Men der er - indtil nu - væsentlig færre pilgrimme der krydser Pyrenæerne ved Rolandsdalen end før Coronapandemien.
Hvornår er det bedst at gå Caminoen ?, lyder spørgsmålet fra en pilgrim, der helst vil gå, når vejret er bedst, men ikke med for mange andre. Og det ønske eller spørgsmål, kan der ikke svares på. Langt de fleste pilgrimme, der tager turen over Pyrenæerne ad Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port, begynder deres færd i maj og september. MEN efter Covid 19 pandemien, ser det - måske - ud til at antallet af pilgrimme fra Saint Jean Pied de Port er stagneret eller faldet i antal.
I 2019 begyndte 33.197 Santiagopilgrimme deres pilgrimstur i Saint Jean Pied de Port. I maj og september var det over 10.000 pr. måned. I fjor (2022) - det første år efter pandemien - var det under 10.000 både i maj og september, og samlet for hele året 2022 blev det til 28.755 mod 33.197 i 2019 - så et fald i antallet af årlige Santiagopilgrimme fra Saint Jean Pied de Port på 4.442.
Men mange flere pilgrimme fra andre startbyer
Det samlede antal Santiagopilgrimme i 2022 ad samtlige stier mod Santiago blev til det største antal Santiagopilgrimme nogensinden på et kalenderår, ialt 438.323; altså væsentlig flere end i 2019 (347.578 pilgrimme), før pandemien lukkede alt ned. Og det er - i hvert fald indtil nu - gået modsat med pilgrimsantallet fra Saint Jean Pied de Port, der er faldet med over 13 %.
(Her et foto fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, den 10 .april 2018, (altså før pandemien), hvor næsten 300 pilgrimme dagen efter trodsede snevejret og tog turen ad Varcarlosruten, fordi Napoleonsruten var lukket på grund af sne).
MEN det væsentligt lavere antal pilgrimme, der gik fra Saint Jean Pied de Port, i 2022 i forhold til 2019, betyder ikke, at den enkelte pilgrim føler, at der er blevet væsentligt mere plads. Vi taler stadig om mange pilgrimme dagligt i Saint Jean Pied de Port fra forholdsvis få pilgrimme i vintermånederne til over 400 pilgrimme dagligt i maj og september. Allerede her om kort tid - efter 1. april - vil antallet af daglige pilgrimme på turen mellem Saint Jean Pied de Port og Roncesvalles formentlig stige til over 200 dagligt, så der er stadig mange, der tager hele turen ad Camino Frances.
Derfor: Hvis du vil have en chance for at gå, når det hverken er for varmt eller for koldt, må du glæde dig over, at der er mange der har det som dig. Du bliver IKKE alene på noget tidspunkt.
Og et par praktiske råd:
a) Der er i højsæsonen ikke sengeplads til alle pilgrimme i Roncesvalles. I det "nye" store herberg er der knapt 200 sengepladser. I det gamle (kaldt hestestalden) er der knapt 100 køjepladser (meget tæt), ligesom der er sengepladser i de tre hoteller/pensioner. Men samlet ikke nok til at huse de nogle gange over 500 pilgrimme, der kan ankomme på en dag. Skal du gå i maj eller september kan det derfor være en god ide at reservere en seng i forvejen via nettet. Klostrets/herbergets pilgrimshjemmeside finder du her: https://alberguederoncesvalles.com/
b) Besøg altid pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port inden du går over Pyrenæerne. De kender vejen og ikke mindst den seneste vejrudsigt, ligesom de uddeler kort med ruter (herunder alternative ruter, hvis vejret ikke arter sig).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar