Det er blevet væsentlig dyrere at gå Camino, men for en dansker er der stadig langt op til omkostningerne ved at gå i Danmark.
Hvad koster det at gå Caminoen ?, lyder et spørgsmål, og behøver jeg at tage kontanter med ?
Her et forsøg på et svar:
Jeg var på Camino Frances i marts i år, og her kunne jeg konstatere to store forandringer i forhold til min artikel om samme emne i 2015: http://www.jakobsvejen.dk/2015/05/hvad-koster-det-at-ga-caminoen.html , som må siges at være temmelig forældet. Det er blevet væsentlig dyrere siden, og i dag er det - i et vist omfang - muligt at betale med kort.
MEN hvis man sammenligner udgifterne med en tur langs de danske kyster er døgnprisen stadig lavere - væsentlig lavere. Jeg har i den forgangne weekend været på en tur i bøgeskoven her i Danmark med overnatninger i hytter på campingpladser. En lille hytte med plads til til to (uden vand, men med lille kogeø, køleskab og lidt gryder, pander, tallerkener, kopper og bestik, så man sagtens kunne lave mad), toiletter udenfor (rent og helt ok, samt ditto brusekabine mod ekstra betaling) Sengetøj m.m. medbragte man selv. Pris for hytten pr. nat 400 kr. (altså 53 Euro +).
Døgnpris på Camino Frances marts 2023:
Et dobbeltværelse på et privat herberg ofte med eget toilet og bad inkluderet (billigere uden), samt med adgang til køkkenfaciliteter, samt vaskemaskine ( dog sidstnævnte mod ekstrabetaling), samt opholdstuer kostede på Camino Frances i marts i år fra 30 til 50 Euro. En sovesalsseng koster fra 10 Euro og op. Så jo det er billigere. Også selvom priserne ligesom andre steder er på himmelflugt i Spanien. Man kan stadig købe ind i Dia (en slags Netto) til en lavere gennemsnitspris end i DK, og en menu del dia med drikkevarer (eller pilgrimsmenu) på en restaurant kan stadig fås fra ca 12 euro i meget svingende kvalitet - men oftest mere end OK. Så mit bedste bud er:
Går du alene og sover på sovesal, samt går efter spisesteder i den billige ende og køber ind i supermarkeder, når det kan lade gøre (ofte er der kun kiosklignende butikker på landet), er det stadig muligt at gå ad Camino Frances til mellem 40 Euro og 50 Euro pr. døgn. På min tur ad Camino Frances i marts i år gik jeg med min yndlingspilgrim. Vi boede oftest på eget værelse, men også på sovesal. Vi lavede i et vist opfang aftesmad selv, men langt mindre end vi plejer. Vi havde to nætter på hotel i Santiago før hjemrejsen. Døgngennemsnitprisen blev på lige knapt 100 euro for 2, altså ca 50 euro pr. næse. Hertil kommer ud og hjemrejse oveni.
Betallingskort:
Det er blevet langt mere almindeligt at bruge betalingskort (Visa og Master Card) på Caminoen i Spanien end det var tidligere. MEN mange steder kræver de stadig kontanter. På mange herberger (især i den billige ende) og på mange restauranter (især i den billige ende) er kontanter stadig nødvendig. I supermarkederne og på de "lidt finere"overnatningssteder kan du betale med kort. Men du skal være opmærksom på, at bankerne i Spanien "prøver at snyde dig". Hold fast i betalingsmaskinen efter, at du har godkendt beløbet i Euro og tastet din kode ind. For pludselig dukker der et spørgsmål op: Vil du betale i danske kroner eller Euro (spørgsmålet stilles ofte på spansk). Kursen - hvis du betaler i danske kroner er ofte omkring 8 kr. pr euro - altså væsentlig over dit danske betalingsinstituts pris. Og når du skal vælge, er "feltet/knappen" i euro ofte rød eller svær at finde, mens knappen med overbetaling er grøn. Nogle gange skifter den samme bank knap næste gang, du svinger kortet et sted, formentlig i håb om at du rammer den for banken mest givtige knap. Det kræver megen overvågenhed at prøve at få lov til at betale i euro. Da de i butikken, på hotellet/restauranten ofte ikke ved, hvad danske kroner er, tager de maskinen ud af hånden på dig og trykker på den grønne knap. Altså: Du skal være mere end opmærksom, hvis du ikke vil betale en overpris på fra 5 til 10 %. Efter min subjektive opfattelse er det ren snyd og bondefangeri, som EU burde gøre noget ved..
Kontanter/Tyveri: Det er - efter min opfattelse/erfaring - stadig en god ide at have en del kontanter med, hvis du vil gøre det så billigt som muligt. Jeg læser en del på nettet om tyveri og forsøg på tyveri (omtales mest på engelsksprogede hjemmesider - ikke så meget på spanske) Jeg har aldrig selv været udsat for tyveri,; hverken når jeg går alene eller er sammen med min yndlingspilgrim. Er jeg alene, tager jeg alle værdier, herunder pas med på badeværelser. Men jeg efterlader min rygsæk i fællesrum, og ofte udenfor et supermarked/et morgenkaffested el. lignende. Dermed ikke være sagt, at du IKKE kan blive udsat for tyveri. Men jeg har som sagt aldrig prøvet det efter formentlig over 20.000 kilometer på diverse Caminoer. Jeg har afvist en del bondefangere, men om jeg er særlig mistroisk eller bare en gammel erfaren mand, ved jeg ikke. Men indtil nu har jeg ikke været udsat for ubehageligeheder i form af tyveri, snyd eller lignende. Kun forsøg på snyderi fra de store banker, hvis praksis formentlig er lovlig. Jeg har enkelte gange oplevet, at en værelsesudlejer gav en større pris, da jeg skulle betale, samt en anden (dårligere) værelseskvalitet end aftalt ved skranken eller i telefonen. Men her har jeg fået det, som jeg ville have det eller gået igen. En enkelt gang krævede jeg pengene igen og fik det, men det er nogle år siden. Så efter flere hundrede overnatninger på diverse caminoer/pilgrimsstier i Europa har jeg meget få (eller rettere reelt ingen) dårlige erfaringer. (Jeg har haft et par meget ubehagelige møder med hunde, men det er en anden historie.)
Og her det formentlig flotteste foto fra min seneste tur i marts. Min yndlingspilgrim ved Jernkorset (Cruz de Ferro) ved Foncebadon i over 1.500 meters højde taget i modlys og solopgang. (20. marts 2023)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar