fredag den 10. marts 2023

Camino Invierno venter stadig på flere herberg

Camino Invierno kan - på trods af navnet - gås i sommerhalvåret. Men de seneste års udmeldinger om nye herberg, der vil gøre det væsentlig nemmere at dele ruten op i etaper, er stadig ikke blevet til noget.

Camino Invierno, der begynder på Camino Frances i Ponferrada og er på små 270 km til Santiago, er de seneste år blevet en af de mere benyttede pilgrimsruter i Spanien, selvom der stadig er væsentlig færre pilgrimme end på de mest benyttede ruter. Der har været en del diskussion om, hvor meget den blev brugt i middelalderen, men som navnet "Vintercaminoen" viser, hedder det sig, at pilgrimmene gik denne vej for at undgå bjergtoppene i Galicien. I dag er flodalene dog brugt af N-veje, togbaner og motorveje, så den "nye" Camino Invierno går faktisk op og ned ad bakkerne (bjergene) på siderne af floderne, der løber uregelmæssigt mellem Øst og Vest Galicien. En aktiv pilgrimsforening har gjort meget for ruten, og jeg synes selv, at jeg havde en rigtig god tur ad Camino Invierno i efteråret i fjor, læs eventuelt her: 

http://www.jakobsvejen.dk/2022/10/invierno-mm-caminodagbog.html

Jeg har tidligere - i november i fjor med spanske aviser som kilde - skrevet, at flere herberg på ruten var på vej, og at der - f.eks. skulle åbne et herberg 1. marts i år i  A Pobra do Brollón , der i dag ikke har et eneste overnatningssted - altså hotel eller andet. Men herberget er endnu ikke åbnet. Nu skriver en galicisk avis, at der er et herberg på vej i en en de andre byer, Montefurado, på Camino Invierno, men om det bare er løfter eller snak uden realiteter, er det svært at gætte på. 

Med andre ord: Camino Invierno er - efter min subjektive opfattelse - stadig i sin vorden. Den er værd at gå, men planlægningen af etaper er rimelig besværlig, fordi der mangler overnatningssteder. Og den bliver næppe det helt store - eller bare mellemstore - hit, før der kommer flere overnatningsmuligheder på på ruten. 

Her et foto fra Camino Invierno:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar