en lille miniguide med kristne herberger, messe/gudstjenestetilbud m.m. undervejs. Guiden kan bl.a. købes for nogle få euro i "frommeboden" i Katedralen i Le Puy en Velay, hvor der hver eneste morgen er pilgrimsmesse med "udsending af pilgrimme". I foråret nogle gange over hundrede dagligt. Herunder et af mine egne fotos fra en sådan begivenhed:

Langt de fleste franske pilgrimme går alene de ca ti dage, det tager af gå over Centralmassivet fra Le Puy en Velay til Conques, hvorefter trafikken på ruten "bliver mere normal". Masser af pilgrimsliv, men langt færre pilgrimme end på de første etaper over bjergene.  Conques er - for undertegnede - afgjort en af de største oplevelser på Via Podiensis. Det er stadig en middelalderby bygget omkring klostret, der begyndtes opført i 700-tallet af munke, der flygtede fra de fremrykkende muslimske besættere af Den iberiske Halvø (Spanien) i midten af 700 tallet. Og Le Puy og Conques var centrum for  middelalderens  pilgrimsvandringstrend  fra 900-tallet og frem til Den franske Revolution i 1789.  Klostret er stadig fuld af liv - selvom der pt. "kun" er 7 munke. Frivillige tager sig af al det praktiske med op til 100 overnattene pilgrimme dagligt, mens munkene står for kirke- og socialt liv. 

Og i dag er der stadig en del pilgrimme (især en del franskmænd), der fortsætter turen fra Le Puy til Sanit Jean Pied de Port og helt til Santiago de Compostela. I fjor blev det faktisk til over 1.500 - lidt færre end i årerne umiddelbart før Coronapandemien, men trods det næsten 1 af hver 100 pilgrimme, der meldte sig i Katedralens pilgrimskontor i Santiago. 

Og her nok et af mine egne fotos fra Centralmassivet:

Forårstur af Primitivo med nogle lukkede herberg ?

Primitivo er - ikke mindst før Coronapandemien - blevet en af de meget populære pilgrimsruter mod Santiago. Og i fjor, da "Caminoen" begyndte så småt at åbne igen, var der over 10.000, der gik ruten, heraf langt de fleste i efteråret 2021. Primitivo er en bjergrute, som er mere end vanskelig at passerer/gå ad om vinteren og i det tidlige forår. Sne, vand, tåge gør mange af stierne i bjergene til mere end bare en svær tur. Derfor er mit råd (jeg har dog kun gået ruten to gange), at man venter til lidt senere på foråret - ultimo april-maj eller helt venter til det tidlige efterår, hvor ruten også er meget smuk og langt lettere at gå.

Men tilbage til foråret, idet jeg kan forstå , at nogle danske pilgrimme/læsere af siden www.jakobsvejen.dk overvejer at tage afsted her i foråret og spørger om overnatning. I startbyen Oviedo er der ingen overnatninsproblemer - og det kan i øvrigt, hvis man ikke er i absolut topform, svare sig at tage nogle få etaper af Camino del Norte med forbindelse til Oviedo for at komme i form inden de rigtig mange højdemeter op og ned på Primitivo.

Flere steder på Primitivo er kendte - og "berømte" herberger, som f.eks. Albergue de peregrinos de San Juan de Villapañada med Domingo Ugarte som bestyrer, lukket. Det ligeså kendte kultsted, Albergue de peregrinos de Bodenaya, med David - og i de seneste år Celia, der kom forbi som pilgrim og blev hængende - som værter er dog åbent. Men det ser ud til at min favorithjemmeside, når det gælder pilgrimsvandring i Spanien www.gronze.com har temmelig godt styr på, hvad der er åbent, så se efter der, for en del af de billige herberg er lukket ned. Og ring eventuelt i forvejen for at være sikker.

Og så endnu et råd: Hvis du på 5. etape vil tage den store bjergtur via Hospital, hvor der i middelalderen lå tre klostre/hospitaler (herberger) som i dag kun er små ruiner, omgivet af vilde heste og køer, udsigt ned til skyerne , men alt ualmindelig smukt, er det - efter min erfaring - en rigtig god ide at komme så tæt på opstigningen dagen før, som overhovedet muligt. For fire år siden åbnede Javier  sit Albergue de Samblismo, der ligger  små to kilometer efter Borres, og  lige der, hvor Caminoen deles i to (ruten over enten bjergene eller gennem bebyggelser). Jeg boede der i 2018 lige efter herberget var åbnet med kun få senge og havde en mere end god oplevelse, samtidig med at turen over Hospital blev lidt kortere (hvilket jeg satte  meget pris på). Nu er herberget udvidet med flere sengepladser og fuld pension. Ring i forvejen og hør, om der er plads.

Og en ting mere: Vand ! Der er ingen pausesteder - absolut ingen - over Hospital (Santa Maria og Puerto de la Marta). Altså heller ingen vand. Husk at tage rigeligt med vand med. Det koster sved og vædske at stige så meget op og ned.

Og her et foto fra toppen af bjergene (hvor der ikke er/var mobiltelefondækning), og hvor den "civiliserede" verden synes uendelig langt væk.

Engelsk messe i Santiago de Compostela

Der er - også under coronapandien og om vinteren - daglige messer på engelsk i Santiago. Pt. bliver de læst i pilgrimshuset ved pilgrimskontoret i Rua Carretas. De seneste fire år har pater Manuel Leandro Domingo med kælenavnet father Manny læst messen. Han er medlem af Don Bosco-ordenen, opkaldt efter en italiensk præst, der levede i slutningen af 1800-tallet, og som blev kendt for at tage sig af fattige.

Father Manuel/Manny er en ualmindelig populær præst blandt engelsktalende pilgrimme i Santiago. Han ikke bare hjælper pilgrimmene med alle typer praktiske problemer, men er også initiativtager til mange sociale aktiviteter. Da Coronapandemien var på sit højeste, og der var loft over, hvor mange, der måtte komme til de engelsksprogede messer, læste father Manuel op til 4 messer daglig.

Messer på øvrige sprog, som fransk, tysk, polsk, portugisisk, italiensk og muligvis flere, vil først begynde senere på foråret. Det er på nuværende tidspunkt besluttet, at der i år vil blive læst messer på fransk og tysk. Hvor mange flere sprog der bliver ovenpå Coronapandemien er endnu lidt usikkert.

Undertegnede har her i marts i år (den 7. marts) for første gang - efter et utal af pilgrimsvandringer til Santiago - været til engelsk messe i Santiago, hvilket var en meget stor og givende oplevelse for mig, selvom vi - udover fasther Manuel - kun var fire kirkegængere. Efter messen var der "kirkekaffe" i en bar, hvor der blev talt om pilgrimsvandring. Her under et foto fra baren. Det er fader Manuel yderst til venstre.

Tidlig forårstur af Camino da Costa - Minidagbog

Den 23. februar til 8. marts (med begyndelse dagen før krigen i Ukraine) tog undertegnede på Camino Portugues da Costa med et sving rundt om Variante Espiritual. Her en meget kort gennemgang af turen, hvor det i starten var rent foråsvejr med op til 17-18 grader, men hvor vejret i uge to var koldere med byger.

Først lidt om selve pilgrimsruten, som jeg har gået en gang før i 2019. Camino da Costa snor sig fra Porto lags kysten til den galiciske "storby" Vigo, hvor den går ind i landet til Centralruten ved Redondela for igen at gå ud mod Ulla-floden udmunding ved Pontevedra for igen at ramme Centralruten ved Padron, hvor der kun er 25-26 km til Santiago.

Det er en rute direkte langs kysten, lidt ind i landet gennem små landsbyer og mindre skove. Ruten er smuk og varieret, men - ikke mindst de sidste etapar i Portugal går kilometer efter kilometer gennem små landsbyer med brostensbelægning, hvilket er et mere end hårdt underlag for undertegnede, som kan mærkes i knæ og fødder. Jeg ved ikke, om yngre har det på samme måde, men min medpilgrim, der er på min egen alder, klagede også lidt over underlaget omend ikke så meget som undertegnede.

Covid 19: Vi havde hjemmefra udfyldt en del papirer, der skulle vises/bruges ved indgangen til Portugal og senere ved grænseovergangen til Spanien. Ingen så noget af det. Kun på første overnatningssted blev vi bedt om at vise vaccinationsattest. Brug af masker - også udendørs - var ret almindeligt. Indendørs var det påbudt, når man ikke sad ved et bord på bar eller restaurant.

Her overnatningsliste med priser, rejserute med priser, samt få kommentarer:

Onsdag, den 23. februar afgang tidlig morgen København - Porto  via mellemlanding i Amsterdam med KLM. Pris pr. billet 1.111 kr. købt få dage før afgang. Flyet landede allerede ved 11-tiden lokal tid. Vi (min medpilgrim og jeg) har været i Porto flere gange før, så vi valgte at tage direkte fra Lufthavnen (der ligger nord for byen) til kysten til Povoa de Varzím, hvor vi gik de første 6-7 kilometer med afmærkning langs kysten til Agucadoura Guest House, hvor vi blev modtaget venligt af Pedro. Og i øvrigt for første og eneste gang blev bedt om at vise Coronapas.To mands værelse med eget badeværelse i næsten tomt hus (kun en anden) til 15 Euro pr. næse. Adgang til lille køkken.

Torsdag, den 24. februar: Agucadoura - Antas Guesthouse ca 23 km  (Herberget i Castelo do Neiva åbnede først 1. marts) Vi var helt alene i Anvas Guesthouse, hvor Rafael tog imod. 39 Euro for et dobbeltværelse med eget badeværelse og adgang til et fællesrum med mulighed for at lave te.

Fredag, den 25. februar: Antas til Carreco (Albergue Casa do Sardão), der er et af de gode private herberger på kystruten. Det ejes af mor Mina og søn Hugo, der meget hjerteligt tager imod pilgrimme. Vi blev langt flere pilgrimme end både vi og værterne havde forventet. Men da vi kom først, fik vi dobbeltværelset med delt badeværelse med en anden til 26 Euro for to. Det er muligt at bo billigt i telt i haven og få del i fællesfaciliteter (lille køkken , fjernsynsrum m.m.

(Solnedgang med udsigt over havet fra Minas og Hugos herberg)

Lørdag, den 26 februar: Carreco via Caminha/Mino floden og bådtaxa til Oia (knapt 35 km, der blev vores absolut længste etape) Turen over fjorden/grænsefloden til Spanien foregik hurtigt og effektivt med Marco i bådtaxa, som kan bestilles ved ankomsten i kiosken/cafeen ved færgelejet i Caminha. Færgen er meget tit ude af drift, hvilket også var tilfældet denne gang. Pris for overfarten 5 euro pr. person ved to eller flere pilgrimme, er man alene en pilgrim, koster det 10 euro. Overnattede på Hotel Reina i Oia, hvor undertegnede tidligere har boet hos det sødeste ældre ægtepar, der tog sig meget hjerteligt af pilgrimme. Nu er der ny ejer og høj pris (60 Euro for et dobbeltværelse), meget uvenlig modtagelse med besked om, at morgenmaden først kunne indtages efter 9.00, og at man skulle betale for den, uanset om man spiste med eller ej. Efter 35 km var vi lidt for trætte til at gå videre, men besøget her, var afgjort den eneste dårlige overnatningsoplevelse på turen. Alle andre steder blev vi godt modtaget.

(Marco - med den ikke brugte grænsefærge i baggrunden -  gør klar til sejlturen mellem Portugal og Spanien. Turen tager kun nogle få minutter, og der var ikke et øje (Covid19-kontrol) på den anden side. Vi gik i land i en helt tom havn og fortsatte straks mod A Guarda)

Søndag, den 27. februar: Oia - Ramallosa ( ca 22½ km) med søndagsmesse undervejs i Baiona. overnattede i det tidligere kloster,  Albergue-Hospedería Pazo Pías til 30 euro for et dobbeltværelse med bad og toilet på gangen udenfor. Kun en anden pilgrim på samme gang. Køkken og andre fællesfaciliteter var lukket med begrundelsen Coronapandemi.

(Stien er meget afvekslende med små bebyggelser, små skove (lunde) og med udsigt over havet på venstre hånd langt det meste af tiden)

Mandag, den 28. februar: A Ramallosa - Vigo (por litoral/ langs kysten, der er to parallelruter) knapt 21 km. Det meste af ruten foregår gennem "storbyen" Vigo.  Overnattede på Pensión Residencia Buenos Aires lidt uden for middelalderbyen, hvor der var lagt op til Carnevalsfester trods Coronapandemien.  Dobbeltværelse til 35 euro med eget badeværelse. 

Tirsdag, den 1. marts: Vigo - Redondela (16 km) Brugte en del tid om morgenen i Vigo på Renfe (DSB i Spanien)-stationen for at købe togbilletter Santiago - Madrid til hjemturen, men blev afvist. (herom mere lidt senere). Overnattede på dobbeltværelse i Redondela på Albergue A Casa da Herbaed delt badeværelse til 45 euro, lidt dyrt, men mange fællesfaciliteter, som køkken med god spiseplads.

Askeonsdag, den 2. marts Redondela - Pontevedra (knapt 20 km). Købte undervejs - lidt før byen togbilletter til hjemturen hos Renfe ved togstationen. Herom lidt samlet senere. Overnattede på dobbeltværelse i  Pension Cruceiro midt i middelalderbyen til 40 euro for dobbeltværelse med eget badeværelse. (Der er pilgrimsmesse i "Pelegrina/Pilgrimsinde"-kirken hver aften. denne aften med askekorsvelsignelse)

Torsdag, den 3. marts afgang til Variante Espirituel; Pontevedra - Armentaira (21½ km af afmærket meget snoet vej/kan gøres kortere inden turen over "bjergene". Smuk tur.  Overnattede i klostret hos Cistersienserinderne, hvor gæstenonne, Paula, tager imod. Mulighed for at deltage i tidebønner og messe. Pris for dobbeltværelse 60 Euro (lidt pebret). Man kan overnatte i pilgrimsherberget til en væsentlig lavere pris, der ligger lidt fra klostret, og deltage i vesper og messe, hvilket tre yngre pilgrimme fra henholdsvis Spanien, Portugal og Mexico gjorde.

(Stien mod Ullaflodens udmunding i Vilanova følger stort set hele tiden skiftende vandløb)

Fredag, den 4. marts Armenteira - Vilanova de Arousa ( små 25 km) langs bække, åer, vandfald og floder. Meget smuk tur.  Overnattede i Albergue A Salazon til 36 Euro for dobbeltværelse med eget bad. Og udmærket køkken og opholdsstue.   Vi var eneste pilgrimme. Og så kom overraskelsen - ingen båd af Ullafloden mod Padron. Jeg havde ringet til både turistkontor og bådejer inden køb af flybillet og afrejse fra København og blevet informeret om, at båden begyndte at sejle 1. marts. Nu var der absolut ingen hjælp at hente på turistkontoret i byen, der bare opgav en masse telefonnumre på eventuele bådejere, der ikke svarede, men gjorde ellers intet. Og så talte de på turistkontoret pludselig kun spansk meget hurtigt og afvisende. Vores - iøvrigt meget imødekommende herbergsvært i  Albergue A Salazon - brugte lang tid på at hjælpe os, inden han måtte fortælle, at bådene først begyndte at sejle senere. 

Lørdag, den 5. marts Villa de Arausa - Teo (51,4 km med snyd). Pilgrimstien fra Vilanona de Arousa til Padron er på 36,7 km, hvoraf det var vores plan at tage de ca 34 km med båden og gå derfra.  Der var denne lørdag ingen transport fra Vilanova de Arousa til Vilagarcia de Aurosa (5-6 km), hvorfra man kunne komme med tog til Padron. (Stien langs kysten er afmærket hele vejen) Der gik flere tog, og de kostede kun 2 euro pr. styk for personer med "spansk togpensionistkort", hvilket vi gjorde brug af. Fra togstationen i Padron via katedralen i Padron er der ca 12-13 km til Teo, så rent gåmæssigt ikke nogen lang dag, men lidt besværlig dag alligevel på grund af den mangende bådtur. Og sejlturen ind af Ulla-floden, som jeg har prøvet før, er - undskyld superlativet - fantastisk, hvilket min medpilgrim desværre gik glip af. Nu forlyder det, at båden begynder at sejle 1. april eller måske først 8. april. Tjek selv, men regn ikke med megen hjælp på turistkontoret. Prøv hellere det private herberg, Albergue A Salazon telefon: +34 606 36 55 61, som i øvrigt varmt kan anbefales. I Teo overnattede vi på det kommunale herberg under ledelse af Sylvia, der tager sig pænt af sine pilgrimme. 8 Euro pr. seng i sovesal inklusive engangs-papirlagen/hovedpudebetræk. Køkkenet i herberget kan sagtens  bruges, men der mangler lidt (meget) køkkenservice. Vi lavede, som de øvrige 6 pilgrimme, selv mad i herberget.

( I Padron kan man i Katedralen stadig se den sten (fortøjningspæl), som båden med Sankt Jakobs lig - i følge overleveringen - skulle være fortøjret til, da han efter sin død i Jerusalem blev fragtet til Galiciens kyst og sejlet op af Ullafloden)

Søndag, den 6. marts: Teo - Santiago de Compostella (ca 15 km af officiel afmærket vej). Vi gik tidligt, fik morgenkaffe i Santiago, gik til søndagspilgrimsmesse kl. 12.00 og flyttede for første gang på hotel, da vores lille pension havde vinterlukket. Vi overnattede to nætter på Hotel Universal på 6. sal til 36 Euro pr. nat for dobbeltværelse uden morgenmad, da vi har "vores egne små steder" i byen. Hotellet ligger på Praza Galicia lige uden for middelalderbyen i retning mod både banegård og lufthavnsbus. Hotel med døgnbemanding, professionel og helt ok service.

Tirsdag, den 8 marts: Santiago de Compostella - København, først med tog kl. 5,38, ankomst Madrid 8,40. og videre med fly 11,40. Pris pr. togbillet 35,25 Euro. Hvilket er særlig pensionistpris. som man kun kan få, hvis man har passeret de 60 år, hvilket en del af læserne her på www.jakobsvejen.dk har. Man skal dog købe et særligt pensionistårskort til Renfe til 6 euro. Hvilket - efter mine subjektive oplevelser - personalet hos Renfe ikke er meget for. (Jeg tvivler på, at indfødte spaniere havde fået samme dårlige betjening) Vi fik afslag, de havde ikke tid nu. På stationen i storbyen Vigo ville de slet ikke betjene os. Vi kunne komme igen senere på dagen, hvorefter de måske ville se på sagen. I  Pontevedra måtte vi insistere (Det kan ikke betale sig, sagde personalet; Jo det kan). De 6 euro er tjent ind og giver overskud alene på billetten Santiago-Madrid Lufthavn Det koster normalt 55,80 for en enkeltbillet for en person Santiago- Madrid uden kort - altså en besparelse på 12,55 Euro allerede på første billet incl. køb af års-pensionistkort med retten til at købe billige billetter i Spanien hele det næste år, hvis man skulle få lyst til en Caminotur mere. Så tro ikke på Renfe, når de siger noget andet. Altså har du passeret de 60 år og vil køre med tog i Spanien, har du som EU borger ret til et rabatkort til 6 euro. Og så til flyvebilletterne. Hjem med Iberia til 478 kr. pr. person.

Øvrige udgifter: Vi spise mest ude, men udnyttede 3 gange undervejs køkkenfaciliteter til hovedmåltid og  flere gange til lidt aftensmad, the eller andet. Gennemsnitspris for 13 døgn lige knapt 40 euro pr. næse incl.overnatning, men uden rejse til og fra, som er beskrevet ovenfor. Ialt knapt 5.800 kr. pr. person - i eget dobbeltværelse 12 nætter ud af 13 -  for hele turen inklusive al transport.

Pilgrim som livsstil/livskunst

 

Pilgern als Lebenskunst, hedder overskriften på et foredrag af den tyske professor , Wilhelm Schmid, har holdt på en pilgrimsdag, som den tyske pilgrimsforening, Deutsche St. Jakobus-Gesellschaft, har stået for. Det time lange foredrag er lagt ud på You tube:   https://www.youtube.com/watch?v=bfyfAUNBbEU       er - efter undertegnedes opfattelse lidt langhåret - men har trods det nogle pointer om menneskets søgen efter mening med tilværelsen ikke mindst på Caminoen.

Via de la Plata i foråret, så se her !

En forårstur af Via de la Plata  kan stadig varmt anbefales her fra www.jakobsvejen.dk, men kommende Via de la Plata pilgrimme skal nok regne med, at ruten - for langt de fleste - er væsentlig hårdere at gå end de andre "Caminoer" i Spanien, og her på det seneste er der kommet "nye forhindringer", som ikke gør det lettere. Så planlægger du en tur, skal du være opmærksom på, at der stadig er langt mellem herbergerne på første del mellem Sevilla og Salamanca (ca 500 km), og at flere herberger slet ikke har åbent mere. Et af de virkeligt mærkbare savn er Albergue del Embalse de Alcántara, der for rigtig mange guidebøger er sat som første overnatningssted efter en længere tur fra en af de smukke romerbyer, Cáceres, med en dagsetape på 33,8 km. Herberget er lukket - formentlig resten af 2022 - på www.gronze.coms hjemmeside står der følgende: Nota 2022: Pendiente de concesión administrativa.                                            

hvilket betyder, at der er yderligere 10,9 kilometer - ikke bare til næste seng, men til næste vandpost. Der findes ikke længere vand, pausested eller andet mellem Casar de Cáceres og Canaveral med næsten 34 km imellem. For få år siden stod, der en tysker foran det ensomt beliggende herberg  ved søen Embalse de Alcántara. Han havde ingen vand, ringede til sin kone i Tyskland, hvorefter han gik videre og døde bogstaveligt af tørst på vejen mod Canaveral.

Der er andre dele -  af specielt første del - på Via de la Plata, hvor der er mere end langt mellem herberger, vand og "civilisation" - bl.a. etapen : Carcaboso - Aldeanueva del Camino ( 38,8 km uden vand, bænke etc.), hvor man bl.a. passerer den romerske ruinby ved Arco de Cáparra, som er en af vartegnene for Via de la Plata ( Se fotoet nederst).

Jeg kan varmt anbefale Via de la Plata, som en fantastisk pilgrimsoplevelse. Men den kræver - efter min subjektive  opfattelse - langt mere end de andre pilgrimsruter i Spanien. Derfor synes jeg ikke, at det er en særlig god første tur, idet den - stadig efter min opfattelse - kræver erfaring og planlægning på grund af "uendelige" lange etaper uden vand og pausesteder. 

PS: For snart mange år siden blev Via de la Plata, romervejen fra omkring Kristi fødsel, der mange steder står næsten som, da den blev anlagt, erklæret for Verdensarv. Borgmestrene langs ruten stod nærmest i kø for at fortælle, at nu ville der blive anlagt herberger til pilgrimme langs ruten. Min fornemmelse er, at de snarere lukker dem, der var for 10 år siden, da jeg gik den første gang, end de åbner nye

Færre religiøse pilgrimme på Caminoen

Der er sket en væsentlig ændring af pilgrimmes motiver for at gå Caminoen de seneste to "Corona-år". Samtidig er der på den spanske hjemmeside, www.gronze.com startet en længere debat om formålet med pilgrimsvandringen  - efter at www.gronze.com havde en længere artikel, den 29. januar om "det forandrede pilgrimsliv på overnatningsstederne".  

Da undertegnede gik Camino Frances for 25 år siden var det helt almindeligt at møde "hele sovesalen" i kirken til pilgrimesse om aftenen. Mange herberger havde stadig herbergstifteren - den lokale præst - boende tæt på herberget, og mange steder var der fællesspisning  - nogle steder endda med præsten for bordenden. Pilgrimsvandring var en religiøs handling. Og af de ca 25.000 santiagopilgrimme i 1997 angav over 2/3 da også ved ankomsten til Santiago, at de gik af religiøse grunde. Kun 767 oplyste, at de havde et IKKE-religiøst motiv til at gå til Santiago.

Langsomt gennem årerne siden er antallet af religiøse pilgrimme steget stødt, mens antallet af ikke religiøse, samt pilgrimme med blandede motiver er steget eksplosivt, så pilgrimme med religiøse motiver langtsom, men sikkert er blevet et mindretal. Denne udvikling er blevet endnu mere udtalt i de to seneste år - altså under Coronapandemien. Undertegnede gik i september-oktober igen Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port, og her var denne udvikling meget tydelig. Først i o Cebreio var antallet af deltagere i pilgrimsmessen om aftenen bare i nærheden af tidligere tiders fyldte kirker, og først efter Sarria, hvor antallet af Spaniere steg eksplosivt, begyndte kirkerne igen at være fyldte hver aften. Og opgørelsen af motiver i pilgrimsstatistikken i Santiago bekræfter denne tendens. Undertegnede husker da også tydeligt fra efteråret i fjor, at konversationerne mellem de andre pilgrimme på langt det meste af turen primært gik på gode tapassteder, nattefester m.m. ; eller som to danske unge mænd udtrykte det: "Vi skal have en på opleveren."

Og til statistikken: Af de 54.122, der gik i 2020 (første coronaår), sagde ca 25 procent af de gik af IKKE-religiøse grunde, mens "kun" ca 30 procent, altså under 1/3 del oplyste, at de var religiøse pilgrimme. I 2021 er tallene en anelse anderledes, her ca 20 % (36.551),  af et langt større antal pilgrimme ( 178.912), at de har taget turen af IKKE-religiøse grunde.  Mens "kun" 65.063 har religiøse motiver til pilgrimsvandring. Jeg har ingen sikre tal for, hvor langt pilgrimme med forskellige motiver går, men min fornemmelse er, at religiøse pilgrimme, primært er spaniere  (og i et vist omfang italienere, portugisere, irere og polakker), og at spanierne går langt færre kilometer end resten af pilgrimmene - altså at de starter deres tur tættere på Santiago. Hvilket betyder, at der er langt mellem pilgrimmene på kirkebænkene på de første etaper af langt de fleste caminoruter.  

Hvad betydning, det kan få for fremtidens pilgrimsvandring, kan kun blive gisninger, men en personlig oplevelse på det kristne herberg i Logrono i september i fjor: Der var masser af trafik ind og ud af vinduerne om natten, ligesom over halvdelen af de overnattende, hverken deltog i fællesspisning, fællesbøn eller pilgrimsmesse. Prisen for overnatning var donativo - altså efter hvad hver enkelt selv synes. Hvor mange penge, der kom i kassen ved jeg ikke, men jeg har før hørt fra kristne donativoherberger, at beløbene er blevet mindre og mindre de senere år. Spørgsmåler er nu: Hvis det bliver normalt på Caminoerne, hvor længe kan kristne donativoherberger så overleve ? Og hvis det bliver sværere at skaffe nattero på overnatningsstederne: Hvem er det så, der trækker sig og opgiver at gå pilgrimsvandring, dem der vil sove eller dem, der vil holde fest ?

Debat i Spanien: Der har gennem længere tid været en diskussion om samme emne på en af mine favoritpilgrimshjemmesider; den spanske www.gronze.com , hvor en af mine gamle pilgrimsvenner, Anton Pombo, har startet en diskussion om "forandringer i ånden på Caminoen" med henvisning til erfaringer fra herberger/overnatningsstederne.  Langt de fleste indlæg er bekymret over udviklingen på Caminoen og ændringerne i pilgrimmenes motiver for at gå. Jeg vil prøve at gengive et indlæg fra en "ikke-bekymret ældre pilgrim" nedenfor, men først et link til hele diskussionen her:

https://www.gronze.com/foros/general/articulo-anton-pombo

Her indlægget - altså et svar på mange af de bekymrede indlæg i debatten på www.gronze. com -  af spanske veteranpilgrim Antonio i min formentlig ikke helt korrekte oversættelse:

Virker disse bekymrede indlæg som Caminoens apokalypse ( her formentlig forstået som: En profetisk åbenbaring, om Caminoens sidste tid eller undergang. Noget vi har hørt før)

I tidligere tiders Spanien, da alt det romanske, alle hospitalerne (datidens herberger), alle de byer, der blev grundlagt, alle kirkerne, der gav husly, al den glans, der gjorde Santiago til et pejlemærke for kristendommen i middelalderen, de broer, der blev bygget, osv.. .. ..var ny for datiden. Det betød ændringer i befolkningens liv.

Hvor der før intet var, blev der bygget og ændret. Pilgrimmene var i stand til at søge ly på hospitalerne (datidens herberger) så de undgik at dø på vejen/Caminoen, og de kunne få føden i de nye bysamfund, der opstod. Men for  middelalderpilgrimmen var der sikkert også store forandringer,  da han gik Caminoen for anden gang efter flere år.  Han klagede formentlig over alle ændringerne på vejen og kunne bekræfte, at ånden på Caminoen ikke længere var den samme;  at Caminoen havde mistet  det vigtigste.

Men denne debat ændrer ikke ved, at jeg til sommer vil tage mine børnebørn med på Caminoen, og jeg vil vise dem, at Spanien er enormt ; at klimaet ændrer sig langsomt for hver etape; at man krydser bjerge og floder; og at landskabet der omgiver en,  giver hele indsatsen (med at gå) en særlig værdi. Og at der nu er barer overalt, hvor bedstefar kan give en sodavand, ændrer ikke ved det. Jeg forstår godt, at det med sodavand ikke er særlig kanonisk, men vi holder fast.