17 dage på Camino Le Puy en Velay ( Via Podiensis; Gr 65; Voie de Puy, Chemin de Saint Jacques - kært barn har mange navne) slut juni og ind i juli blev min anden pilgrimsvandring i år. Det blev til små 375 kilometer fra Le Puy en Velay til Cahors med 16 dage på stien inklusive en ekstra overnatning i Conques, hvor jeg blev en hel weekend fra tidlig lørdag, den 1. juli til mandag, den 3. juli om morgenen.
Først lidt om ruten Le Puy, som jeg har gået på 3 gange tidligere (i sommeren 2010, april-maj 2014 / le Puy til Pamplona, samt i maj-juni 2019/ Le Puy - Lourdes) - denne gang en væsentlig kortere tur end de tidligere gange.
Le Puy-ruten er langt den mest benyttede pilgrimsrute i Frankrig, primært på de første ca 205 kilometer fra Le Puy en Velay til Conques, hvor det årlige antal pilgrimme skal tælles i mange tusinder. Jeg har ikke det nøjagtige tal, men ved pilgrimsmessen i Katedralen i Le Puy, fredag, den 23. juni i år om morgenen klokken 7.00 var vi "kun" ca 80 pilgrimme, som præsten udtrykte det. Det laveste antal siden medio april. Der havde i denne sæson - siden midten af april - været tilsammen langt over 20.000 pilgrimme til pilgrimesse - en enkelt dag i maj tæt på 2.000, hvilket må have betydet en tæt pakket kirke. Og sæsonen er langt fra slut endnu. Fra ultimo august til midt oktober vil såvel katedralen hver morgen, som pilgrimsstien indtil Conques været tæt pakket med pilgrimme.
Pilgrimsruten fra Le Puy går over Centralmassivet (omkring Aubrac) med et helt unikt bjerglandskab med bløde buer og helt anderledes natur, end jeg kender andre steder fra. På denne tid af året med græssende køer og får. De første par hundrede kilometer uden megen skov, men et landskab med mange store sten; en slags højmose nogle steder, meget få træer og et utal af op og nedstigninger med mange - altid åbne - kapeller, spredte små bebyggelser (landsbyer), samt lidt mindre byer og ikke mindst et par stadig velfungerende klostre undervejs, der er blevet en slags religiøse/kristne milepæle for mange pilgrimme. Senere skifter landskabet karakter med en slags egekrat/små træer langs den uendelige række af stengærder, der efter de første ca 250 km kommer på begge sider af stien.
Til og fra: Afgang fra København torsdag, den 22. juni tidlig morgen med Brussel Air til Lyon med mellemlanding i Bruxelles, derfra med lokaltog til Le Puy en Velay, hvor vi (min medpilgrim og jeg) først ankom ved 17,30-tiden på grund af såvel flyforsinkelser, samt et nedbrud i den direkte linje fra lufthavn til banegård i Lyon, hvor vi sad fast i næsten to timer. Grundet den forsinkede ankomst gik det i næsten løb op ad bakke til Katedralen, hvor vi nåede at få vores pilgrimspas inden lukketid, samt indkøb af en opdateret guide.
Hjemtur fra Cahors med såkaldt intercitytog til Paris ( ca 6 timer), dernæst med direktbussen fra Operapladsen i Paris til CdG-lufthavnen og hjemtur med Norwegian direkte til København afgang kl. 22.00. En meget lang rejsedag.
Vi havde kun købt billet til udrejsen, og ikke rigtig taget højde for, at skoleferien i Frankrig begyndte den weekend, hvor vi var klar til at tage hjem. Næsten alle tog var udsolgt, så vi måtte blive en ekstradag i Cahors, ligesom første ledige afgang med tog (kl. 11,35) fra Cahors mandag betød en megen sen hjemkomst til København. Vi havde med andre ord lidt svært ved at finde en rimelig hjemtransport og overvejede på et tidspunkt ca 2 døgns bustur med Flix via Paris-Hamburg, langt billigere, men jeg er altså en gammel mand, så vi svingede kortet: Samlet pris for udrejse pr. person: 1.584 kr. (fly 1.416/tog 22,45 euro). Hjemrejse: 2.682 (fly: 1.887; tog: 72 euro; lufthavnsbus 17 euro). Samlet transport til og fra for en person. 4.266 kr., hvilket er i overkanten af, hvad jeg (vi) plejer at bruge.
Daglige udgifter: Det er dyrere at gå i Frankrig end i Spanien. Da jeg senest gik i Spanien i marts år, boede min medpilgrim og jeg primært på dobbeltværelse på herberger, men også på sovesal. Den samlede pris pr. døgn pr. person (uden rejseomkostninger) var på knapt 50 euro. På vores tur i Frankrig, sov vi denne gang kun på almindelig sovesal en nat, men fik mange gange særbehandling (gammelt ægtepar og venlige værter) så vi fik en lille sovesal alene eller en tomandsstue til sovesalspris, mens vi andre gange betalte ekstra for dobbeltværelse. Samlet gennemsnitsforbrug til alt pr. døgn pr. person: 60 euro altså ca 30 procent mere end i Spanien i marts. Så alt i alt en pilgrimstur, som i min optik, var i den lidt dyrere ende. Samlede udgifter, inklusive transport, for en pilgrim ca 12.000kr. - et stykke over gennemsnittet for tidligere pilgrimsture af samme længde. men priserne i Frankrig ( og i øvrigt i Spanien) er ligesom i Danmark steget en del det seneste år.
Pilgrimsdagbog:
Torsdag, den 22. juni: Ankomst til Le Puy en Velay i regnvejr, så det blev ikke til megen vandring rundt i byen. Direkte fra banegården op til middelalderbyen med udsigt til kæmpestatuen af Jomfru Maria, et kort besøg i katedralen inden vi indlogerede os på herberget; Gîte d'étape Le Relais du Pelerin Saint Jacques, der ligger i et tidligere nonnekloster, hvor hver pilgrim får sin egen "mini-kloster-celle" med seng, bord og skab, samt et forhæng i stedet for dør. Stedet drives af pilgrimme, betaling Donativo. Det er muligt at reservere to dage før.
Fredag, den 23. juni Le Puy en Velay -Monistrol d'Allier ca 30 km ( med snyd kun ca 28) : Tidligt op - morgenmad (kaffe med frisk brød og syltetøj) serveret af de frivillige på herberget, dernæst afgang til messe kl. 7.00 i katedralen; hvor ca 80 pilgrimme med rygsække deltog. Højtidelig messe med smuk sang, prædiken om det kristne pilgrimssyn, særlig pilgrimsvelsignelse, hvorefter kirkegulvet åbnede sig til en trappe nedad midt i katedralen, hvor pilgrimme i over 1.000 år er gået ned og fortsat mod Santiago de Compostella.
Det er - her 4. gang for mig - stadig en fantastisk oplevelse, som sender mig, med en indre glæde, ned ad stejle veje mod byen og op ad bjergene på den anden side, sveden begynder at hagle af en, mens synet af den smukke by ligger bagved. Det holdt tørt hele dagen. Temperaturen var behagelig og det gik ad kendte veje og stier, mest op og kun lidt ned fra ca 650 meter til over 1.200 meters højde via Montbonnet (ca 16 km), hvor de første pilgrimme stod af - tydeligt, at der var mange førstegangspilgrimme med rygsækken siddende helt forkert, mange havde bagagetransport og gik kun med små dagrygsække, og forskellen på undertegnede og de franske pilgrimme, der udgør ca 90 procent, er slående. Stort set alle har reserveret soveplads i forvejen. Vi - min yndlingspilgrim og jeg - har IKKE bestilt, og vi har heller ikke lagt os fast på, hvor langt, vi vil gå i dag. Enten Saint Privat (efter små 24 km) eller Monistrol d'Allier, formelt ca 7 km længere, men hvor vi går en lidt kortere rute. Det specielle "Centralmassiv-landskab" er endnu ikke begyndt. vi går gennem en blanding af landbrugslandskab, lidt bjerge, små landsbyer inden vi stiger ned til Sankt Privat og holder en længere pause på en bænk. Skal vi fortsætte eller ej ? Stien fra Sankt Privat går over den lille bjergtop ved Rochegude og derfra meget stejlt ned. Her kørte jeg på numsen ned i 2010, og efter flere dage med regn er denne vej helt udelukket. Jeg har hørt om pilgrimme med forstuede ankler og sågar brækkede ben på denne nedtur, så efter en drikkepause beslutter vi at tage landevejen videre mod Monistrol d'Allier, og først tilslutte os stien, når højdekurven er mere moderat nedad til bunden af bjergene og floden l'Allier i ca 600 meters højde. Monistrol d'Allier ligger meget smukt i et hul ved floden med bjerge hele vejen rundt. Vi flytter ind på Gîte et chambre d'hôtes Le Repos du Pèlerin, som er overtaget af to yngre mænd siden senest, vi var her, til det der skal blive vores dyreste overnatning undervejs: 65 Euro pr. næse for seng og halvpension med vin til maden. Med forbruget på en "pausebar" undervejs blev det samlet vores dyreste dag, og maden var ikke noget specielt - snarere lidt "pauvert". Men vi er på vej og har samlet set haft en god dag. Byen er alt for lille til messe om aftenen. Præstemanglen på landet i Frankrig er temmelig stor, og det er sjældent, at vi er heldige og løber ind i en hverdagsmesse, da præsterne skal betjene mange kirker, spredt i små landsbyer, og derfor kun kan læse en messe i hver kirke ugentlig.
Lørdag, den 24. juni, Monistrol d'Allier - Le Villeret-d'Apchier ca 25 km: Typisk fransk morgenmad med kaffe, varm mælk, baguette med syltetøj, derefter op og atter op (inden det bliver for varmt) ad en af de meget stejle opture på ruten. Fra 600 meters højde til ca 1.100 meters højde ved Vernet forbi valfartskapellet, Sainte Madeleine , der er bygget ind i bjergsiden, og som - desværre - var stort set den eneste lukkede kapel, vi passerede. Det går meget stejlt op - især de første ca 300 højdemeter, og trods en hel dag uden regn - var der stadig lidt spor af mange dages regnvejr flere steder, og vi var mere end tilfredse med, at det gik opad og ikke nedad stejle stier. Der er flotte udsigter undervejs og flere vandposter, men den kraftige opstigning betyder dog, at vi hele tiden bærer en liter vand hver, og der drikkes flittigt. Ruten er godt afmærket, og vi er ikke i tvivl om vejen, hvor kendte steder dukker op undervejs. Vi går igennem skove, hvor der skulle være ulve, men vi ser ingen spor overhovedet. Vi havde en ide fra morgenstunden om at nå til det kristne herberg i Chazeaux, da det giver en teoretisk chance for os at nå søndagsmessen kl. 12.00 i Saint Alban sur Limagnole dagen efter. Men i La Clauze efter ca 20 km må vi konstatere, at vi er for trætte. Vi ringer til Auberge des 2 Pèlerins i den lille bebyggelse Le Villeret-d'Apchier ca 5 km efter, hvor vi før har sovet, og spørger om de har åbent. Det har de. Og vi er mere end velkommen. Det ældre pilgrimspar, der har stedet, er der ikke, men det er Rafael, som tager meget venligt imod og giver os vores eget tomandsværelse med bad og toilet til sovesalspris. Vi betaler samlet 46 euro pr. næse for overnatning, aftensmad med en halv liter vin, og morgenmad. Noget helt andet end i går. Der bor en hel del andre pilgrimme, mange med bagagetransport. Tøjvask, pilgrimssnak og hvile. Vi finder sammen med Philip og hans kone fra Strassbourg. Philip har været hårdt ramt af Covid19, ligget i respirator i ugevis, og meget tæt på døden, som han selv udtrykker det. "Jeg tager ikke længere livet for givet, men er taknemmelig for hver dag", som han siger. Philip er "kun" i starten af 60erne. De går meget små etaper, og vi ser dem ikke mere.
Søndag, den 25. juni: Le Villeret-d'Apchier - Les Estrets ca 29 km. Det er stadig lidt blandet landskab. Det typiske højlandskab omkring Aubrac er endnu ikke begyndt, da vi - stadig i tørvejr, men med lidt truende skyer efter lidt natteregn, bevæger os knapt så stejlt opad mod Domaine du Sauvage gennem "ulveområdet" og mod det smukke og historiske Chapelle de Saint-Roch (ca 1300 meters højde), hvor en del pilgrimme holder pause med medbragt mad og vand. En frivillig ved kapellet fortæller os, at der er messe i den lidt større by Saint Alban kl. 12,30, så vi sætter - efter en lidt kort pause - tempoet op; nu hvor det går nedad og atter nedad ad lidt stenede stier, men heldigvis moderate fald. Vi kommer først til byen og kirken ved ca 12,45 tiden - altså for sent , for at konstatere at messen var kl. 10,30. Kirken står stadig åben, og hotellet overfor er begyndt på søndagsmiddagen. Hotellet reklamere med overnatning og halvpension til 38 euro pr. næse. Det er tydeligvis ikke højsæson for pilgrimme, selvom vi - også her ved kirken støder ind i adskillige andre pilgrimme - også en enkelt tysker. Der er altså andre ikke-franskmænd undervejs. Efter en pause fortsætter vi lidt op, lidt ned i yderligere ca 7½ km til Les Estrets - en lille bebyggelse, før vi foralvor nærmer os bjergområdet Aubrac, hvor mange bebyggelser/mindre byer bærer tilnavnet Aubrac. Vi overnatter hos Frédéric i Gîte Le Saint-Pas sammen med to unge franske piger (søskende), der kun går 5 til 10 kilometer om dagen, ligesom vi får fællesskab med den kvindelige tyske pilgrim (Christina), som vi mødte i Saint Alban. Vi får et tremandsværelse for os selv. Der er god plads på herberget, hvilket viser os, at vi er udenfor "højsæsonen".
Mandag, den 26. juni Les Estrets - Nasbinal ca 33 km. Vi nærmer os nu for alvor Aubrac området og går hele dagen fra ca 900 meters højde op til 1200 - 1300 meters højde. Lidt op, lidt ned i en uendelighed med bløde bakker og helt fantastisk anderledes natur. Her er ualmindelig smukt. Vi passerer den forholdvis lidt større by Aumont Aubrac med godt 1.000 indbyggere, og med mange besøgende (franske turister) på denne årstid. og fortsætter ud i "vildnisset" forbi det smukke Chapelle de Bastide, der giver skygge nu, hvor temperaturerne nærmer sig 30 grader. Det er varmt og vi sveder. Vi holder pause ved den ensomt beliggende bar/restaurant Les Quatre Chemin, hvor vi før har nydt noget koldt, men stedet er lukket og vi er 15-20 pilgrimme, der slår os ned i skyggen, hvor vi kan.
Vi fortsætter mod Finieyols, hvor vi for år tilbage overnattede på en bondegård, hvor de serverede Aligot (fransk kartoffelmos med ost), på så kunstnerisk en måde, at pilgrimmene stod og så på, at en bondekone rørte mosen. Stedet var desværre lukket - formentlig permanent. Og i stedet var et mindre herberg åbnet et andet sted i den lille bebyggelse med en imødekommende værtinde med Budda-figurer i massevis. Vi overvejede; hvad nu ? Vi slog os ned i græsset foran, og besluttede efter en lille times pause at fortsætte mod Nasbinal - nok ca 10 km i det smukke landskab. Men varmt var det. I Nasbinal flyttede vi ind på Gîte d'étape de l'association NADA, der ligger i en tidligere kostafdeling til en privatskole, og som i indretning ( lidt primitivt med adgang til køkken), minder meget om et traditionelt (lidt gammeldags) spansk herberg. Stedet bestyres af Peter (Han kalder sig ikke Pierre), der kan en lille smule tysk, lært i skolen, som han meget gerne vil praktisere. Vi fik igen eget dobbeltværelse ( 16 euro pr. person med bad og toilet på gangen), og morgenmad i fællestuen. Der dog er donativo. Den lille by er hyggelig med en bar og et hotel med restaurant, hvor mange pilgrimme flokkes om en fantastisk fransk middag (flere retter med ost og det hele) til en - i forhold til danske priser - uhørt lav pris. Vi vælger forskellige retter og bytter lidt undervejs, men får begge en fremragende Aligot serveret efter alle kunstens regler. Kirken er åben, og vi sidder lidt i stilhed og tænker på, at det bliver vanskeligere at vedligeholde de mange store kirker på landet i Frankrig med færre indbyggere i landsbyerne og meget færre præster til at betjene dem. Nu er det ældre medlemmer af menigheden, der passer kirkerne på landet.
Tirsdag, den 27. juni: Nasbinal - Saint-Chely d'Aubrac ca 16 km + (på grund af omvej). De mange kilometer fra i går sad endnu i benene denne morgen, så efter morgenkaffe og farvel til ualmindelig søde og imødekommende Peter, blev vi enige om, at dele turen til klostret Couvent de Malet, der ligger under en kilometer før bjergbyen Saint Come-d'Olt og ca ½ kilometer fra pilgrimnsstien ( ca 33 km fra Nasbinal) over i to dage. Klostret, hvor vi havde mulighed for at deltage i både messe og tidebønner, ville vi meget gerne overnatte i. Opstigningen til Aubrac, hvor cykler og pilgrimme med hunde blev ledt udenom (adgang forbudt) stod der, gik igennem den ene kvæg-flok efter den anden, og hvor store tyre godt kunne give en smule hjertebanken. Jeg kom til at tænke på en nær bekendt, Peter, der for for forholdsvis få år siden, blev dræbt, da en ko på Gendarmstien i Sønderjylland faldt ned over ham, efter at en gøende hund gemte sig bag ham, og koen væltede. En sørgelig og alt for tidlig død. Han var næsten lige pensioneret. Så på vores tur i dag trak vi pænt i større buer uden om de store flokke af køer, mange kalve og få tyre, selvom det visse steder var lidt vanskeligt på grund af vand, sump, mudder og meget ujævn terræn. Men ualmindelig smukt er her. Kalvene får mælk fra "mor". Og alt ånder af idyl. Mange små op og nedstigninger, men samlet forholdvis få højdemeter, inden vi nåede Aubrac i ca 1370 meters højde med den historiske og flotte pilgrimskirke, nogle få bygninger efter kirken ( de fleste gæstehuse, restauranter), hvor der om sommeren kommer mange endagsturister, samt Autocampers. Udsigten er fremragende. Vi gik på cafe (16 euro for to små kopper kaffe - danske priser). Og så til nedturen. Den officielle sti ned ( ca 7,5 km) er for stejl, ujævn og stenet til os, også selvom den er både smuk og velafmærket. Vi har gået den tidligere, men den passer ikke længere til mine knæ. Vi vælger derfor den lille landevej udenom, væsentlig længere, asfalt hele vejen, men kun få biler og en mere moderat nedstigning, selvom vejen for en bilist også kan være temmelig stejl. Fra ca 1.350 meters højde til ca 700 meter. Lige før byen rammer vi stien. Vi er i byen allerede ved 13-tiden og ved endnu ikke helt, hvor vi vil sove. Efter lidt snak går vi til Karina i det lille hotel, d'hôtes Relais Saint-Jacques, hvor vi har boet for 9 år siden, da hun lige havde overtaget stedet efter sine forældre. Mormor tager imod. Vi flytter ind i eget værelse med demi-pension, og går tur i byen, drikker en øl med andre pilgrimme og socialiserer os. Vi taler om, at det meste af området, med undtagelse af få landbrugsejendomme, må være lukket helt ned om vinteren. Vi har gået her ultimo april for år siden, hvor sneen endnu lå flere steder, og hvor temperaturerne i højderne var noget anderledes end i dag, hvor vi passerer 25 grader. Aftensmad med få andre pilgrimme og tidligt i seng.
Onsdag, den 28. juni: Saint-Chely d'Aubrac - Couvent de Malet (Saint Come-d'Olt) ca 16 km. I dag er stien lidt anderledes. Vi går lidt op , men mest ned til ca 370 meters højde ad grøftelignende stier med mange sten, lidt ujævnt, men uden meget stejle nedstigninger. Der begynder at blive en del bevoksning, træer, buske, marker, nogle endda dyrkede med majs eller korn. Men vinmarker har vi endnu ikke set. Vi går igennem mindre bebyggelser med landbrug, et enkelt sted må vi gå til siden, så en bondekone kan passerer med en større flok køer, der skal flyttes til en anden mark. Hun får hjælp af hunde, der fuldstændig ignorerer os. Hun nikker venligt, da vi kryber op på en skrænt, så køerne tør passerer os. Vi er meget tidligt på klostret. Vi parkerer vores rygsække og går i byen i Saint Come-d'Olt og deler en pizza på en fortovsrestaurant, besøger kirken og snakker med andre pilgrimme. Der er efterhånden en del kendte ansigter, selvom vi de seneste to dage har sat kilometertallet væsentlig ned. Tilbage på klostret ser vi den store håndskrevne tavle med dagsprogrammet:
Vi går i bad, vasker lidt tøj og går til Vesper efterfulgt af messe og aftensmad. Moder (abbedisse) Birgitta er en mere end positiv oplevelse. Klostrets, Couvent de Malet's, nonner er Ursulainder. Sr Birgitta er først kommet til klostret for 3 år siden. Tidligere blev det nærmest drevet som hotel for turister. Nu er det pilgrimscentrum på vejen mod det helt store pilgrimscentrum, klostret i Conques. Frivillige tager sig af pilgrimmene. Først vesper, så messe, og vi er meget opløftede allerede inden aftensmaden, hvor vi spiser med både nonner og andre pilgrimme. Efter maden er der aftenbøn (Completorium) i det fri, hvor vi deltager ca 25 inklusive 4 af nonnerne. En hel del af nonnerne bor - grundet alder - i en slags plejebygning med eget kapel.
Torsdag, den 29. juni: Couvent de Malet (Saint Come-d'Olt)-Estaing (ca 20 km). Vi kommer lidt sent af sted og taler om at fortsætte de næste par dage med forholdsvis små etaper, idet vi gerne vil sove i Le Soulie forholdsvis tæt på Conques i morgen, bl.a. fordi der lørdag tales om heldagsregn med ret så kraftige byer. Der er to veje ud af byen mod den lidt større by, Espalion, ca 6 km efter. En langs floden Lot; en anden over bjergene. Vi vælger Lotfloden, som vi enten følger eller støder ind i igen og igen efter ture/afstikkere over bjergene hele vejen til Cahors. Vi holder en mindre pause i byen, inden vi fortsætter mod Estaing igennem lidt ændret landskab. Der er nu mere vegetation og mere "traditionelt" fransk bjerglandbrug. Vi kommer tidligt til Estaing, der ligger på den modsatte side af Lotfloden i forhold til pilgrimsstien, så man skal frem og tilbage af samme bro ud og ind af byen. Byen ligger omkring en middelalderborg med kirke, smalle gader og ligesom de andre byer, vi har passeret, emmer byen af historie. Det er første gang, at vi sover i Estaing. Et par herberger i byen har lukket (formentlig på grund af midlertidigt fald i pilgrimsantallet), og vi går derfor til Les Pieds dans l'Olt lidt uden for centrum ned til floden, hvor Anneelle ( selv pilgrim) tager imod. Hun har kun plads på en sovesal med plads til 5 - vores eneste nat sammen med andre - men med en halv skillevæg imellem dem og os. Vi ligger IKKE ved døren til toilettet og sover faktisk glimrende. Selvom alle forsøger at tage hensyn, er det svært at sove tæt på døren, hvor alle vi "nattetissere" passerer ! Anneelle bliver et meget positivt bekendtskab, hun laver mad, fortæller om morgendagens etape og er i det hele taget utrolig sød. Mor kommer senere og hjælper med det parktiske. Vi spiser ganske glimrende og hygger os med andre pilgrimme, en amerikaner bosiddende i Frankrig, 6 franske, og os to danskere. Flere af dem støder vi ind i og snakker med de kommende dage.
Fredag, den 30. juni: Estaing - le Soulier ca 20 km. Vi fortsætter med korte etaper og vælger turen over Golinhac. Der er to muligheder. Vi går først 2 km i grønt område langs Lotfloden ( i ca 300 meters højde), inden det igen stiger - og de ca 3 km via Montegut op til La Sansaguerie ( ca 650 meter) kræver rigelig med vand. Det går flere steder stejlt op. Men der er heldigvis både pausesteder og vandposter undervejs. Vi går nu mellem bevoksning, køer og rigtige marker med både høproduktion ( der allerede ligger til tørrer i kæmperuller), samt kornmarker. Nu går det igen nedad igen (over 100 højdemeter) inden vi nok en gang stiger mod den lille bebyggelse (landsby) Golinhac i 700 meters højde. Landsbyen har en lille udvidet kiosk, hvor vi køber lidt ind og holder froskost i det fri. Vi har før boet fremragende på campingpladsen i Golinhac i egen hytte og lavet mad "hjemme", men vejrudsigten for i mogren lørdag sender os ca 7 km videre til le Soulier; lidt op og ned, men mest ned, hvor der er et kristent donativoherberg, drevet af Michael igennem flere år. Vi har før kigget ind i herbergets lille kapel, når vi gik forbi, men aldrig boet der, selvom vi har pilgrimsbekendte, der et par uger årligt arbejde som frivillige på stedet. Accueil au Soulié de Saint Jacques er lidt organiseret rod, med en vildtvoksende have, en masse små bygninger, som fungerer bedst i ikke-regnvejr. Men stemningen og modtagelsen er utrolig positiv. Man bliver lidt bidt af stedet, og jeg får næsten lyst til at klippe lidt i den vilde have, så det bliver nemmere at gå ind og ud af de mange huse. Alt er donativo, også de øl vi får tilbudt af Bernadette ved ankomsten. Vi får tilbudt "brudesuiten"- et lille hus liggende for sig selv med en kæmpe dobbeltseng uden plads til meget andet. Aftensmåltidet foregår udenfor med værten Michael som naturlig midtpunkt. Der synges først bordbøn - og under selve måltidet, der tager rigtig lang tid, er der megen snak på rigtig fransk maner (konversation med celebrer vendinger og sætninger, hvor en gebrokken fransktalende dansker slet ikke kan være med, men underholdende er det). Vi går - trods underholdningen - forholdsvis tidlig til køjs og falder i søvn til summende stemmer udenfor vores åbne dør.
Lørdag, den 1. juli le Soulier - Conques ca 15 km i uafbrudt silende regn. Det begyndte allerede at regne om natten, og alt udenfor vores lille dør var vådt, da vi stod op. Vi spiste morgenmad og takkede for en god oplevelse, inden vi gik ad små landeveje hele turen til Conques. Vores vært Michael mente, at stien var direkte glat og farlig at gå ad i det vejr, så vi blev bekræftet i vores valg, og vi kunne se, at vi fik følgeskab af andre pilgrimme. Nogle løb temmelig hurtig af sted - og ud over den uendelig regn, samt et ophold på en bar i Senergues, hvor værtinden tog pænt imod de våde pilgrimme indenfor, er der ikke så meget at sige til turen, før vi så byen Conques, liggende der på bjergsiden ned mod floden Dourdon, og det kæmpe store kloster midt i det hele. Den må være i topti over Frankrigs smukkeste byer, lille men fantastisk. Vi ankom til klostret drivvåde og fik hængt noget af tøjet til tørre, proppet aviser i vore sko, inden vi fik adgang til vort eget værelse, hvor vi trak snore langs vore tre vinduer og hang alt det våde op. Vi kom forsent til lørdagsmessen, så en kombination af vådt tøj, samt lysten til at følge et helt døgns rytme i klostret med alle tidebønner fra morgen til aften, samt søndagsmesse, fik os til at spørge, om de ville have os to dage. Det gik. Så vi holdt hviledag i klostret.
Der er 7 munke i klostret. Vores "munkeven" fra tidligere besøg Pierre Adrian var desværre midlertidig bortrejst, men de andre munke gjorde tidebønner og messe til noget særligt. Frivillige tager sig af det praktiske med pilgrimmene, herunder aftensmad og morgenmad. Lørdag var vi 40 pilgrimme, søndag 48 - ca halvdelen af, hvad der er plads til - i højsæsonen maj og september er der fyldt hver dag.
Søndag, den 2. juli (hviledag i klostret).
Mandag, den 3. juli Conques - Levinhac le Haut ca 23 km. Vi er nu for alvor ude af Aubrac-området og nærmer os den - her i bjergene - lidt større industriby Decazeville ( ca. 7.000 indbyggere). Men først ned gennem Conques og mere end stejl op i bjergene på den anden side til det lille kapel, Sainte Foy, hvor pilgrimme igennem århundrede har ringet med den lille kirkeklokke for at fortælle alle i miles omkreds, at "nu er jeg næsten oppe på toppen af bjerget". Jeg er ingen undtagelse. Jeg hiver i klokkerebet, som var jeg betalt for det. Velsignet lyd. Efter den mere end stejle opstigning ( ca 200 til 550 meter) går det nu op og ned uafbrudt til et af rutens aller smukkeste små pilgrimskapeller, der - selvfølge - bærer navnet Saint Roch. ( Saint Roch , født i Monpellier 1295 - død i 1327, var middelalderpilgrim. Han gik til Rom, døde i et fængsel, og der er utroligt mange historier om ham. Hvor mange der bare tilskrives ham og hvor mange, der er kommet til siden, er der næppe nogen, der ved med sikkerhed. Men sikkert skulle det være, at han frivilligt tog sig af pestramte og drog på pilgrimsvandring til Rom. I dag er der et utal af Saint Roch-kapeller langs næsten alle middelalderpilgrimsruterne.) Kort efter dages første Saint Roch-kapel forlader vi den afmærkede sti, der går direkte mod Decazeville. Vi vælger i stedet den tidligere rute direkte udenom Decazeville mod dagens andet Saint Roch-kapel, der ligger på et højdedrag mellem Decazeville og dagens endemål Levinhac le Haut. Vores vej er ikke længere - formelt afmærket. Men der står stadig mange gamle skilte med muslingeskaller, ligesom vejskilte på en flere kilometer lang smal asfaltvej "Rute de Saint Jacques" fortæller, at vi er på rette vej. Vi når dagens andet Saint Roch-kapel og begynder den stejle nedstigning til Levinhac le Haut, der ligger på den anden side af Lot-floden. Vi har ikke bestilt overnatning, så vi går op gennem byen og finder ind hos Anette i Le Chant des Etoiles. Hun har kun en reservation, og vi er mere end velkommen, MEN hun vil ikke lave mad til tre. Hvis vi vil, må vi få alle hendes rester fra dagen før og varme det. Senere dukker franske Rafael op og nok en, tyske Sabina. Vi køber lidt supplerende ind i det lille épicerie (nærmest en lidt udvidet kiosk) og har rigelig mad til os alle 4. Anette er utrolig sød og imødekommende og åbner glad tre soverum, så alle kan få noget for sig selv.
Tirsdag, den 4. juli Levinhac le Haut-Figeac ca 24 km. Vi er nu på den "anden side af " Lot-floden og følger/krydser stort set hele tiden, den forholdsvis trafikkerede landevej D2 i bakkerne på begge sider. Op og ned. Landskabet er meget forandret, og vi nærmer os tydeligt den største by siden afgang, Figeac, med over 10.000 indbyggere. Vi går dog stadig med marker, lav træbevoksning og stengærde på begge sider. Vi har udsigt til de mange Cabane (hyrdehytter) lavet af sten, og som idag er fredet. Undervejs møder vi fire drenge ( 15-16 årige gætter vi os til). De plukker blommer med rygsækkene hængende løst på. Pludselig går drengene stærkt, så ligger de i græsset, og når de holder "frokostpause" beder de bordbøn og har rosenkransen fremme. De har soveposer og underlag hængende på rygsækkene og overnatter, hvor der nu er plads. Intet er planlagt. Det er temmelig underholdende at møde dem. Frankrig er ikke helt så afkristnet, som man ind imellem kan læse. Vi har allerede på forhånd besluttet, at vi vil bo hos Karmeliter-søstrene i Gîte du Carmel tæt på floden i Figiac, selvom vi ikke får kontakt med dem. De bor og lever i klausur, hvilket betyder, at de rent bogstaveligt ikke har kontakt med mennesker udenfor klostret - uden, at det er absolut nødvendigt. Pilgrimsafdelingen, der ligger i en sidebygning til klostret, drives af frivillige og er donativo. Vi kan deltage i søstrenes messe og tidebønner., men de sidder bag et gitter i siden, mens vi sidder i selve kirkerummet uden at kunne se søstrene. Vi bliver kun tre pilgrimme, Rafael, som vi kender fra i går, og os selv. Et ældre ægtepar laver mad til os. Efter messen spørger præsten (der ligesom os, kommer udefra) om vores nationalitet. Det er tydeligt, at de ikke ret tit har besøg af danske pilgrimme i Carmel-klostret i Figiac.
Onsdag, den 5. juli Figiac - Cajarc ca 31 km. Det blev en af vores lidt længere dage. Vi går nu gennem et blandet landskab af landbrug, skove og små bebyggelser (landsbyer) med meget begrænsede små op- og nedstigninger. (150 til 380 meter) Underlaget er ind imellem temmelig stenet, idet vi ofte går i en slags grøfter mellem marker, der ligger lidt over stien i niveau. Nogle steder er der stadig vand, mudder efter regnen, så vi må danse lidt på siderne for at holde sko/støvler tørre. På begge sider af stien er de mange Cabanne (sten-hyrde-hytter) ved at blive afløst af Dolmen - en slags stendysser, som er årtusinde gamle gravkamre. Vi har ikke bestilt overnatning i forvejen, så vi har muligheden for at stoppe i den mindre bebyggelse Grealou, men satser på den større by Cajarc. Og det går forholdsvis nemt. Vi er ved at være i form, men nu begynder varmen (tæt på 30 grader ved middagstid) at ramme os. Vi holder mange vandpauser og glæder os over de mange vandposter undervejs, ligesom private har lavet pausesteder med adgang, hvor pilgrimme kan sidde komfortabelt ned i havestole. Meget betænksomt. Stejl nedstigning til Cajarc, hvor vi går til Gîte d'étape Le Pèlerin. Døren er låst med kode på. Vi kommer først ved 18,30 tiden står der, men ring. Hvilket vi gør. Flere gange, før der er bid. Det er tydeligvis ikke højsæson. Og pr telefon bliver vi guidet indenfor til en skuffe med nøgler til et tomandsværelse. Vi bliver kun 5 pilgrimme fordelt på flere rum. Køkkenet er fremragende. Der er supermarked i byen, så vi spiser "hjemme", ligesom vores - snart - faste makker Rafael. Mens de to andre pilgrimme går på restaurant . Stephan kommer senere, tager imod penge og fortæller om morgendagens etape.
Torsdag, den 6 juli: Cajarc - Ligmogne en Quercy ca 19 km. Det bliver varmere og varmere - omkring 30 grader. Og vi taler nu om at slutte i Cahors i stedet Moissac ( ca 75 km efter Cahors), som egentlig var vores ide hjemmefra. Landskabet er denne morgen ikke meget forandret. Der er fortsat stengærde langs stien, der omkredses af en slags forkrøblede egetræer (ligner egetræer med mindre blade). De giver lidt skygge, men varmen rammer hårdt, og vi drikker og bærer på meget vand. Dagen er dog nem. Vi ankommer forholdsvis tidligt til Limogne, hvor vi aldrig tidligere har sovet, og flytter i mobilhome på Campingpladsen. Det er en hel lille lejlighed med køkken. Men der er selvrengøring og ingen former for salt, peber, spiseolie eller andet, som vi er vænnet til på pilgrimsstederne. Det er for besværligt at købe ind til det, så vi tager imod "campingmutter" Mauds tilbud om at spise hos hende, ligesom hun pakker en kurv med morgenmad og giver os med ned i seng.
Fredag, den 9. juli: Ligmogne - Le Pech via Vaylats ca 29 km. Dagens etape er stort set uden stigninger - kun meget lidt op og ned. Næsten som at gå på Sjælland. Vi går primært i skovområder, hvor træerne nu er lidt større. Nu er der "officielle" pausesteder undervejs med toiletter, og det går forholdsvis nemt. Vi går til nonneklostret i Vaylats, hvor vi før har sovet. Nonnerne er meget gamle. Vi ser dem ikke, og receptionen minder i dag mere om et hotel end et kloster. En frivillig skal tage sig af pilgrimme, og hun oplyser, at vi - måske - ikke kan komme til messe, der kun er for særligt indbudte . Ak hvor forandret fra de to tidligere gange, vi har overnattet der. Prisen på overnatning og mad nærmer sig også hotelpriser, og receptionisten gør meget ud af reklame for stedets bar, men messe og tidebønner er ikke rigtig for pilgrimme, må vi forstå. Vi tager rygsækken på og går videre mod Cahors. Det er meget varmt og lidt hårdt, her hvor temperaturerne har passeret 30 grader. Den lille byggelse Le Pech ligger lidt højt oppe, og en lille kilometer uden for ruten, 13 km før Cahors. Men vi orker ikke mere, og vi flytter ind hos Hannelise, hvor vi kun bliver 3 pilgrimme. Hun tager venligt imod, men oplyser, at hun ikke laver mad, men at hun kan bestille pizzaer, vin m.m., som bringes "gratis" ud fra Cahors, hvis vi køber for 30 euro. Det gør vi så, og sidder rigtigt hyggeligt og spiser på landet. Vi beslutter os for at stoppe i Cahors, men må desværre konstatere, at det bliver mere end svært at komme hjem til København før mandag, da den franske skoleferie er begyndt denne weekend, og stort set alle tog fra Cahors er udsolgt. Vi køber flybillet til mandag aften sent fra Paris (kl. 22.00) til Kbh. Og vi regner helt sikkert med at nå Paris inden da.
Lørdag, den 10. juli: La Pech - Cahors ca 13 km. Mogenmad og kaffe er selvbetjening. Vores nye pilgrimsbekendte forsvinder meget tidlig. Han vil ikke gå i varmen. Den sidste stykke til Cahors går over et naturområde/en højderyg med et utal af stier, der tydeligt også bliver brugt til motion, løb og gåture for Cahors beboere. Vi når ned til Lotfloden og Cahors før kl. 11.00. Byen ligger mellem Lots U formede sving med flere broer over. Vi går forbi pilgrimskontoret (der netop er åbnet). Det ligger på "indgangsbroen" over Lot. Vi går direkte til banegården, hvor der heldigvis stadig er betjening. En ualmindelig venlig "togmand" leder på nettet efter en ledig forbindelse til Paris. Vi kan først komme afsted mandag formiddag kl. 11,35. Vi får derfor to næsten hele dage i Cahors. Vi går først til det tidligere ungdomsherberg, hvor vi før har sovet. Men - advarsel - her er der kommet bar på tagterrassen med diskoteksmusik med en lydstyrke, der går til marv og ben. Vi flygter til Pierre, der har en slags bed og breakfast i den gamle bydel og indlogerer os to nætter. 63 Euro for et dobbeltværelse pr. nat. Vi spiser ude, løber lidt rundt, ser på byen, går til søndagsmesse og efterfølgende søndagsmiddag på restaurant. Inden det går hjemad mandag formiddag. Undervejs må vi svare på spørgsmål om Dronning Margrethe, idet mange af Cahors indbyggere kender hele historien om Dronningen og Prins Henrik, hvis slot ligger nogle få kilometer fra byen. Dronningen er et kendt ansigt i byen - forlyder det. Megen snak med vores vært inden vi endelig sidder i toget på vej til Paris mandag formiddag. Vi synes selv, at vi har haft en meget vellykket tur. Og som sædvanlig - en pilgrimsvandring bliver ofte noget helt andet end forventet.
