lørdag den 11. maj 2024

Camino Aragones: En alternativ begyndelse på Caminoen

Camino Aragones er en Camino med alle faciliteter (pilgrimsliv, afmærkning, herberger m.m.- om end med lidt længere mellem pausestederne) , men stadig i sin vorden rent antalsmæssigt. Alle pilgrimme hilser på hinanden, og fællesskabet og pilgrimslivet er langt fra så hektisk som på starten af Camino Frances.

Hvor skal jeg begynde min Camino, hvis jeg vil undgå "kampen om en seng" mellem Saint Jean Pied de Port og Pamplona ? lyder spørgsmålet. Og her kan jeg varmt anbefale - hvis man har tid nok til rådighed - at begynde sin tur ad Camino Aragones, der forenes med Camino Frances i Puente la Reina. MEN der er et men.

1) Camino Aragones kan reelt kun gås i sommerhalvåret til og med oktober start november.

2) Der er - for de fleste - 9 etaper fra Oleron Sainte Marie - til Puente la Reina, hvor Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port har 4 etaper ( eller 5 hvis man deler Pyrenæerne over).

Undertegnede har passeret Somportpasset (den formelle start på camino Aragones) 2 gange. I 2015, da jeg gik fra Arles og var i topform efter mange hundrede kilometer, så stigningen til toppen af Somportpasset (1.640 meter) ikke var det store problem. Jeg gik over i strålende solskin. 2 gang i maj 2022 gik jeg over i tåge og småregn. Jeg var begyndt i Oloron Sainte Marie i meget blandet vejr, så oplevelsen var en helt anden, men stadig positiv. 

Der er kun ca 2.000 pilgrimme årligt på Camino Aragones, og nogle af de dem begynder deres tur på toppen efter at have taget bus. Der går bus både fra Spanien og Frankrig (den franske går gennem tunnelen og slutter på toppen). Lokalregeringen i Aragones (opkaldt efter floden, som Caminoen følger) har bebuddet, at de vil bygge/indrette et herberg og pilgrimsvelkomscenter på toppen i 1640 meters højde, hvor der i øvrigt står en hel del tomme grænsebygninger. Men hvornår ? Det er der ikke nogen melding om. 

Her et link til min pilgrimsdagbog fra maj 2022: http://www.jakobsvejen.dk/2022/05/camino-aaragones-9-dage-i-maj.html

Og her et foto af et af de mange bjergvandløb på turen over:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar