Pilgrimsdagbog fra Pyrenæerne:
Den 2. maj til 12 maj var det undertegnedes tur til at tage den anden pilgrimsvandring dette forår. Hjemmefra var det ideen at gå fra Lourdes til Saint Jean Pied de Port via Oloron Sainte Marie og derfra videre ad Napoleonsruten til Pamplona - en tur på 9 til 10 dage. Men i hurtigtoget fra Paris til Lourdes, mandag den 2. maj, fik de dårlige vejrudsigter med flere dage med styrtregn og eventuelt tordenvejr på den franske side af Pyrenæerne det til at gibbe lidt i maven: Skal - skal ikke ? Vejrudsigten så væsentlig bedre ud for den spanske side af Pyrenæerne, så da toget nærmede sig Pau - sidste station før Lourdes - tog min medpilgrim og jeg en meget hurtig beslutning: Ud af toget i en fart og videre med lokaltog mod Oloron Sainte Marie, hvor flere pilgrimsruter krydser hinanden. Der var god plads på et for os kendt sted, herberget Accueil Pelerins Le Relais du Bastet, (12,5 euro for en seng) der drives af frivillige i byen, og hvor det gennem årerne er blevet til nogle besøg/overnatninger. Meget venlig modtagelse og snak om turen over Pyrenæerne ved Somportpasset (1650 meter) og videre ned på den anden side langs Aragonfloden. En tur jeg havde gået for 7 år siden, hvor jeg var i topform og gigten i knæene endnu var i sin vorden. Herberget er rent, stort og flot med veludstyret køkken. Og vi (min medpilgrim og jeg) fik ovenikøbet eget værelse. Spiste på lokal restaurant med sød svenskfødt værtinde, inden vi gik tidligt i seng for at starte opstigningen dagen efter.
Tirsdag, den 3. maj: Oloron Sainte Marie - Sarrance ca 21 km. Vi begyndte meget tidligt uden morgenmad, da vejrudsigten stod på regn fra ved 10-11 tiden. Denne førstedag går af mindre veje, skovstier/veje op og ned stort set hele tiden, men mest op uden de helt store stigninger fra ca 200 til små 400 meter. Alle barer undervejs havde lukket , flere permanent, så den stod på vand, gammelt brød og tomater. Vejret var fugtigt, støvregn, der tog mere og mere til. Grønne bøgeskove, små vandløb og fuglesang fulgte os, samt ikke mindst udegående køer og får på stejle skråninger. 
Ca 9 km før målet, klostret i Sarrance, Communauté des Prémontrés, (Premonstranserklostret) (25 euro for seng, aftensmad og morgenmad), fandt vi ly i våbenhuset i en kirke, da regnen begyndte at vælte ned, og så måtte hele regnudstyret på. De sidste 4 km efter Escot går stien på den ene side af et større vandløb, mens den temmelig trafikerede N- vej over bjergene går på modsatte side. Stien er meget smal med stejl skrænt ned (ofte 20-30 meter) mod floden eller klippeudspring, og stejl klippevæg opad. Stien var glat og mudret, regnet lidt væk og svær at gå på, men også smuk med vandfald og små træbroer - ikke så let i regnvejr. Meget venlig og varm modtagelse på klostret, hvor vi var de eneste pilgrimme.
Tidebønner, messe og fællesspisning med beboere og midlertidigt besøgende. Præstestuderende Xaviar, der skulle diakonvies 2 uger efter, fortalte, at flere af de tidligere overnatningssteder op af bjerget stadig var lukkede efter Coronapandemien, men at han hver morgen tilbød gratis kørsel et godt stykke op af bjerget til pilgrimme, så det ikke blev helt uoverskueligt at komme op til toppen på grund af manglende overnatningssteder..
Ca 9 km før målet, klostret i Sarrance, Communauté des Prémontrés, (Premonstranserklostret) (25 euro for seng, aftensmad og morgenmad), fandt vi ly i våbenhuset i en kirke, da regnen begyndte at vælte ned, og så måtte hele regnudstyret på. De sidste 4 km efter Escot går stien på den ene side af et større vandløb, mens den temmelig trafikerede N- vej over bjergene går på modsatte side. Stien er meget smal med stejl skrænt ned (ofte 20-30 meter) mod floden eller klippeudspring, og stejl klippevæg opad. Stien var glat og mudret, regnet lidt væk og svær at gå på, men også smuk med vandfald og små træbroer - ikke så let i regnvejr. Meget venlig og varm modtagelse på klostret, hvor vi var de eneste pilgrimme.
Tidebønner, messe og fællesspisning med beboere og midlertidigt besøgende. Præstestuderende Xaviar, der skulle diakonvies 2 uger efter, fortalte, at flere af de tidligere overnatningssteder op af bjerget stadig var lukkede efter Coronapandemien, men at han hver morgen tilbød gratis kørsel et godt stykke op af bjerget til pilgrimme, så det ikke blev helt uoverskueligt at komme op til toppen på grund af manglende overnatningssteder..
Onsdag, den 4. maj: Sarrance-Canfranc; 20 km +. Uvejret kom om natten og en opringning til et hotel undervejs her på sidste del af ruten fra Arles mod Somport, hvor værten tilbød os en seng, men først ville åbne mellem 17,30 og 18.00, fortalte os, at vi hellere måtte tage et pænt stykke op af bjerget i bil. Vi nåede toppen i tæt tåge og mindede hinanden om, hvordan vi for 7 år siden havde gået over samme sted i høj sol med sne under støvlerne. 
Bilerne forsvinder i en tunnel gennem bjerget ca 10 km før toppen, hvor en lille asfaltvej, samt pilgrimssti fortsætter mod toppen. Mærkeligt at stå på toppen af en grænseovergang, hvor alle bygninger var mennesketomme og lukkede. Herberget, samt den lille restaurant i selve passet havde også lukket. Ingen biler passerede - ikke et øje nogen steder, så vi listede - næsten straks - videre ned ad bjerget, hvor vi efter nogle kilometer pludselig kom under tågen/skyerne til et helt andet vejr med rivende vandløb, smukke blomster og friskt forår, omend knapt så frodigt som på den franske side. Stierne er langt bedre vedligeholdt på den spanske side, og det gjorde det lettere, sammen med de faldende højdemeter, at bevæge os raskt ned af bjergene. Stierne var delvis mudrede, men begyndt så småt at tørre ind. Her havde det altså også regnet. I ca 1.000 til 1.100 meters højde blev vi nok en gang varmt modtaget i det split nye donativoherberg, opkaldt efter en af den nye pilgrimsvandrings fædre, præsten Elias Valina (Don Elias), af to canadiere, der var frivillige på stedet. Vi blev fire pilgrimme i alt, franske Beatrice, der havde fundet overnatning i Urdos på vejen op, og Hollandske Susanne, der havde startet sin aller første caminovandring på toppen efter at have kørt med lokalbus fra den spanske side derop. Vi fire kom mere eller mindre til at leve sammen hver aften i en uges tid +. Fællesspisning og snak, et fantastisk sted med sympatiske frivillige.
Bilerne forsvinder i en tunnel gennem bjerget ca 10 km før toppen, hvor en lille asfaltvej, samt pilgrimssti fortsætter mod toppen. Mærkeligt at stå på toppen af en grænseovergang, hvor alle bygninger var mennesketomme og lukkede. Herberget, samt den lille restaurant i selve passet havde også lukket. Ingen biler passerede - ikke et øje nogen steder, så vi listede - næsten straks - videre ned ad bjerget, hvor vi efter nogle kilometer pludselig kom under tågen/skyerne til et helt andet vejr med rivende vandløb, smukke blomster og friskt forår, omend knapt så frodigt som på den franske side. Stierne er langt bedre vedligeholdt på den spanske side, og det gjorde det lettere, sammen med de faldende højdemeter, at bevæge os raskt ned af bjergene. Stierne var delvis mudrede, men begyndt så småt at tørre ind. Her havde det altså også regnet. I ca 1.000 til 1.100 meters højde blev vi nok en gang varmt modtaget i det split nye donativoherberg, opkaldt efter en af den nye pilgrimsvandrings fædre, præsten Elias Valina (Don Elias), af to canadiere, der var frivillige på stedet. Vi blev fire pilgrimme i alt, franske Beatrice, der havde fundet overnatning i Urdos på vejen op, og Hollandske Susanne, der havde startet sin aller første caminovandring på toppen efter at have kørt med lokalbus fra den spanske side derop. Vi fire kom mere eller mindre til at leve sammen hver aften i en uges tid +. Fællesspisning og snak, et fantastisk sted med sympatiske frivillige.
Torsdag, den 5. maj: Confranc-Jaca; ca 21 km: Stadig nedad langs Aragonfloden, der blev bredere og mere brusende for hver meter. Betagende. Store rovfugle over hovederne, "alpeblomster" og de allestedsværende gule kodriver, som vi også havde set på den franske side af toppen. Og bedst alt regnen var forbi, og regntøjet kom ikke på mere på denne tur. Vi fik brug for solcreme og masser af vand med 20-25 grader næsten hver dag med stier, der gik op og ned, op og ned i en uendelighed. Vi blev lidt flere på det kommunale herberg i Jaka (11 Euro for seng - ingen overkøjer- med adgang til udmærket køkken), der var langt bedre end de fleste herberger på Camino Frances efter Puente la Reina. Jaka er en rimelig stor by med mange kirker. Pilgrimsmesse i Santiagokirken med pilgrimsvelsignelse.
Fredag, den 6. maj: Jaca - Arres, 25 km. Den første fredag i maj hvert år er stor festdag i Jaca - en tradition fra middelalderen - til minde om datidens kamp mod fremrykkende muslimer, hvor de kristne i Jaca op mod Pyrenæerne i midten af 800-tallet modstod flere års angreb fra muslimske maurere, der på det tidspunkt havde besat næsten hele Den iberiske Halvø (Spanien og Portugal). Festlighederne begynder tidligt fredag med et utal af tændte bål i grønne områder uden for byen i retning mod Santa Cilia eller sagt på en anden måde, midt på Camninoen, så vi pilgrimme måtte bane os vej gennem glade og feststemte Jaca-borgere fra tidlig morgen. En oplevelse af de sjældne, idet der blev stegt pølser, kød og andet, samt drukket stærke drikke fra solopgang. Der var fyldt med mennesker overalt. Vel ude af byen fortsatte Caminoen af uforandret landskab med de flotte snedækkede bjerge rundt om en brussende Aaragonflod med mange små bivandløb, samt forår, grønne træer og fuglesang, hvor det de første 20 km gik mest ned. Ikke et pausested (bar eller lignende) havde åbent denne fredag - alle var taget til fest i Jaca. Så godt trætte uden mad og drikke, nåede vi den lille, men stejle stigning op til Arres, en tidligere lille ruinby, som de oprindelige indbyggere en gang bare havde forladt. Nu næsten genopbygget med et herberg, samt et lille gæstgiveri og idylliske små huse. Kirken er bygget i 1600-tallet i - mærkeligt nok - romansk stil med renæsancevægmalerier - meget tiltagende, men stort set kun i brug som "bønskirke", idet der kun er messer ved særlige lejligheder, når f.eks. pilgrimsgrupper selv har præsten med. Vi flyttede ind i Albergue de Peregrinos de Arres, Donativoherberg med en frivillig, Angel, der tog venligt og erfarent imod os. Og pludselig blev vi flere. Pilgrimmene kom ligesom op af jorden. 
Vi blev 4 franskmænd, os to danskere, vores hollandske veninde, samt en spanier, som vi alle så dagligt den næste lille uge, og to par, henholdvis et engelsk og et tysk, som - måske - brugte stedet som overnatning. Vi så dem ikke mere. Stedet er lille, men alle tog hensyn, og efter kirkebesøg var der fællesspisning og snak.
Vi blev 4 franskmænd, os to danskere, vores hollandske veninde, samt en spanier, som vi alle så dagligt den næste lille uge, og to par, henholdvis et engelsk og et tysk, som - måske - brugte stedet som overnatning. Vi så dem ikke mere. Stedet er lille, men alle tog hensyn, og efter kirkebesøg var der fællesspisning og snak.
Lørdag, den 7. maj: Arres-Ruesta, næsten 29 km. Meget op og ned, men egentlig ikke nogen specielt særlig vanskelig dag ud over manglen på åbne kroer - hvis ikke man ville gå en omvej med en lille men kraftig stigning - var der intet åbent. Vi havde bestilt indpakkede sandwich i gæstgiveriet og bar en del vand. Manglende pausesteder øger vægten af rygsækken væsentligt, og det kan mærkes i knæ - og skuldre. De sidste fem-seks kilometer var varme og hårde langs den meget store kunstige sø, Embalse de Yesa. Vel fremme til nok en fest - af et "sammenrend" (undskyld udtrykket) - af mange forskellige venstrefløjsgrupper, fra "jeg bestemmer selv mit køn" til Spaniens kommunistparti - var til fest med orkestret "Rød Peber". Værten på herberget ville hellere til fest, så han anviste hurtigt senge, og det var lige før, at vi ikke fik lov til at betale. Min medpilgrim og jeg fik en firesengsstue alene lidt fra festlighederne (tak for det) til 12 euro pr. næse. Ruesta er en lille ruinby, hvor alene det kombinerede "gæstgiveri og herberg" er genopbygget i gamle ruiner med restaurant i flere etager. Vi blev 8 pilgrimme - alle havde overnattet samme sted i Arres - som måtte vente på aftensmad/i det hele taget betjening til kl. 21, fordi ingen havde tid til os. Den udendørs fest med bar optog alle ansatte på stedet.
Vi var trætte, da vi først kom i seng efter kl. 22.00.
Søndag, den 8. maj: Ruesta - Sanguesa, 22 km. Vi sov nogenlunde med svag musik i baggrunden, stod tidligt op med udsigt til varmegrader på over 25 senere på dagen, og gik først stejlt ned fra Ruesta af små smalle stier, inden en meget stejl opstigning fra under 500 meters højde til 900 meters højde på kun 4-5 km. Meget anstrengende, men også flot tur, så vi var lidt lettede, da vi nåede toppen og kunne konstatere, at der "kun" var ca 15 km tilbage af dagens etape. I starten med udsigt mod den store sø og snedækkede bjerge. Vi gik mest i sol, og nød de få skyggefulde skove undervejs. Vi passerede en større N-vej og var tilbage i "civilisationen" i den lille by Sanguesa, der bød på flere overnatningsmuligheder og restauranter. Efter natten i festlighederne flyttede vi på den lille pension El Pelegrino i udkanten af byen til 36 Euro for to med udsigt til haven, og ikke mindst fred og ro. Vi spiste tidligt (sen eftermiddag) på restaurant. Søndagsmessen i byens kirke var for længst forbi, så vi sov meget tidligt ind.
Mandag, den 9. maj: Sanguesa-Monreal, 27 km. Vi gik ud tidligt ved solopgang i tusmørke med nok en stejl opstigning fra 300 meters højde i begyndelsen. Forbi ruinerne af et 1200 tals franciskanerkloster Rocaforte - efter sigende oprettet af Den hellige Frans selv, da han for lidt over 800 år siden gik forbi her på sin vej fra Assisi til Santiago. Derefter af meget små stier mod Alto de Aibar i 700 meters højde, derefter 100 meter stejlt ned igen, før nok en opstigning til 800 meters højde inden det igen begyndte at gå nedad mod den lille by Monreal, hvor vi flyttede på herberg med samme pilgrimme, som vi nu havde mødt flere gange dagligt de seneste dage. Monreal har to barer og en lille- meget lille - købmand/brødudsalg, der kun har åbent nogle få timer morgen og eftermiddag, og som betjenes af samme ægtepar, der bestyrer herberget. De kommer på besøg og opkræver 10 euro pr. seng og uddeler engangspapirlagen og - pudebetræk. De fleste spiste på baren, mens et par stykker købte ind i den lille butik og lavede mad i herbergets køkken. Der var aftenmesse i byens lille kirke med en meget sympatisk, men tydeligt gammel præst, der formentlig ikke ville blive erstattet, når han inden for overskuelig tid ikke kan mere.
Tirsdag, den 10 maj: Monreal-Puente La Reina; 31 km. Tidligt op og afsted, da vejrmeldingen nok en gang meldte om store varmegrader midt på dagen. Stien - meget smal og besværlig - gik hele tiden op og ned; ikke med store stigninger, men trods det, virkede den på undertegnede meget vanskelig. Mine knæ kunne ikke lide den, og det var en lettelse, da vi efter 13-14 km nåede Tiebas, hvor vi holdt en længere pause med kaffe og ristet brød i en bar. Herefter blev stien forvandlet til små veje, som det var lettere at gå ad. Og så kom det store "kulturchok". Vi ramte Camino Frances med pilgrimme overalt. Vi havde undervejs på dagens etape flottet os og ringet til et hotel i Puente la Reina og reserveret værelse (58,50 Euro). I gaderne i Puente la Reina var der mennesker overalt, og vi så ikke mere vores pilgrimsvenner fra de seneste dage. Vi spiste på en restaurant vi kendte fra tidligere besøg, gik til pilgrimsmesse om aftenen med "kun" 8 pilgrimme og tidligt i seng.
Onsdag, den 11. maj: Puente la Reina - Pamplona; 23 km. Tilbage på Camino Frances, masser af pilgrimme den modsatte vej. Og vel ankommet til Pamplona først på eftermiddagen var der midt i byen kø af pilgrimme ved flere af herbergerne. Vi kunne formentlig altid få en plads på kæmpeherberget "Jesus og Maria", men vi ringede til det tyske herberg, der ligger før den stejle opgang til byen fra den modsatte side af Puente la Reina og forhørte os. Vi havde aldrig boet der før, og havde vældig lyst til at besøge Casa Paderborn. Frivillig Walter tog telefonen: Kom I bare, vi har plads, lød det. Varm modtagelse i fredeligt beliggende, hyggeligt herberg ved floden. 7 euro for en seng.. (læs eventuelt artiklen fra den 15. maj).
Torsdag, den 12. maj; slut for denne gang. Vi havde god tid. Spiste morgenmad på herberget, flyttede på Hotel, da vi først skulle med tog mod Madrid kl. 6,40 næste morgen. Daskede en dag rundt i byen, så på kirker, pilgrimme og al det kendte. Inden turen fredag morgen, den 13. maj gik mod Madrid og derfra mod København med fly.
Opsamling: Camino Aragones med start i Oloron Sainte Marie er en af de flotteste og mest afvekslende små pilgrimsruter, hvad enten det er optakten til hele vejen mod Santiago de Compostela eller en selvstændig 9-10 dages tur. Den kan IKKE gås om vinteren (Jo, jeg ved godt at nogen gør det), da toppen er dækket af sne, der stadig ligger som smukt puder her i maj, hvor foråret, brussende vandløb, grønne træer, et utal af blomster, samt forskellig fuglesang gør oplevelsen unik. Det går meget op og ned, og personligt vil jeg ikke anbefale den til førstegangspilgrimme. Der er ikke mange kirkelige tilbud i det næsten affolkede område med undtagelse af de få lidt større bysamfund.
Økonomi: For undertegnede og min medpilgrim var dagsforbruget langt mindre end på Camino Portugues langs kysten i februar-marts tidligere i år, og på Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port og helt til Santiago i september-oktober i fjor. Det kan skyldes, de mange lukkede barer, så vi mellem overnatningsstederne stort set "levede" af gammelt brød og vand. På mange overnatningssteder var prisen ca 25 Euro pr person for en seng plus aftens- og morgenmad inklusive drikkevarer, så alt i alt klarede vi os på selve Caminoen indkl. lidt hotel for mellem 35 og 40 euro pr. pr. næse i døgnet.
Til og fra: Vi fløj til Paris (SAS) den 1. maj om eftermiddagen (Charles de Gaulle). Hutigbus til byen. Overnattede på Hotel Montparnasse. Tog med tog til Oloron Sainte Marie. ( billet betalt til Lourdes).
Og retur: Tog Pamplona-Madrid og herfra fly til København (Iberia), samlet rejseudgifter inkl. overnatning i Paris, 3.600 kr. pr. person. Vi får pensionistrabat på tog i både Frankrig og Spanien. Så transporten til og fra blev faktisk denne gang lidt over halvdelen af de ca 7.000 kr turen ialt kostede pr. person for en tur med 9 dage på Caminoen , en hel dag i Pamplona, og rejsedage i begge ender. I alt 12 overnatninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar