søndag den 8. oktober 2023

Camino Invierno stiger i popularitet ?

Pilgrimme på Camino Invierno her i oktober taler om "mange pilgrimme", mens pilgrimskontoret i Santiago oplyser, at der indtil nu i år er kommet under 1.700 pilgrimme ind, der har gået denne rute.

Camino Invierno er en af de forholdsvis nye "genopdagede" caminoer i Spanien. Ruten går fra Ponferrada på Camino Frances til A Laxe på Camino Sanabres (Via de la Plata), hvorfra man følger samme afmærkning til Santiago. Undertegnede gik Camino Invierno for et år siden ( se eventuelt pilgrimsdagbogen her: http://www.jakobsvejen.dk/2022/10/invierno-mm-caminodagbog.html ). Den gang krævede det lidt mere planlægning end på de andre Caminoer på grund af manglende overnatningsmuligheder. Der er i mellemtiden blevet flere muligheder for overnatning - ikke mindst efter åbningen af et herberg i A Probra do Brollon med plads til 30 pilgrimme. Men flere - spredte - herberger ville stadig gøre ruten nemmere at gå.  Nu melder en australsk pilgrim, at der lidt tidligere i oktober var fuldt optaget på Casa Rosa in Puente de Domingo Florez (med plads til 9 pilgrimme), så hun måtte flytte på hotel. Den slags oplevelser havde jeg ikke for et år siden, hvor vi max var 6 pilgrimme på samme overnatningssted på en gang - de fleste gange færre. Så meldingen fra oktober kunne tyde på, at flere pilgrimme vælger omvejen af Camino Invierno, fordi der her i september-start oktober har været meldinger om en "overfyldt" Camino Frances. Der har bl.a. været meldinger om, at en gruppe på 94 pilgrimme (italienske studerende) skulle have forladt Sarria i samlet flok, den 4. oktober og nu nærmer sig Santiago i samlet flok. Det kan have sat gang i antallet af pilgrimme på Camino Invierno.

Pilgrimskontoret meldte ved udgangen af september, at der indtil nu i år er kommet 1.662 pilgrimme ind til Santiago og oplyst, at de har gået Camino Invierno. Camino Inviernos Pilgrimsforening  har før klaget over, at pilgrimme på denne rute er blevet registreret under Via de la Plata (Camino Sanabres). Så hvad der er op og ned i disse udsagn, kan undertegnede ikke svare på. Men uanset hvad ! Noget kunne tyde på, at der er mere pilgrimsliv på ruten end tidligere.


Her et foto med udsigt over Sil-floden mellem A Rúa de Valdeorras - Quiroga  (4 etape i følge gronze.com ), som undertegnede tog ultimo september i fjor, som meget godt viser det typiske landskab langs Camino Invierno..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar