lørdag den 22. oktober 2022

Tyve på Camino Frances

Opsamling: a) Pt kommer der mellem 1.000 og 2.000 pilgrimme ind til Santiago daglig b) Om 8 dage lukker Napoleonsruten over Pyrenæerne. C) Og nu har politiet igen taget en tyv, der gav sig ud for pilgrim og stjal på sovesalene.

Jeg har ikke opdateret med nyheder et stykke tid, så her lidt af hvert:  

Antallet af pilgrimme, der kommer ind til Santiago er faldet her i løbet af oktober, men det er - efter min vurdering - stadig utroligt mange pilgrimme. I går kom der 1.570 pilgrimme ind, og i hele oktober har tallet indtil nu ligget på mellem 1.000 og 2.000 dagligt - langt flere end tidligere i pilgrimsshistorien. Her tallene for oktober fra 2011 til 2019 - altså før Coronapandemien: 2011: 16.243; 2012 18.085; 2013: 19.608; 2014: 23.206; 2015: 25.574; 2016: 28.289; 2017: 31.341; 2018: 35. 602; 2019 36.118; Og jeg tør godt sige med sikkerhed, at der i dette års oktober vil komme langt over 40.000 pilgrimme ind til Santiago.

Tyve på Caminoen er ikke noget nyt fænomen. Nu fortæller den spanske lokalavis; Diario de Navarra, at politiet har taget en tyv, der stjal fra pilgrimmene på herbergerne i Estella og Logrono. Fremgangsmåden var "den sædvanlige". Tyven indlogerede sig på herberger med sovesal som pilgrim med rygsæk og det hele, hvorefter han stjal fra diverse pilgrimme om natten. Du kan læse hele historien om tyverierne her: https://www.diariodenavarra.es/noticias/navarra/tierra-estella/2022/10/16/detenido-estella-presunto-autor-hurtos-realizaba-el-camino-santiago-544948-1006.html  Og så lidt om mine egne erfaringer: Jeg er aldrig blevet bestjålet på en Caminovandring, hverken i Spanien, Frankrig, Italien, Tyskland eller Østrig. Jeg har ofte boet på herberg med sovesal - både alene og sammen med min faste pilgrimsmakker. Når vi er to sammen er det selvfølgelig nemmere at lade den ene passe på værdigenstande, mens den anden bader. Men vi har derudover lavet nogle "sikkerhedsforanstaltninger" for opbevaring af værdigenstande (penge, telefon, pas og lign). Men vi har altid efterladt resten (rygsækken med indhold) på sovesalene - både når vi er gået ud for at handle/spise/gået i kirke eller andre steder. Så mit eneste - meget selvfølgelig - råd er: Vær påpasselig uden at gå i panik. Med over 400.000 pilgrimme på stierne (og herberger eller lignende) alene i Spanien årligt, vil der - desværre - selvfølgelig foregå den slags.

Napoleonsruten over Pyrenæerne lukker 1. november til 1. april, som det har været tilfældet de seneste - efterhånden mange - år. Det betyder, at det kun er legalt at gå fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles ad den såkaldte Valcarlosrute. Hvis pilgrimme går over Napoleonsruten trods forbudet, kan det koste en bøde, ligesom en eventuel redningsaktion skal betales af de nødstedte pilgrimme selv. Og det er stadig nødvendigt for redningsmandskab flere gange årligt, at hente nødstedte pilgrimme ned ad bjergene; hvad enten de er faret vild, dehydreret på grund af manglende vand, været udsat for andre uheld eller faldet om på grund af sygdom (hjerteproblemer el. andet). Der dør pilgrimme på vej over Pyrenæerne hvert eneste år. Her et link til www.gronze.com med ruten via Valcarlos, som iøvrigt efter min subjektive mening er en flot og fin rute.

https://www.gronze.com/etapa/saint-jean-pied-port/valcarlos/roncesvalles

Trafikken på den lille landevej (D 933 i Frankrig, og N-135 i Spanien), der løber langs Valcarlosruten,  er i øvrigt normalt så begrænset, at det i dårligt vejr (sne, regn, storm) er muligt at gå helt ude i siden af asfaltvejen langt det meste af tiden, hvis stien, der de første mange kilometer, løbet parrallet med asfaltvejen er mudret fuldstændig til. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar