Der er her medio juni stadig trængsel på Caminoen i Spanien, men der er flere caminoer at vælge imellem.
I går, den 12. juni, kom der 2.169 pilgrimme ind til Santiago, og allerede nu spås der om nok et rekord år på pilgrimstierne mod Katedralen i Santiago de Compostela. Den spanske journalist og "pilgrimsikon", Anton Pombo, havde for en uge siden en artikel på www.gronze.com under overskriften Quo Vadiz ? på dansk: Hvor går du hen ? (Citat fra Jesu kendte spørgsmål til apostlen Peter), hvor Anton Pombo filosoferer over de mange tusind pilgrimme, der allerede i år har gået mod Santiago de Compostela: "Er der overhovedet plads på Caminoen ?" "Og ødelægger de mange pilgrimme ikke lidt af indholdet af en pilgrimsvandring ?" spørger Anton Pombo og skriver (læs eventuelt her: https://www.gronze.com/articulos/camino-frances-quo-vadis-26387 ), at der er andre pilgrimsruter til/mod Santiago end Camino Frances og Camino Portugues, som begge er meget populære at gå.
Der er pt. langt færre pilgrimme på Camino Primitivo, Camino del Norte og ikke mindst Via de la Plata (og fortsættelsen Camino Sanabres) end der er på de to (tre med Camino Portugues a la Costa) mest benyttede pilgrimsveje mod Santiago. Derudover er der flere sidespor mod de mere kendte pilgrimsruter, hvor pilgrimme kan komme til at gå - stort set uden at se andre pilgrimme eller i hvert fald meget få. Men der er et Men. Jo færre pilgrimme - des mindre service, med hvilket jeg mener: overnatning, pausesteder, åbne barer, butikker og ikke mindst vandposter. Det sidste er meget vigtigt. Her en lille gennemgang af de mest benyttede Caminoer med lidt tal fra statistikken for maj i år.
1) Camino Frances: 25.907 pilgrimme nåede Santiago; En stor del begyndte deres tur forholdsvis tæt på Santaigo, men mindst ca 5.000 begyndte i Saint Jean Pied de Port (ca 800 km) eller endnu længere væk.
2) Camino Portugues: 10.791; Af kystruten: 2.947 (Centralruten og kystruten snor sig ud og ind i hinanden). Over halvdelen begynder deres tur i Porto, og yderligere et pænt antal endnu tættere på. Der er altså pænt trængsel fra Porto af. De, der tager turen fra Lisabon eller Fatima, har god plads, men også færre overnatningsmuligheder, indtil de når Porto.
3) Camino Primitivo 2.487, hvoraf en stor del, 791, først begynder i Lugo - altså efter de store bjerge. Her bør kommende pilgrimme lige studere højdekurverne. Jeg har gået ruten to gange, senest i efteråret 2018; og for en ældre herre, som undertegnede, kunne den godt mærkes i knæene når det gik stejlt ned, samt give lidt "åndenød", når det gik stejlt op. Men ruten er ualmindelig smuk. Camino Primitivo kan kombineres både med Camino del Norte, hvor der går en "mellemsti", samt ikke mindst med en 5 dages bjergrute, Camino San Salvador fra Leon.
4) Camino Ingles: 2.388, men dette er langt den korteste af samtlige af de her nævnte ruter, så reelt er der mange flere pr. etape end man umiddelbart tror.
5) Camino del Norte: 1.736, og det er lidt interessant; for for få år siden var netop denne rute ved at springe alle rammer. Det er dog tal for maj i år, der nævnes her. Når sommeren for alvor viser sig; kommer der givet flere pilgrimme, idet Camino del Norte snor sig langs Spaniens Nordkyst med mange strande, hvilket betyder mange "badegæste-pilgrimme".
6) Via de la Plata: 1.288. Via de la Plata begynder i Sevilla (1.000 km) og mange pilgrimme støder til efterhånden, som Santiago nærmer sig. Men her er der også et men. Der er - formentlig på grund af det forholdsvis lille antal pilgrimme - Nemlig, meget lange etaper og meget langt mellem vandposter/barer; hvilket betyder, at man skal gå langt næsten hver dag, samt bærer på meget vand. Der er mere service efter Salamanca (500 km ), hvor man er halvvejs. Og turen fra Sevilla er altså mere end varm i sommermånederne.
7) Camino de Invierno (Vintercaminoen): 134 i maj. Denne rute spår jeg en større fremtid. Ruten begynder i Ponferrada på Camino Frances efter Leon umiddelbart før Villa Franca og De galiciske Bjerge. Camino Invierno går af en omvej rundt om bjergene og skulle efter sigende i middelalderen været brugt af vinterpilgrimme, der havde svært ved at passerer o Cebreio, når sneen lå højt. Ruten er på www.gronze.com delt i 10 forholdsvis korte etaper med kun en etape over 30 km. Den møder Camino Sanabres i Silleda, hvorfra der er godt 40 km til Santiago, der nemt kan deles i to. Jeg har aldrig gået ruten, så min viden stammer alene fra andre pilgrimme. Der åbner dog hele tiden nye herberger på Camino Invierno, der har en meget aktiv pilgrimsforening, som laver meget "reklame".
Her et foto fra Camino Primitivo ( 29. sep. 2018), hvor stien bugter sig gennem bjerge. går op over skyerne og ned igen, og hvor mobiltelefonerne flere steder ikke kan bruges.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar