Der er 3 pilgrimsveje over Pyrenæerne på Camino Frances mod Santiago. To af dem kan i teorien gås på en dag, men er det nu også en god ide?
Her i sommervarmen er flere læsere af www.jakobsvejen.dk begyndt at forberede sig på en tur af "Caminoen" - det vil her sige Camino Frances. Og især første etape fra Frankrig synes at give en del hovedbrud, så her et forsøg på et svar.
Undertegnede har gået - efterhånden - mange gange over Pyrenæerne ad/mod Camino Frances og Santiago. Der er reelt tre ruter at vælge imellem, her efter popularitet: Napoleonsruten; Over grænsebyen Valcarlos eller via Somportpasset. Jeg har gået alle tre ruter flere gange og vil her forsøge mig med kort at beskrive hver enkelt efter popularitet (Det vil her sige antallet af pilgrimme, der går ruterne):
1) Rute Napoleon: Saint Jean Pied de Port - Roncesvalles; sat til godt 24 km, højeste punkt Collado de Lepoeder, 1.430 meter - på den spanske side af grænsen. Det er en ualmindelig smuk rute med vilde heste, flotte bjerge og fantastiske udsigter. MEN med en stigning på næsten 1.200 meter på 24 km er det ikke "bare" en smuttur. Og da langt de fleste begynder deres pilgrimsvandring i Saint Jean Pied de Port, er min anbefaling klar: Del etapen i to. Det giver godt nok to forholdsvis korte dage med lange pauser. Men jeg har utallige gange set pilgrimme - mest stærke ungersvende - gå ned med flaget få etaper inde i Spanien, fordi de fik vabler og andre skader på førstedagen over Pyrenæerne ad Napoleonsruten. Delingen kan gøres lidt smart - hvis det er den første dag på Caminoen, og man synes, at vandredagen bliver for kort. Flyv til Paris om eftermiddagen, ta' et nattog til Bayonne og videre med lokaltog til Saint Jean Pied de Port og begynd samme dag opstigningen efter et besøg på pilgrimskontoret i byen, som altid bør konsulteres om VEJR, da det kan være farligt at gå over i forkert vejr. Det betyder dog, at man går glip af en meget smuk pilgrimsmesse i Saint Jean Pied de Port, der finder sted hver eneste aften. Vil man have den med - så fald til ro, og planlæg førstedagen med rygsæk, så du ikke kommer alt for tidligt til overnatningsstedet.
Overnatning: Der er 3 steder på ruten: Honto (5 km), Orisson ( ca 7½ km), og det forholdvis nyåbnede Borda ( ca 8½ km ). Jeg har overnattet på de to førstnævnte og fundet dem helt OK med Orisson som favoritsted. Men der er i den senere tid opstået en debat på nettet om Orisson, hvor flere pilgrimme ikke længere bryder sig om at overnatte. Hvad der er op og ned i sagen, ved jeg ikke. Derimod skamroses det nye sted Borda i samme debat. Så ingen råd herfra ud over, at de alle kan bruges til at dele ruten, idet de ligger så mange højdemeter oppe, at det er nok til , at man kan komme over bjergene uden at "ødelægge" ben og krop. Uanset hvilken man vælger, skal man regne med at antallet af kilometer pr. time er væsentlig lavere end på "træningsturen" i Danmark. Stigningerne giver altså mere end sved på panden.
NB: Husk at Napoleonsruten er lukket helt ned hvert år fra 1. november til 1. april på grund af vejret og direkte fare for pilgrimmene. Om vinteren skal man bruge pilgrimsruten via Valcarlos. Du kan få en bøde, hvis du tager napoleonsruten, og skal i værste fald selv betale for en eventuel redningsaktion, hvis du får brug for hjælp, hvilket over 70 pilgrimme fik i det sidste år inden ruten blev vinterlukket. Der dør stadig pilgrimme på vej over på grund af vejr, manglende vand, eventuelt kombineret med at "fare vild" Husk vand. Ruten er godt markeret hele vejen.
NB2: På pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port uddeler de et lille brugervenligt kort over ruten, hvor de anbefaler, at man for at undgå den kraftige nedstigning fra Lepoeder til Roncesvalles i stedet tager en lille omvej over Puerto de Ibaneta. Undertegnede har hver eneste gang taget den lille omvej, så jeg kan ikke sige noget om den stejle nedstigning - kun at jeg har set ældre pilgrimme (som undertegnede) komme tilmudrede og lidt forslåede ned.
2) Valcarlos: Saint Jean Pied de Port- Roncesvalles: ca 23½ km, højeste punkt Puerto de Ibaneta , 1.057 meter (altså 373 meter lavere end på Lepoeder på Napoleonsruten) De færre højdemeter er meget afgørende for, hvor mange kilometer de fleste af os kan gå på en dag. Så jeg kan godt anbefale, at man tager Valcarlosruten på een dag, hvilket jeg selv har gjort 3 gange. Det er - også - en ualmindelig smuk tur - tæt på landevej det meste af tiden. Hvilket betyder nemmere hjælp, hvis noget går galt. Det er muligt med en lang pause på en bar i Valcarlos (efter ca 11½ km, hvorefter højdemeterne for alvor begynder). Ruten kaldes også Vinterruten, fordi Napoleonsruten - som skrevet ovenfor - er lukket om vinteren. Det er muligt at overnatte i Valcarlos, der har både pilgrimsherberg og hotel.(Casa Rural).
NB: Min subjektive vurdering er, at Valcarlosruten er stærkt undervurderet. Det er en flot og afvekslende rute - ikke mindst på førstedagen af en Camino.
3) Somportpasset/Camino Aragones: 60 km ( 2½- 3 taper ) fra Oloron-Sainte-Marie til toppen af Somportpasset, 1.640 meter. (Mulighed for at springe turen til toppen over ved at køre i bus gennem tunnel ind i Spanien og videre op fra den spanske side til Somportpasset, hvorfra turen så kan begynde). Fra toppen af Somportpasset er der formelt 6 etaper af Camino Aaragones til Puente la Reine, hvor turen over Pyrenæerne til Roncesvalles forenes i een rute mod Santiago.
Dette er afgjort min personlige favoritrute over Pyrenæerne, som jeg formentlig gik sidste gang i foråret i år, da mine knæ ikke er, hvad de har været. Den går gennem skov og frodig natur på vejen op fra den franske side med masser af vandløb, fritgående køer, små vandfald, sne på bjergtoppene. Og efter passet er naturen mere gold, men også med masser af vandløb, store fugle og flotte udsigter. På toppen er der ofte tåge og dårlig sigtbarhed, men da en tunnel fjerner den hårde (stort set al) trafik ca 10 km før toppen, er det muligt i dårligere vejr at gå ad landevej. Senest jeg gik over så jeg ikke en bil på toppen - Kun tomme gamle grænsebygninger indhyldet i tæt tåge.
Ruten kan selvfølgelig - som andre pilgrimsruter begyndes før. Formelt er det sidste del af turen fra Arles, men nogle (faktisk en del) pilgrimme begynder i Lourdes (3 etaper før Oloron-Sainte-Marie) , så de går fra et særligt kristent (katolsk) religiøst sted til et andet, nemlig fra et Maria valfartssted til Sankt Jakobs grav i Santiago.
Transport til Oloron-Sainte-Marie (eller Lourdes). Der går fly og tog til Pou, hvorfra der er lokaltog eller til fods af Arles-ruren til Oloron-Sainte-Marie (tog fra Pou til Lourdes). Der er i begge byer pilgrimsherberg med frivillige og praktisk rådgivning til turen over Pyrenæerne. Der er forholdvis få pilgrimme og - måske derfor - meget pilgrimsfællesskab både på ruten og overnatningsstederne både på op- og nedturen af Pyrenæerne - typisk med fællesspisning. Der er flere steder pilgrimsherberg med frivillige undervejs. Men man er i forår og efterår IKKE alene på ruten.
Der er et - for mange pilgrimme - stort trafikproblem på vej op mod Somportpasset, hvor stien på bjergsiderne de første knapt 50 km følger en rimelig trafikkeret N-vej. N-vejen går ca 10-11 km før toppen ind i en tunnel og videre til Spanien. På et mindre stykke- før tunnelen- går man med stejle bjerge på siden langs N-vejen med hurtigkørende trafik. Her har jeg hver gang - efter anbefaling på diverse trykte guides - taget bus. Det er - efter min personlige smag - for ubehageligt at gå med larmende biler(mest store lastbiler) så tæt på kroppen, at man kan mærke suset. Der går flere busser dagligt, og man kan eventuelt tage bussen fra Borce til Urdos (små 5 km, der slutter lige før tunnelen) , så man ikke behøver at gå på dette ubehagelige stykke. Det betyder, at det er muligt at overnatte på herberget i Urdos og gå de sidste 12-13 km op til Somportpasset og fortsætte ned i Spanien og helt til Canfranc eller lidt kortere til Canfranc Estation, hvor der er flere overnatningsmuligheder.
Ca 12 km efter passet er der i Canfranc for forholdsvis nylig åbnet et donativoherberg opkaldt efter "den nye pilgrimstrends grundlægger/manden bag de gule pile"; præsten Elias Valina, hvor jeg har overnattet en enkelt gang i indeværende år, og som indtil nu "skamroses på nettet". Selv havde jeg og min medpilgrim her i foråret i år en ualmindelig god pilgrimsaften på det nye herberg. Det er muligt at nå Canfranc på tre dage fra Oloron-Sainte-Marie.
Har du/I flere spørgsmål om ruterne over Pyrenæerne, så send en mail. Buen Camino.