Der er rigtig mange pilgrimme på Caminoerne i Spanien lige nu. Og specielt på Camino Frances (helt fra Saint Jean Pied de Port) og Camino Portugues (fra Porto) er der gang i den.
Rigtig mange danskere er på vej på Caminoen her i maj, og ligesom de seneste år, før Coranapandemien, er der rigtig mange fra flere andre lande, der har fået den samme ide. Og det kan knibe med sengepladser. Når det gælder Camino Frances, er det primært på første del mellem Saint Jean Pied de Port og Pamplona/Puente la Reina, at der tales om "kampen for en seng", mens der senere på ruten - også når antallet af pilgrimme eksplodere i Sarria - er væsentlig flere overnatningsmuligheder at vælge imellem.
Derfor spørgmålet her til Jakobsvejen: Hvordan planlægges etaperne ?
Her min egen erfaring: Jeg bruger reelt kun to hjemmesider i Spanien, og det er www.gronze.com, der har en nem oversigt af etaper, samt overnatningssteder. Jeg følger dog langtfra altid www.gronze.coms etaper, da mine ben og knæ nogle dage vil gå længere - eller måske kortere - end foreslået, samt IKKE mindst mit personlige valg af de kirkelige tilbud undervejs. Jeg kan godt lide at gå til messe, samt overnatte i herberg med overskriften "Albergue parroquial" , eller lignende (klostre og andre kirkelige herberger). Så de kirkelige tilbud er ofte for mit vedkommende afgørende for længden af en etape.
Derfor bruger jeg også en anden hjemmeside, nemlig https://godesalco.com/plan/frances , hvor jeg nemt kan se kilometerantallet mellem bebyggelserne, hvor www.gronze.com har listerne med næsten al overnatning.
Hvis du IKKE går ad Camino Frances, men ad de andre ruter, er der hjælp at hente på samme hjemmeside https://godesalco.com/plan/frances . Tryk på overskriften: Selecciona una ruta Og du får en liste med - ikke alle - men rigtig mange Caminoruter i Spanien, samt nogle af de mest benyttede ruter i Frankrig. (Her anbefaler jeg dog guiden MiamMiamDodo, når det gælder overnatning, som sumplement, selvom www.gronze.com også er brugelige på de to mest benyttede ruter fra henholdsvis Le Puy en Velay og Arles.
Skal jeg bestille overnatning i forvejen, lyder et andet spørgsmål, og her er svaret mere diffus. Jeg gør det meget sjældent i Spanien, men må indrømme, at jeg i Frankrig har haft problemer i maj og september - ikke med at finde en seng. MEN da mange franskmænd (næsten alle) bestiller lang tid i forvejen, og oftest i den billige ende, har jeg nogle gange måttet grave rigtig dybt i lommen efter alt for mange euro for at få en seng at sove i. Hvilket så igen har medført, at jeg- på mest travle etaper - begyndte at ringe dagen før - eller tidlig morgen - rundt for at sikre mig en seng, som ikke lå i den al for dyre ende.
De steder jeg overnatter i Spanien tager oftest IKKE mod reservationer. Men det betyder også, at der nogle gange i diverse Albergue Parroquial kan være mere end trængsel. Et eksempel fra efteråret i fjor, hvor jeg gik ad først Via de Plata, derefter to etaper ad Camino Frances (Astorga-Ponferrada ) og videre ad Camino Invierno. I Albergue Parroquial i Foncebadon på Camino Frances lige før Jernkorset var der ikke bare fyldt men stopfyldt. De frivillige ville - hvilket jeg har meget sympati for - IKKE sige nej til nogen, så der var madrasser på gulvet - også i kirkerummet, hvor der sov pilgrimme, og derfor også pres på de i forvejen beskedne faciliteter, herunder toiletter.
Så ingen anbefalinger af hverken det ene eller det andet. Det er op til hver enkelt pilgrim.
Også en solstrålehistorie (lidt ældre) fra Frankrig. Et af de store højdepunkter for mange på Le Puy-ruten (GR 65/Via Podiensis) er besøg og overnatning i klostret i Conques ; Accueil Abbaye de Sainte-Foy; hvor der stadig er et aktivt munkeliv med tidebønner, messer og pilgrimsgudstjenester, samt fællesspisning. Munkene er ualmindeligt gæstfrie. Og i det kæmpestore kloster er der plads til over 90 pilgrimme, hvilket - især i maj og september - ofte er i underkanten. En majaften ankom min medpilgrim og jeg til klostret, hvor et utal af pilgrimme allerede var indlogeret eller stod i kø.
Da det blev vores tur, lød spørgsmålet. Er I gift ?
Svar: Ja.
Alle sovepladser er optaget. Vil I have Jeres eget værelse med eget bad og toilet ?
Svar, Ja. Hvad koster det ?
Det samme som på sovesalen.
Så vil vi også gerne ha' et værelse; lød det fra en del af de omkringstående pilgrimme, der åbenbart skulle på sovesal.
Hvorefter svaret fra en af de frivillige - med et bibelcitat - lød: De første skal blive de sidste. Og de sidste skal blive de første.
Her et foto fra Conques, selvom det meste af etapeartiklen handler om planlægning i Spanien. Det er broder Pierre-Adrien, der både underholder, byder velkommen og står for bordbønnen ved fællesmåltidet i klostret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar