Invierno m.m.: Caminodagbog

20 dages rundtur på flere Caminoer - 455 km på 20 dage - med begyndelse i Zamora på Via de la Plata, men med hele Camino Invierno som "højdepunkt"  med endemål i Santiago de Compostela. Med 2 rejsedage og en hel dag i Santiago, ialt 23 dage fra den 13. september 2022 til tirsdag, den 4. oktober 2022.

Først lidt om vores rute:

Via de la Platas slutning fra Zamora til Astorga, ialt godt 136 km: Undertegnede har aldrig gået sidste del af "den rigtige" Via de la Plata, idet jeg de to gange tidligere, hvor jeg begyndte i Sevilla forlod Via de la Plata i Granja de Moreruela for at fortsætte mod Tabara og Santiago ad Camino Sanabria, hvilket langt de fleste af de forholdsvis få pilgrimme på Via de la Plata stadig gør. Denne gang delte min medpilgrim og jeg de 136 km fra Zamora til Astorga i fem etaper først 1½ af kendt vej, derefter videre mod Astorga af for os uprøvet Camino. Via de la Plata er stadig den af de "såkaldte store Camino-ruter", der har forholdsvis færrest pilgrimme. Og her efter Coronapausen, hvor antallet af pilgrimme er næsten eksploderet er der stadig meget få pilgrimme på Via de la Plata. Vi overnattede første nat på en af de allerbedste kommunale donativoherberger, nemlig i Zamora, før vores egen start, og her var der langt fra fyldt. Af de 15 pilgrimme, der sov der, var det kun os to, der gik mod Astorga. Det kniber stadig med overnatningssteder på Via de la Plata - flere herberger havde lukket, og nogle steder var gammel afmærkning (gule pile) forsvundet uden erstatning, og flere af de "nye" Caminosten var væltet og delvis ødelagte. En enkelt gang gik vi galt og ramte en af de andre Caminoer, Camino del Sureste, hvilket betød en omvej på ca 5 km, som ikke er medregnet i ovenstående kilometer. De steder hvor Via de la Plata går nærmest nøjagtigt af den 2000 årige romerske landevej, føler man stadig historiens vingesus. Det er ret så fascinerende, at der red/gik mennesker her, da middelhavsregiononen blev kristnet og udgjorde en enhed, før islam og før vi i "det nuværende Nordeuropa" for alvor var beboet.

Camino Frances: Fra Astorga til Ponferrada (knapt 54 km) af for os kendt vej med 100vis af andre pilgrimme både foran og bagved. En lang slange op mod Jernkorset og ned igen. Pilgrimmene hilser ikke længere på hinanden, idet - det føles som om -  vi nærmest går i mængder som på Strøget i København. Men trods det, stadig en god oplevelse.

Camino Invierno, hovedruten for os på denne tur, fra Ponferrada til A Laxe ( på Camino Sanabria ) ialt ca 213 km, som vi fordelte på 11 hele dage, samt nogle få timer den 12. dag fra Lalin til A Laxe, hvilket giver et gennemsnit på kun ca 20 km pr. dag. Langt færre kilometer pr. dag , end vi plejer. 

1 )Noget af det skyldtes mangel på overnatning, så det var lidt svært at dele, 2) mangel på pausesteder undervejs, samt 3) de mange små op og ned-ture (op af bakke, ned af bakke), og 4) - måske - reelt, at undertegnede er blevet ikke bare en ældre herre, men gammel mand, der ikke har de samme kræfter/ kondition som tidligere, og 5)den kendsgerning, at det for undertegnede er langt lettere at gå på kendt sti end på "nye veje".

Camino Invierno er generelt godt afmærket, men mangler stadig "faciliteter" for at blive det helt store, som aktive pilgrimsforeninger forsøger at gøre den til. Der har været en del diskussion i spanske pilgrimskredse om det "historiske" i denne vinterrute, som skulle være brugt af pilgrimme i middelalderen om vinteren for at undgå høj sne i bjergene i Galicien - ikke mindst i o Cebreio. Men i dag går den nuværende rute - måske gennem de samme byer, som den gang, men ikke af de samme stier.  Ruten er lagt "i naturen" i bjergene på siderne af de floder/floddale, som Caminoen følger, og der er i stor udstrækning på "toppene" udsigt ned til floder; trafikerede N-veje, samt jernbanesporet, der ikke har en brøkdel af de højdemeter op og ned, som selve ruten.  Mellem Monforte de Lemos og Chantada er der en pæn opstigning - og ikke mindst en meget stejl nedstigning (  knapt 400 meter på ca 3 km, som vi frygtede lidt)  med en efterfølgende stejl opstigning. Den mest stejle del af denne (og i øvrigt smukke) nedtur på 2,3 km fra Montecelo til den lille flodby Belesar viste sig at være langt nemmere end ventet, så ruten kan sagtens gås af ældre med stive knæ omend med lidt tålmodighed (tranquil, som spanierne siger). Alt i alt var Camino Invierno en god oplevelse, som bliver nemmere at gå, når - og jeg tror når - der kommer mere overnatning, barer m.m. undervejs. Vi savnede dog åbne kirker og messer/gudstjenester undervejs. Noget af det kan skyldes, at vi delte ruten op i små bider og sov på ensomt beliggende hoteller , andet den almindelig præstemangel på landet i Spanien, som det ses i det meste af Det katolske Europa. 

Camino Sanabria (eller måske rettere den nye slutning på Via de la Plata) kun ca 50 km, som igen var kendt sti uden problemer, hvor Santiago tydeligt nærmede sig, og hvor vi igen mødte en del andre pilgrimme.

Og her vores tur dag for dag:

Tirsdag, den 13.  september: Fly; København-Bruxelles-Madrid. Køb af togbillet hos meget hjælpsomt Renfepersonale i lufthavnen. (Der er stadig levende personale på togstationer i Spanien). Jeg har tidligere fortalt om, at jeg har oplevet uvilligt Renfepersonale, når jeg skulle have pensionistrabat. Det var der ikke noget af her, og jeg (vi) fik hurtigsbillet til Zamora, samt hurtigtogsbillet til hjemturen fra Santiago til Lufthavnen med stor pensionistrabat. Vi var i Zamora (2. stop fra Madrid) allerede ved 16-tiden og gik via Katedralen til Donativoherberget (Albergue de peregrinos de Zamora), hvor to frivillige, spanske Ramon og amerikanske Joe, tog imod. Ramon åbnede et ekstra soverum, så vi kunne få underkøjer. Meget varm velkomst. Aftenmesse i Santa Maria de la Horta.

Onsdag, den 14. september: Zamora-Fontanillas de Castro (31,6 km). Gik tidligt ud i tusmørket ad sti/vej langs N-vej 630 de første små 20 kilometer og passerede den nye hurtigtogbane (Ave) på vejen. Lidt kedelig, men meget nem vej, som undertegnede har gået to gange før, senest i 2017. I Montemarta blev det tid til en lidt længere pause, hvor vi talte med spanieren Josef, der ville fortsætte af Sanabria, og som første nat havde planer om at sove i Fontanillas de Castro, som os. Vi ringede før afgang til Angela i Donativoherberget i Fontanillas for at sikre os, at de havde åbent. Herefter 12-13 kilometer uden pausesteder rundt om en tom Embalse de Ricobayo (sø) - De mangler virkelig regn i store dele af Spanien. - Vi blev fire pilgrimme på det lille, men meget hyggelige herberg, hvor Angela og Paco tog imod. De skulle til at spise middagsmad, da vi ankom ved 15 - tiden og inviterede os med. Senge/køjer i båse -  som det efterhånden ses en del steder. Fælles aftensmad og pilgrimssnak, men ingen messe i den meget lille bebyggelse, hvor der hverken var barer eller butikker længere.

Torsdag, den 15. september: Fontanillas de Castro - Barcial del Barco (27,8 km).  Angela insisterede på, at vi skulle have lidt morgenkaffe, før vi gik. Det bliver sent lyst. Så  ud på stien ved 7,30-tiden, der fortsat gik langs N-630 - flad som en pandekage og lige ud, sådan som vi kender Via de la Plata. Det småregnede og vi havde hele udstyret på, regnbukser til at dække støvlerne og regnfrakker. Regnslagene lå parat, hvis regnen skulle blive kraftigere, men det skete ikke.  Første rigtige pause i Granja de Moreruela, hvor byen for 5 år siden kogte på grund af stor byfest, var alt i byen stort set lukket, da vi kom. En butik åbnede, mens vi var der. Vi sagde farvel til Josef, der skulle mod Tabera, mens vi fortsatte mod nord efter en længere pause i en bar. Vi ankom til Barcial del Parco, hvor privatherberget , Albergue Las Eras, ligger for sig selv, men bestyres af Franc, der også ejer byens bar/resturant/købmandsbutik m.m. Stor sovesal, hvor 3 ældre spanske mænd senere dukkede op, så vi blev 5 på sovesalen. Menu del Dia lidt før kl. 16.00 og tidligt i seng med megen snorken og nattetisseri omkring os. Vi kan godt mærke i ben og krop, at vi lige er begyndt på en Camino.

Fredag, den 16. september: Barcial del Barco - Alija del Infantado ( 30 km). Vi gik ud uden morgenmad i tusmørket i småregn af fortsat typisk Via de la Plata med lige "uendelige" veje, og hvor de nye kopier af gamle romerske milestene står langs ruten.

Syd på mellem Sevilla og Salamanca er der stadig originale 2.000 årige milesten. Vi holdt en længere pause i den forholdsvis store by Benavente inden det gik af små asfaltveje ca 19 kilometer til Puente de la Vizana, hvor afmærkningen delte sig i to en i en bue (asfalt) ind mod byen, forbi herberget, der lå små 2 km før byen, Alija del Infantado. Vi tog den korte vej gennem majsmarkerne, hvor store vandpytter mindede os om de seneste dages vandring i - næsten konstant - småregn, her hvor solen så småt var begyndt at titte frem. Få hundrede meter før byen blev vi mødt af tre "kæmpehunde med øjne så store som tekopper", der meget aggressivt gik lige lovlig tæt på. Vi var glade for vores stokke, der holdt hundene lidt på afstand, inden vi gik ind i Alija del Infantado, der er nok en "halvdød" by, der syntes at have lukket endnu mere ned under Coronapandemien  - nu med lukkede butikker og barer.  www.gronze.com har tydeligvis ikke fået meddelelser om de mange nedlukninger, som vi har observeret på denne tur - ikke mindst i de små byen. Kun et hotel i byen var åbent; 50 Euro for dobbeltværelse med morgenmad, fri adgang til købevand og lidt snack, hvor ejeren kom på cykel efter opringning. Hun og hendes mand passede også byens eneste restaurant, hvor vi fik lov til at spise kl. 19.00, som eneste gæster - ingen messe, selvom byen havde flere kirker og en stor borg.

Lørdag, den 17. september: Alija del Infantado-La Baneza (22 km) Vi spiste morgenmad, som vor værtinde havde stillet frem til selvbetjening inden afgang ved 8 - tiden lige før solopgang og for første gang uden regntøj på. Vi fulgte nu Jamuz floden gennem småbyer (eller rettere småbebyggelser) og af jordveje. Barerne var tydeligvis lukket for nylig, men det blev dog til en enkelt pause i Quintana del Marco med kaffe og ristet brød. Vi ankom til La Baneza allerede ved 13-tiden og havde besluttet at bo på herberg,  Albergue de peregrinos Monte Urba, der drives af frivillige. 10 Euro for en seng - kun enkeltsenge (ingen køjer) men meget stort (og lidt rungende sted). Vi fik senere følgeskab af vore tre spanske pilgrimme. La Baneza var den første større by vi overnattede i, og de frivillige (pilgrimsforeningen i byen) oplyste os både om messetider, samt det mest fordelagtige middagstilbud. Vi spiste fantastisk menu del dia med vin og alt til 10 euro pr. næse. Vi hvilede igen meget, inden vi gik til aftenmessen med meget gammel præst og ligeså gamle kirkegængere. 

Søndag, den 18. september: La Baneza - Astorga ( 24,5 km). Vi gik ud i tørvejr nok en gang uden morgenkaffe gennem meget øde veje i en slags skovlandskab med meget spredt bevoksning. Vejen var stadig flad - ingen stigninger, og de første 18 kilometer føles nærmest uendelige, hvor kaninkolonier langs den bredde jordvej var vores eneste selskab. Kaninerne sprang foran os og bag os, men forsvandt i hullerne, når vi kom tæt på. En enkelt dåhjort passerede os i de tidlige formiddagstimer. 4-5 km før Astorga var vi tilbage i "civilisationen" og vi holdt dages første pause med kaffe og ristet brød i solen foran en bar, mens vi underholdt os lidt med de andre gæster, hvoraf nogle selv havde gået Camino.  Så gik turen til Astorga, hvor der bare var pilgrimme overalt - ja, overalt. Vi gik til et hotel, Hostal Coruna, 55 Euro for et dobbeltværelse,  på vej ud af byen mod Santiago og fik et værelse. Vi spiste Menu del Dia samme sted og glædede os til en nat med kun vores egen snorken og nattetisseri. Vi gik til messe i klostret ; Cofradía de La Entrada de Jesús en Jerusalén, hvor en præst, der selv var på pilgrimsvandring mod Santiago, læste en smuk aftenmesse. Der var flere pilgrimme til messen og kontrasten til de seneste dages vandring af Via de la Plata var enorm. Vi var nu på Camino Frances, hvor der er pilgrimme overalt.

Mandag, den 19. september: Astorga-Foncebadon (25,8 km) Vi gik ud i mørke uden problemer, da de første kilometer ud ad Astorga er oplyst af gadelygter. Der er mange pilgrimme både foran og bagved os - Ja, flere hundrede pilgrimme dagligt på denne årstid på hver eneste etape af Camino Frances. På mange måder fascinerende: Undertegnede har det rimelig godt med Camino Frances, mens andre synes, at det bare er for meget. Vi er rigtig godt gående i dag, selvom højdemeterne for første gang på denne tur for alvor bider. Vi skal stige fra under 900 meters højde i Astorga til over 1.400 meters højde i Foncebadon. Stien er omgivet af natur, flotte bjerge, samt masser af pausemuligheder, men også tydeligt med affald fra pilgrimme, herunder et utal af hvide "tissepapirer". Vi har, mens vi går af kendt vej, endnu ikke lagt os fast på, om vi vil sove i Rabanal eller i Foncebadon. I Rabanal er vi sikret Vesper i den meget smukke gamle (lidt forfaldne ) kirke, hvor benediktinermunke fra henholdvis Madrid og Münsterschwarzach er "lånt ud" til det lille pilgrimskloster over for kirken for at tage sig af pilgrimme, og som nabo har de det engelske donativoherberg i Rabanal. Vi kommer til Rabanal allerede ved 10,30 tiden, besøger kirken og holder kaffe- og rådslagningspause. Rent kilometermæssigt ligger Foncebadon bedre, og 10,30 er det altså lidt tidligt at stoppe. Vi går efter en halv time videre op af bjerget mod Foncebadon og den genopbygge lille kirke, der i dag fungerer som både kapel og et mere end lille donativoherberg, hvor pilgrimmene ligger meget tæt. Vi er der allerede kl. 12,30 og kan på døren læse, at herberget ikke - som tidligere - åbner kl. 13.00, men først kl. 14.00. Vi sætter os på bænken foran døren og ser de mange pilgrimme passerer nedenfor.  Theresa dukker op og åbner, og vi får anvist to underkøjer ved siden af hinanden, som en anden dobbeltseng. Flere pilgrimme dukker op, og der er allerede udsolgt. Vi kommer til at ligge meget tæt. Vi drysser lidt rundt i den meget lille bebyggelse, snakker med andre pilgrimme og spiser i en af byens restauranter. Der er kun pilgrimme og folk, der servicerer pilgrimmene i Foncebadon. Da jeg passerede her for over 25 år siden var der kun en beboet bygning i den tidligere bjergby, resten lå i  ruiner. Men det bliver en mindeværdig dag for os. En koreansk pilgrimsgruppe med præst og diakon overnatter også i byen, og om aftenen er der messe på koreansk med evangeliet læst på engelsk, samt en prædiken, hvor præsten taler skiftevis til både sine landsmænd/sin gruppe og os andre pilgrimme. Varmt og oplivende. Den slags store oplevelser sker primært på Camino Frances.

Tirsdag, den 20. september: Foncebadon-Ponferrada 26,8 km. Vi spiser lidt morgenmad i det overfyldte køkken i herberget, som den søde frivillige Theresa står for, før vi går ud. Der er stadig pilgrimme overalt, lygterne vifter i alle retninger i tusmørket på vej mod Jernkorset og senere Camino Frances højeste punkt. Stien går lidt op og ned her i starten, mest op til Jernkorset, hvor pilgrimme i århundrede har bedt en bøn og lagt en sten som symbol på synder, dårligdomme, man helst vil være kvit. Der er trængsel/kø ved korset, hvor selfie'rne bliver taget og enkelte endda synes, at de skal sende "live-TV" via telefonen til familie og venner. Herefter lidt ned og op igen forbi Manjarin, hvor en af den nye pilgrimstrends fædre, Tomaz, igen er flyttet ind i sit herberg, hvor man ikke længere kan få lov til at sove, men gerne få en kop kaffe. Tomaz er alvorligt syg og havde egentlig lukket alt, men kunne altså ikke undvære sit sted på toppen af bjerget lige efter Jernkorset, og nu har han fået konkurrence, idet en mere professionel kaffemand m.m. har placeret en lille restaurantvogn få hundrede meter før Tomaz' meget farverige - og måske noget rodede - landsted. Vi hilser på Tomaz, der ikke ser hel rask ud, og går videre over Cota Máxima i 1.505 meters højde. Camino Frances højeste punkt. Du kan læse lidt mere om Tomaz her på www.jakobsvejen.dk på dette link: http://www.jakobsvejen.dk/2022/03/tomasmanjarin-ringer-ikke-lngere-med.html

Herefter begynder nedturen mod Molinaseca - nogle steder så stejlt, at mænd med gamle knæ som undertegnede let kan få problemer. Da jeg gik turen senest for et år siden gik jeg et stykke fra Riego de Ambrós pænt udenom ad landevejen for at undgå det stejleste stykke, og nøjagtig det samme gør jeg denne gang. På vejen holder vi en længere pause på en bar med kaffe og ristet brød. Smuk tur ned af bjergene ad stenet lidt stejle stier, men det går "tranquil", som spanierne siger. Den sidste del af turen fra den smukt beliggende by, Molinaseca, til Ponferrada er kedelig, men hurtig. Og inde i Ponferrada går vi forbi det supergode herberg, Albergue parroquial San Nicolas de Flue, i udkanten af byen for at sove på hotel tæt på katedralen og lige overfor ridderborgen. Vi sov ikke meget  i den overfyldte sovesal i Foncebadon og trænger til at sove ud inden næste dags opstigning. Vi spiser på vores hotel, prøver at finde en trykt guide med geografiske kort til Camino Invierno uden held. Går til aftenmesse i katedralen og belaver os på at gå Camino Invierno alene med hjælp fra telefonen. Det har vi det ikke så godt med.

Onsdag, den 21. september: Ponferrada - Las Médulas ( 27,8 + en del km ekstra): Vi går ud af byen i mørke og møder fire spanske pilgrimme (to par) netop, hvor Camino Invierno skiller sig ud fra Camino Frances. Ruten går en længere bue rundt for at ramme middelalderbroen, Puente Medivial. Vi holder morgensmadspause efter ca 6 km i Toral de Merayo. Lidt efter dukker de fire spaniere op og fortæller os lidt om Camino Invierno. De vælger dog at overnatte flere kilometer før os, så vi ser dem ikke mere på denne tur. Vi vælger at fortsætte mod Las Medulas, og der er langt flere op og nedstigninger end vi havde forestillet  os. Et par enkelte steder kniber det med afmærkningen langs N 536, men både en vinbonde i en bil ved en mark, og en hurtigkørende på N-vejen får peget os i den rigtige retning. Men lidt uden for Carucedo - ca  3-4 km før vores mål, går vi helt forkert. I stedet for at gå op mod Las Medulas går vi ad en flere hundrede højdemeter delvis parrallevej mod  Mirador de Orellan. Næsten oppe spørger vi en mand i bil om vej. Han fortæller, at der går en lille bjergsti nedad direkte fra Mirador'en til vores mål. Er den for stejl ? Vi tør ikke tage chancen og må tilbage igen for at stige nok en gang af den rigtige vej mod Las Medulas - næsten inde i "byen" - og næsten to timer senere ser vi en bjergsti gå op mod Mirador'en. Den turde vi formentlig nok have gået ad.  Klokken er næsten 16.00. Vi har gået i 9 timer og er temmelig trætte - ØV ! Jeg savner geografiske trykte kort, men lærer de kommende dage at gå efter telefonen. Vi går til vores logi, hvor døren står åben, men hvor der ikke er nogen hjemme. Las Medulas er en lille turistby (i dag reelt kun dagturister) anlagt ved en 2000 år gammel romersk guldmine, der har efterladt et helt fantastisk landskab med "røde tænder"- bjergspidser.  Vi kan hurtig regne ud, at byens fire-fem restuaranter/barer lukker ned, når dagturisterne er væk, så vi går straks på restaurant tæt på vores logi, hvor et sødt personale er ved at lukke, men holder åbent lidt længere alene for os, og hvor vi får serveret vellavet tre retters menu med vin og alting til 11 Euro pr. styk. Ja, hvordan kan det lade sig gøre. Vi indlogerer os hos et ualmindelig surt ægtepar ved 17-tiden, 50 Euro for et lille dobbeltværelse med toilet på gangen, som vi deler med andre. Vi "turister" den lidt rundt i det fantastiske landskab efter et bad, drikker nok et glas vin, hvor vi spiste og hvor der nu er næsten lukket, men er i seng allerede ved 19,30 tiden. En meget lang og trættende dag. T

Torsdag, den 22. september: Las Médulas - O Barco de Valdeorras: 27 km. Vi kan først gå ud, når det er ved at blive lyst ved 8-tiden, hvor det straks går nedad fra ca 900 højdemeter mod Puente de Domingo Flórez til 400 meters højde efter ca 8 km). Flere flotte udsigtspunkter undervejs, hvor vi går ad stier og små øde asfaltveje. Her er så godt som ingen beboelse. Vi drikker kaffe i de Domingo inden vi passerer broen over grænsefloden Sil (Mellem Leon og Galicien), og floden Sil kommer vi til at følge længe - mest på afstand oppe i "bjergene" på siden af floden. Og så øjner vi det, som vi har læst om hjemmefra. Resultatet af de mange skovbrande i Galicien denne sommer.

Afsvedne arealer og tomme bjerge - næsten som et månelandskab med enkelte træer. Vi kommer til at se mere til den slags de kommende dage.Resten af dagen går det lidt op og ned gennem små bebyggelser til Sobradelo, hvor vi oven på gårsdagens strabadser har planer om at overnatte. Vi kommer allerede ved 12,30-13-tiden til byen, og  herberget Bar Mar (det ligger i en bar i hovedgaden) og er lukket, da vi kommer. Kro og Herberg ser alt andet end hyggeligt ud ( 20 Euro for en seng på sovesal). Vi går på baren på den anden side af gaden, sidder uden for med en kop kaffe og træffer en hurtig beslutning, videre mod O Barco de Valdeorras - en beslutning, vi ikke fortryder. Videre ad landevej små to timer mod O Barco. Vi går lidt rundt i byen og leder efter overnatning, og vi ender på et lille hostal, Mayo, hvor vi må ringe til værten for at få kontakt. Datteren ( i skoleuniform) sendes ud og åbner for os. 35 Euro for et dobbeltværelse med eget bad/toilet. Vi kommer for sent til Menu del Dia, men spiser platos combinados i en lille bar, hvor ejeren viser sig at være brite. Han skulle til at "middagslukke", da vi kom, så han underholdt sine eneste gæster her ved 16-17 tiden med historien om, hvordan han var endt her. Vi er på landet i Spanien, hvor mange butikker, barer m.m. har lukket mellem ca 15,30 og  ca 18,30.   Og der er - i denne forholdsvis store by - ingen aftenmesse. Hvilket vi havde troet. Men vi går i stedet tidlig til ro og sover godt og længe.

Fredag, den 23. september:  O Barco de Valdeorras - A Rúa de Valdeorras: kun 12 km. De seneste - lidt - hårde dage sidder i kroppen, så i dag beslutter vi at stoppe allerede i den forholdsvis store by A Rua. Vi går i dag mest lige ud mellem N-vej og floden Sil. Vi passerer den ene lille by efter den anden og billedet fra tidligere er igen det samme. Meget er lukket ned. Vi finder dog en "morgenmadsbar" undervejs. Vi har god tid i dag, men ankommer trods det tidligt til A Rua, og ender på vej ud af byen i Pension Fabio, hvor vi får et værelse øverst oppe med den mest fantastiske udsigt. Vi spiser sent (ved 15,30 tiden) menu del dia i hyggelig lokal overfyldt restaurant med sødt personale, hvor den - lidt engelsktalende - ejer meget gerne vil praktisere sit engelske, og hun giver os oven i købet positiv særbehandling. En lidt lang dag i byen, hvor der desværre ikke er nogen aftenmesse. Vi savner lidt pilgrims- og kirkeliv på denne rute. 

Lørdag, den 24. september: A Rúa de Valdeorras - Quiroga: ca 26,5 km: Vi står tidligt op og afsted langs den lille - meget lidt trafikkerede - asfaltvej LU 933. En gang imellem vil de gule pile gerne sende os i store buer uden om den lille vej, men vi snyder hver anden gang og bliver langs asfalten.  Idag går ruten op og ned, op og ned hele tiden, så jeg kommer til at tænke på børnebogen, "Mis med de blå øjne," der går op ad bakke og ned ad bakke i en uendelighed. Vi har meget vand med og frygter faktisk, at vi har for lidt, men det går. Vi går igen gennem små bebyggelser uden "service" (barer el. lign.) Så vi får først "morgenkaffe" først på eftermiddagen ved ankomsten til Quiroga, hvor vi indlogerer os hos mor og datter (utroligt søde og hjælpsomme) til 32 euro for et dobbeltværelse, pinlig rent med bad og toilet. Mor hjælper både med at fortælle, hvor vi straks skal gå hen for at få byens bedste Menu del Dia (hos Aroza), dernæst undersøger hun messetider, og denne gang er der gevinst, aftenmesse i den lokale kirke. Hyggelig lille by.

Søndag, den 25. september. Quiroga - A Labrada: ca 15 km:  Ud over et hotel 3-4 km væk fra ruten, er der kun et overnatningssted de næste små 36 kilometer, og da vi undervejs i følge www.gronze.com  har en meget stejl nedstigning deler vi de 36 km i 15 og 21. www.gronze.com har skrevet flere gange om, at den forholdsvis store by,  A Pobra do Brollón,  ca 23 km efter Quiroga snart får et herberg - uden, at der er sket noget, og da byen heller ikke har et eneste hotel, vælger langt de fleste af rutens forholdsvis få pilgrimme at tage den lange tur til Monteforte de Lemos - altså 36 km på en dag. Et yngre spansk ægtear, som vi havde mødt nogle gange de seneste dage, løb dog også nærmest forbi os tidlig på formiddagen. Vi havde god tid, idet vi som sagt valgte at bo på i Pension Pacita i den lille bebyggelse A Labrada ned til et lille bjergvandløb i over 500 meters højde. Vi gik igen af små veje,, lidt asfalt og lidt bjergjordveje, lidt op og lidt ned, inden vi efter en stor stigning sidst på formiddagen allerede før kl. 12 ankom til Pacita,  hvor far og søn tog imod. De drev også en slags bar samme sted og sørgede for mad til os. Vi blev 6 pilgrimme, fire spanske - et ægtepar fra Gran Canaria, samt mor og søn fra Madrid. Sønnen var dog så medtaget af vabler, at han sluttede sin tur her. Vi havde set de fire andre pilgrimme dagen før, hvor de boede samme sted som os. Men en lang dag - i heldigvis godt vejr - blev det til ved floden.

 

Mandag, den 26. september: A Labrada - Monteforte de Lemos, ca 21 km: Vi begyndte med at gå ned, ned og atter ned, men langt mindre strabadserende end forventet. Derefter op igen. Flot tur med masser af bitte små bebyggelser, landbrug med køer, majsmarker, enkelte steder vin  undervejs. Nogle gange gik køerne på vejen i langsomt tempo, så vi måtte vente på, at de passerede. Lidt hyggeligt med køer på marken. Det er mere end sjældent her i DK nu om dage. En længere pause i A Probra de Brollon . Derefter mere moderat op og ned til Monteforte de Lemos, hvor vi gik lidt rundt til vi fandt Pension Mino. Vi har kun et værelse tilbage lød det. Byen er stor med flere spisesteder, og vi kunne endda vælge mellem to aftensmesser. 

Tirsdag, den 27. september: Monteforte de Lemos - O Camino Grande: ca 13 km. Igen vælger vi - måske lidt unødvendigt at skære en etape over i to på grund af kraftige op og nedstigninger med turens stejleste sti ned fra Montecelo til Belezar, som omtalt i indledningen til pilgrimsdagbogen, gemt til andendagen.  De få kilometer giver nogle meget korte vandredage og tilsvarende lange eftermiddage på overnatningsstedet. Vi begyndte med at stige kraftigt fra 300 til ca 550 højdemeter - ikke på en gang, men op, lidt ned, mere op o.s.v. stort set hele vejen til O Camino Grande, hvor vi på bjergtoppen gik fra stien for at overnatte på Casa Royal Torre Vilarino - en gang et feriested med swimmingpool på en bjergtop på landet, men hvor de nu måtte ty til særlige pilgrimstilbud ved siden af tilbud om afholdelse af familiefester, for at få det til at løbe rundt. Restauranten fungerede dog stadig med flot middag, hvor middagsgæsterne ankom i bil - ofte lang vejs fra. Vi blev modtaget af portugisiske Alexandra, der var ansat - bla. på grund af sine glimrende engelskkundskaber - til ved siden af almindelig bar og tjenerarbejde at tage sig af eventuelle pilgrimme. Værtinden stod selv for rengøringen og undskyldte, at der ikke var gjort nogle værelser klar endnu, da vi ankom allerede lidt før 12. Men vi blev i "ventetiden" tilbudt store krus kaffe med varm mælk og satte os i solskinnet, mens luksusværelset blev gjort rent. Og pilgrimsprisen: 30 Euro pr. pilgrim i dobbeltværelse, inklusive stor middag med vin og alt, samt morgenmad af bedre kvalitet end normalt. Pris og kvalitet hæner ikke sammen på denne tur.

Vi dryssede efter en sen, men enorm flot middag, lidt rundt i området med flotte udsigter. Det var dog for koldt til at pool'en fristede.

Onsdag, den 28. september: O Camino Grande - Penasillas ca 25 km: En fantastisk tur, hvor vi først kunne gå ud da det var hel lyst, da vi eller ville få svært ved at finde vej. Vi gik af små jord og asfaltveje gennem den ene minibebyggelse med flotte store huse efter den anden med kun få kilometer imellem. Efter ca 7 km op og ned - mest op - begyndte det for alvor at gå nedad fra over 600 meters højde til under 200 meters højde. De sidste 300 højdemeter på under 2 km var dog anlagt, så vi gik stort set lige meget ned hele tiden ad forholdsvis nem natursti - langt lettere end frygtet, og der var ualmindelig smukt omkring os - ikke mindst da vi nærmede os floden og søen i bunden af det hele, hvor bebyggelsen Belesar dukkede op, og hvor turistbådene langs flod/sø var ved at blive gjort klar.

Vi forsatte meget stejlt op på den anden side mod den forholdsvis store by Chantada, hvor vi efter ca 17 km var før kl. 12.00. Hvad nu. Skulle vi gå videre eller blive i byen, hvor der formentlig var både gode spisesteder, samt mulighed for messe om aftenen. Nok en lang eftermiddag. Nej tak. Vi ringede til et hotel, Vilaseco, uden for alting , ca 8 km længere fremme. Jo det havde åbent. Det småregnede lidt, meget lidt en gang imellem, men vejrudsigten for torsdagen, den 29. september lød på rigtig regn. Nok et argument for at gå videre. Så efter en kaffepause og påfyldning af vand videre op af bjergene ca 200 højdemeter på ca 8 km til Hotel Vilaseco, der lå mere end ensomt på en lille bakke. Et kæmpehotel med kun få middagsgæster og et par enkelte overnattende, herunder en anden pilgrim, end os. Mand og kone passede det hele. Vi spiste og gik i seng, mens regnen væltede ned udenfor. 

Torsdag, den 29. september: Penasillas - Rodeiro: ca 17 km: Vi vågnede til regn og dårlig sigtbarhed. I følge www.gronze.com er der en alternativ rute i dag i tilfælde af dårligt vejr, da turen over Ermita de Ntra. Sra. de O Faro (1.153 m) ikke er anbefalelesværdigt i regnvejr. Vi gik ud med al regntøjet på, og allerede efter 2 km var der en lille bar - den eneste denne dag - hvor en sød værtinde gav os et øjebliks husly, samt råd om resten af alternativruten,  mens den værste regnbyge stilnede lidt af. Nu gik det af små markveje - ofte med lidt mudderdans langs siderne, samt ad små asfalterede veje, de næste ca 15 km til Rodeiro. Ingen pauser undervejs, og meget lidt udsyn.  Den lille by Rodeiro havde kombineret hostal og herberg, Albergue-Hostal Carpinteiras med restaurant i stuetagen, og et meget imødekommende værtspar, selvom de havde mere end travlt med mange middagsgæster, da vi ankom.

Vi fik eget værelse på anden sal, gik i bad og fik tørt tøj på, før vi spiste samme sted, fantastisk middag med fisk, kæmpe kødgrilltallerken og rødvin ad libitum til 10 euro. Igen en lukket kirke, hvor vores søde værtinde fortalte, at een præst skulle betjene 6 sogne (små byer som Rodeiro). 

Fredag, den 30 september: Rodeiro - Lalin ca 22 km: Sidste hele dag på Camino Inveiro, før vi igen støder ind i Via de la Plata eller rettere Sanabria de sidste ca 50 km før Santiago. I dag følger vi Arnegofloden ad stier og små veje, lidt op og ned stort set hele tiden. Der er mange landbrug og køer på markerne, som vi passerer. Igen i dag - ingen pausesteder undervejs, men det holder tørt - tak for det, så vi kan sidde på et væltet træ eller en bænk i en af de mange små bebyggelser, som vi passerer, hvis ellers de lokale hunde giver os lov. Der gøs rigtig meget på Camino Invierno. Hundene har ikke vænnet sig til pilgrimme, og nogle af dem er temmelig galhovedet. Lalin er en forholdsvis stor by med mange hoteller og eet herberg. Herberget viser sig dog at være helt optaget af en større gruppe, så vi går igen på hotel; denne gang på hotel Palacio.(Dobbeltværelse til 40 euro - ikke meget dyrere end herberget). Vi spiser på hotellet og går rundt i byen, hvor vi oven i købet kan vælge mellem to aftenmesser. Her er liv på torvet og rigtig gang i den denne fredag aften, så vi er ikke spor kede af, at have fået et værelse mod gården.

Lørdag, den 1. oktober: Lalin - Bandeira: ca 23 km: Vi går af små veje i større buer langs N-vejen mod Silleda. Vi når efter godt en time A Laxe, hvor herbergsdøren står åben, så vi kan bruge toilettet. Jeg har sovet der for 10 år siden. Et moderne kommunalt herberg, oprindeligt med køkken, men nu - som stort set alle kommunale herberger - uden køkken efter coronaen. Og personligt har jeg min tvivl om, køkkenerne overhovedet kommer igen. Vi er nu på Via de la Plata/Sanabria og vi ser enkelte andre pilgrimme. Buerne rundt om N-525 bliver stadig større. Vejen, vi går på nu, er ikke den mest spændende, men selvom der kan spares mange kilometer ved at blive på N-vejen, er det ikke bare farligt, men også ualmindelig ubehageligt med biler sussende forbi hele tiden. Vi når Silleda, hvor vi tidligere har overnattet, men vælger at gå videre mod Bandeira, så vi skærer lidt mere af. Der er for få år siden kommet et nyt herberg kun 10 km før Santiago, hvor vi gerne vil overnatte søndag, så vi mandag kan nå ind til pilgrimsmessen i Santiago kl. 12.00.  Resten af dagens etape fortsætter i buer rundt om N-vejen - stadig lige uspændende, før vi indlogerer os på Hostal Conde Rey. Nok en by med lukket kirke og kun lejlighedsvise hverdagsmesser/gudstjenester. Vi spiser hos vores værtspar, der holder baren åbent om aftenen. Lidt larm i byen, men vi sover øverst i huset, hvor der er nogenlunde ro.

Søndag, den 2. oktober: Bandeira-Deseiro: ca 23 km: Vi begynder igen dagen langs N 525, igen i store buer, men efter ca 7-8 km går det fra N-vejen gennem små bevoksninger med eukalyptustræer, en kærkommen afveksling til N-vejens larm. Det går op og ned, og derefter meget stejlt ned mod Ulla Floden, og Ponte Ulla, der både er navnet på broen og bebyggelsen ved floden. Her huserede i flere år, en fantastisk sød og imødekommende krokone af tysk oprindelse i Bar Ulla Her har jeg  før spist fantastisk, blevet kysset på alle kinder og sendt videre påvirket af alkoholens sødme op ad bjerget mod det kommunale herberg, 4 km af en stejl sti. Men, men men.... nu står der på et skilt på døren: Midlertidig lukket. Jeg kender ikke historien og ved ikke, om kroen (Bar Rio) er under lukning, men jeg kan forstå, at den midlertidige lukning har stået på i meget lang tid. Vi går på nabobaren og drikker kaffe med nærmest uspiseligt sortristet brød og tænker på den lukkede bar på den anden side af gaden. Vi fortsætter op af bjerget, holder pause i solen foran det kommunale herberg, Outeiro, der ligger mutters alene uden butikker, barer eller andet. Vi låner toilettet, og snakker med Hospatilerosen, da han ankommer. Han ringer om aftenen og bestillet pizzaer, der bringes med bud, til de pilgrimme, der er ikke har medbragt kold mad. Køkkenet her er også lukket ned. Vi går videre, rammer N-vejen igen og flytter på det nye private herberg Reina Lupa, der ligger sammen med en bar, hvor værtsparret er ved at lukke ned og holde søndagseftermaddagsfri. Vi når at indlogere os og går på kæmpe restaurant tæt på op ad N-vejen og spiser søndagsmiddag. Vi overnatter 7 på herbergets sovesal, 3 polske mandlige polske pilgrimme, og to tyske kvinder, en ung og en lidt ældre, der hver især går alene. Den yngre Marlena (22 år) har gået fra Sevilla, små 1.000 km, og glæder sig til Santiago i morgen.

Mandag, den 3. oktober: Deseiro - Santiago: Ca 10 km. Vi går afsted i tusmørket og er i bymæssig bebyggelse næsten hele vejen med enkelte eukalyptus beplantninger en gang imellem. Vi er på Katedralpladsen lidt efter 10, hvor andre pilgrimme danser rundt. Vi får taget et billede af os selv og går på vores sædvanlige lille pension, stiller rygsækkene og går til messe i katedralen. Der er pilgrimme overalt, hvor mellem 2.000 og 3.000 pilgrimme stadig kommer ind til byen dagligt. Vi indlogerer os efter messen og går på samme restaurant, som jeg har frekventeret i over 25 år, og hvor mor Maria og datter Maria desværre har fortalt, at det formentlig er sidste sæson. Kys og klap ved ankomsten, og samme Menu som altid: kulmule på galicisk. Vi bliver i Santiago resten af mandagen og hele tirsdagen, den 4. oktober.   

Vi går til diverse Franz af Assisi højtideligheder, da den 4. oktober er hans festdag. Højtideligheden begynder i Klaraklostret allerede mandag, og slutter i den store Franciskanerkirke tirsdag aften. Undervejs bliver der tid til både blæksprutter og anden gode spiser.

Onsdag, den 5. oktober: Hurtigtog til Madrid kl. 9.06, derefter metro til lufthavnen, fly til Bruxelles og videre til København med ankomst kl. 23,30. En lang dag efter en vellykket pilgrimstur. Jeg har i en lille artikel i fredags, den 7. oktober fortalt lidt om økonomien på denne pilgrimsvandring. Men bør nok tilføje her, at vi boede meget på hotel/pension på dobbeltværelser. Herberger er generelt - hvis de eksisterer - lidt billigere, mens enkeltværelser er forholdsvis dyrere.