Flere restauranter, souvenirbutikker og ikke mindst herberger i Santiago begynder i disse dage at lukke ned for vinteren. Og aldrig i historien har der været så mange af dem. I går kom der 611 pilgrimme ind til katedralen - meget få i forhold til det daglige antal siden primo maj, men stadig mange set i de seneste tyve-tredie års perspektiv. Da undertegnede for første gang for over 25 år siden kom ind til Santiago, kom vi 17 ind på en dag, så der er sket meget siden. Og da jeg senest for en måned siden kom ind fra syd (Via de la Plata og Camino Invierno) skulle antallet af pilgrimme tælles i tusinder dagligt.
Og nu til den historie jeg vil fortælle, nemlig historien om en veteranpilgrims formentlige farvel til en særlig Santiagooplevelse. Da jeg for over 25 år siden gik ind i Santiago var der to steder "en rigtig pilgrim" kunne spise, primært Casa Manola, hvor pilgrimmene blev hængende til langt ud på aftenen, dernæst i den dengang mere afsidesliggende restaurant,
Casa Paredes i den dengang meget afsidesliggende gade, Rúa Carretas. Jeg foretrak selv sidstnævnte restaurant, hvor værtinden Maria for få kroner serverede: La merluza a la gallega como se hace en Galicia (kuller med kartofler i en sovs med bl.a. rød peber). Siden mit første besøg har jeg gennem årerne besøgt Maria og hendes få, men skiftende medhjælpere, først og fremmest cubanske Lily, og nu Marias datter, der ligedes hedder Maria, hver gang jeg har været i Santiago. Men hvor mange gange er det, omkring 20 gange +, på 26 år og hver gang har jeg - med undtagelse af første gang - kun været i Santiago nogle få dage to nætter - måske 3. Hvornår vi kom på kindkys, og senere knus, ved jeg ikke. Men da jeg dukkede op i oktober i fjor efter en tur med Corona-maske af Camino Frances, blev jeg modtaget som den hjemvendte søn i lignelsen fra Det ny Testamente. Og igen i foråret primo marts dukkede jeg tilfældigt op netop til kaffe før pilgrimsmessen den formiddag, hvor de netop var ved at åbne før første dag efter vinterpausen, og MorMaria meddelte mig, at hun straks ville gå ud og købe frisk Merluca til mig, og datter Maria fortalte mig, at det formentlig var sidste sæson, de havde restauranten. MorMaria var ved at være træt, og datterMaria ville ikke overtage stedet. Hun har en teenagesøn og vil ikke arbejde så meget, som hendes mor har gjort. Og cubanske Lily, som jeg i mange år troede skulle overtage stedet, var under Coronapausen taget hjem til Cuba med sin lille datter. Ja en epoke er - for undertertegnede og andre veteranpilgrimme - ved at være slut. Og hvem ved i øvrigt, hvor længe vi - efterhånden - meget gamle pilgrimme overhovedet kan fortsætte med at gå til Santiago. Men jeg kom til Santiago en gang til i år, nemlig primo oktober efter en tur af Via de la Plata og Camino Invierno, og da jeg efter tidlig morgenkaffen hos Maria på min sidste dag i Santiago for en måned siden tog rygsækken på, fik farvelkys og kram, og gik mod togstationen for at tage hurtigtoget til Madrid, tænkte jeg nok en gang efter, hvor usandsynlig mine mangeårige oplevelser på Casa Paredes havde været. Jeg har højst - og det er endda meget højt sat - været på Casa Paredes 5-6 gange årligt. Jeg har drukket morgenkaffe der hver eneste dag, jeg har været i Santiago og spist middag en til to gange efter hver Camino. Men det er trods det, kun samlet set nogle få dage på et helt år. Hvordan kunne MorMaria huske mig fra gang til gang, og hver gang straks sikre, at Merluza var en af dagens retter på spisekortet?
Da pilgrimskontoret flyttede til Rua Carretas for forholdsvis få år siden, lå Casa Paredes pludselig på "pilgrimshovedstrøget". Gæsterne(pilgrimmene) står nu i kø fra medie april til ultimo oktober, men MorMaria er ikke længere eneste spisested i gaden - hun er kun en blandt mange. Og trods det så nedslidt, at hun formentlig ikke åbner til marts. Formentlig kun - for lige før jeg gik, ved mit seneste besøg, forlød det. Lige nu vil jeg IKKE genåbne, men måske mener jeg noget andet efter vinter. "Nej, du gør ej, så bliver det uden mig", lød det fra datter Maria.
Her et billede af de to, da de lavede morgenkaffe til mig for en måned siden, inden de skulle i gang med at forberede dagens mange middagsretter.
Dejlig beretning 😇
SvarSlet