Der er indgået en aftale mellem Galicien og Portugal om en ny daglig "pilgrimsfærge" på Camino Portugues de la Costa mellem Caminha og A Guarda.
Der er nu så mange pilgrimme på den portugisiske kystrute, at den portugisiske regering og lokalregeringen i Galicien er blevet enige om at etablere en ny færgeforbindelse mellem de to lande helt ude ved Minoflodens udmunding, hvor den tidligere færge konstant var i stykker, men hvor bådtaxier - meget problemfrit i øvrigt - bragte pilgrimmene over på den anden side, hver gang færgen var ude af drift. Den nye forbindelse har fået navnet Xacobeo Transfer, og som jeg pt. forstår informationer, vil den afgå hver dag kl. 10.00 fra Caminha og sejle på 20 minutter helt til A Guarda, og ikke som den gamle færge og bådtaxierne alene over floden, hvorefter pilgrimmene selv skulle gå til A Guarda. Prisen for en billet med den nye færge bliver 6 euro, og man kan bestille plads via nettet https://www.nauticdestination.com/productos/ver/xacobeo-transfer-a-guarda-caminha-1000 Jeg synes ikke det fremgår klart, hvornår den nye færge begynder at sejle.
Men jeg kan forstå, at der fortsat vil være taxibåde, der tilbyder at bringe dig, hvis du hellere vil det. Da jeg gik Camino Portugues langs kysten her i februar-marts i år var det både hurtigt og nemt med bådtaxi, pris 5 euro pr. pilgrim. Marco, der bestyrer Kiosken ved færgelejet og samtidig er bådtaxifører, tilbød at sejle os to pilgrimme over med det samme, vi viste os, så vi havde absolut ingen problem med at krydse grænsen.
Men nu kommer der altså en mere officiel forbindelse, der sejler uden om pynten og helt til A Guarda, hvilket betyder at pilgrimmene "slipper for at gå" over Composantos-pynten ved flodudmundingen. Hvis man ønsker at gå dette stykke, er der altså stadig en mulighed for bådtaxi. Om prisen på en bådtaxi efter færges ankomst stadig kun er 5 euro pr. næse, har jeg pt. ingen informationer om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar