fredag den 26. juli 2024

Camino Invierno: Herberget i A Probra de Brollon

Der er stadig forholdsvis få pilgrimme på Camino Invierno, der går fra Ponferrada på Camino Frances ( ca 573 km efter Saint Jean Pied de Port og ca 215 km før Santiago).Turen ad Camino Invierno er et par dage længere, idet den går i en bue uden om bjergene ved "indgangen til Galicien"(op og ned ad mindre stigninger end de høje bjerge ).Der er ca 255 km fra Ponferrada til Santiago, hvor de sidste to etaper er identisk med Camino Samnabres  (Via de la Plata). Ruten får dog stadig flere faciliteter, og efter at der i A Pobra de Brollon, (efter 5 etape på Gronze.com)  er åbnet - ikke bare et herberg, men nu også -  en pension,  er det blevet lettere at inddele Camino Invierno i etaper, selvom ruten stadig mangler faciliteter (primært overnatning) for at blive det helt store. Og nu til lidt ny information: Fra Herberget i A Pobran de Brollon -  https://www.gronze.com/galicia/lugo/pobra-do-brollon/albergue-municipal-pobra-do-brollon  - lyder det fra Sandra, der bestyrer stedet: Hver sød at ringe i forvejen eller reserver via booking.c ,  da der ikke kommer pilgrimme hver dag, og vi ikke står klar hver eftermiddag for at vente på pilgrimme. Herberget er i øvrigt i den - forholdsvis dyre ende - med en sommerpris på 17 Euro for en seng på køjesovesal. 

Og en personlig kommentar: Jeg har gået ruten en gang ( I september - oktober 2022) - altså for knapt to år siden. Ruten kan afgjort anbefales, og der skulle være kommet lidt mere pilgrimsliv på ruten siden. Hvis man går ind på ruten efter at have gået et stykke ad Camino Frances, er forskellen enorm, idet der  - stort set hele året - er rigtig mange pilgrimme på Camino Frances.  Ruten går primært gennem natur - op og ned i bakkerne/bjergene - langs floder. Men er du førstegangspilgrim er valget sværere - idet en tur over o Cebreiro og middelaldervejen ind til Santiago er noget særligt. Men pt. er der så mange pilgrimme, at du går nærmest i gåsegang, så valget er ikke så let.

Du kan læse min knapt to år gamle pilgrimsdagbog her: http://www.jakobsvejen.dk/2022/10/invierno-mm-caminodagbog.html

fredag den 19. juli 2024

Camino Santiago: Moderat stigning i antallet af pilgrimme !

 

Antallet af Santiagopilgrimme er "kun" steget lidt i år i sammenligning med samme periode i fjor. I 2023 hed det også : Det vrimler med pilgrimme på "Caminoerne"  

I de seneste måneder har der på stort set alle de pilgrimshjemmesider, som jeg læser, lydt: Der er pilgrimme overalt ! Der er for få sovepladser undervejs ! og mere af samme skuffe. Men meget tyder på, at det er gentagelse af de "samme problemer" som i fjor, idet antallet af pilgrimme, når året er omme - formentlig - vil være steget ganske moderat til ca en halv million. Og spådomme om, at der er snart vil være op mod en million på "Caminoen" årligt, ser - foreløbig - ikke ud til at holde stik. Her et lille resume af statistikken fra Pilgrimskontoret i Santiago:

Inden udgangen af juli  vil der være gået ca 250.000 pilgrimme ind i Santiago mod 238.000 i samme periode i  2023.Stigningen i antallet af pilgrimme - rent procentvis - er altså forholdsvis moderat, og de - nærmest - eksplosive stigninger i antallet, vi så før Coranapandemien, har - ihvert fald indtil nu - ikke vist sig igen, selvom det på diverse  pilgrimjemmesider/pilgrimsforaer her i sommer hedder: Der er pilgrimme alle steder ! og det samme spørgsmål stilles igen og igen: Er det nødvendigt at bestille overnatning i forvejen ?

Her lidt status medio juli for det første godt halve år af 2024:

Danskere på Caminoen: Her i juli år kan pilgrimkontoret i Santiago meddele, at der indtil i går var kommet 1.907 danskere ind mod 1.859 i fjor - altså en meget beskeden stigning. Traditionelt har der været forholdsvis flest danske santiagopilgrimme i maj og september, så 2024 kan nå at blive et dansk rekord år. Men det er alt for tidligt at spå !

Pilgrims-nationalitet: Der er (stadig) langt flest spaniere, men de er ikke, som for år tilbage i stort flertal. Deres andel af det samlede antal pilgrimme falder stadig - 39 % indtil nu i år mod over 40 % i 2023. Her de ti nationer med flest pilgrimme i år, og rækkefølgen ligner (næsten) til forveksling 2023, men der er blevet flere af hver - ikke mindst pilgrimme med USA-pas, nemlig ( 8,8 %); Tyskland (5,8); Portugal (5,3); Italien (5,3); UK (3,3);  Irland(2,5); Frankrig (2,3); Mexico (2); Korea (2); og på 20 pladsen Danmark med 0,78 % - altså næsten uændret i forhold til 0,81 %  i hele 2023.

Hvor langt går pilgrimmene: Over halvdelen  (ca 55 %) går "kun" ca 100 til 120 kilometer (4 til 6 dage) inden Santiago, idet 31 % begynder i Sarria, over 11 % begynder i Valenca/Tui; 5,4 % i Ferrol, 3,2 % i Vigo 1,6 % Lugo; o.s.v. Det betyder i praksis, at der er stor forskel på antallet af pilgrimme - alt efter hvor man er på Caminoen. Camino Frances: Men der er stadig over 22.000 ( altså ca 9 % af alle) pilgrimme, der indtil nu i år er begyndt i Frankrig ( Le Puy m.m.), Jean Pied de Port  - eller lige over grænsen i Roncesvalles, hvilket betyder, at der  på hele Camino Frances(Via Podiensis) fra Le Puy i Frankrig og de knapt 1.600 kilometer til Santiago vil være rigtig mange pilgrimme på stort set hver etape.  To andre pilgrimruter, hvor antallet af pilgrimme også stiger eksplosivt, er primært Camino Portugues fra Port, hvor en større del nu  i stor udstrækning går ad kystruten, men centralruten kan også følge med. Den anden nye højdespringer er Camino Primitivo, hvor ca 6.700 år er begyndt i Oviedo. Camino Primitivo (som undertegnede har gået to gange) er en af de mere udfordrende camino-ruter med mange op og nedstigninger. Ingles har indtil nu haft over 13.000 pilgrimme på de kun ca 4-6 etaper; Camino del Norte ca 9.500, men her begynder pilgrimmene også forskellige steder, idet "kun" knapt 3.000 er begyndt ved den franske grænse i Irun. I følge statistikken er der stadig pænt plads på såvel Via de la Plata, som på den - forholdsvis - nye alternativ rute uden om Sarria, Camino Invierno, der går fra Ponferrada til A Laxe på Camino Sanabria (Via de la Plata) ca 30 km før Santiago. Når det gælder antallet af pilgrimme på Camino Invierno (pilgrimskontoret siger 1.571 indtil nu i år) er der dog en del uenighed, idet den meget aktive pilgrimsforening på Camino Invierno mener, at pilgrimskontoret opgør antallet forkert. 

Den største forandring i statistikken er uden tvivl, at kvinderne, der i de seneste år har været i flertal. Nu er i igen er i mindretal.   Køn: 40 %  kvinder, 60 % mænd; Alder:  Under 18 år : 18 %; 18-45 år: ca 18 %, 46 - 65 år: godt 42 %, og de gamle over 65 år: næsten 22 %. Motiv for pilgrimsvandring: Næsten 60 % oplyser, at de går af primært religiøse grunde, mens næsten 14 % oplyser, at de går af ikke-religiøse grunde. 

 

onsdag den 17. juli 2024

Camino Fatima fra Lissabon

En del  - flest ikke portugisiske - pilgrimme går fra Fatima til Santiago eller modsat. Men der findes en selvstændig pilgrimsrute fra Lissabon til Fatima, hvorfra - det i øvrigt - er muligt at fortsætte til Santiago. Fatima er et af de helt store Maria-valfartssteder på linie med Lourdes i Frankrig. Historien er, at Jomfru Maria viste sig for nogle børn, der var hyrder, i 1917 - lidt uden for byen  ved det, der hedder Cova da Iria. Og stedet er senere blevet et stort valfartssted med millioner af årlige besøgende. Den middelalderlige pilgrimsrute fra Lissabon til Santiago, Camino Portugues, har nu fået en sløjfe på, så den kan gås via Fatima.

Undertegnede har kun gået turen fra Fatima til Santiago en gang, nemlig i 2016 (pilgrimsdagbogen fra den gang kan læses her:  http://www.jakobsvejen.dk/2016/05/camino-portugues-fatima-santiago-ca-460.html )


Her et foto fra 2016, da jeg begyndte min pilgrimsfærd mod Santiago efter at have deltaget i en stor lysposition med Mariabønner, der gennemføres med over 1.000 deltagere stort set hver eneste aften i Fatima.

Og det er faktisk lidt fascinerende at møde pilgrimme, der går den modsatte vej - det vil sige, at de først er gået til santiago, hvorefter de er fortsat mod Fatima.  Men der er altså en direkte pilgrimsvej fra Lissabon til Fatima, som er beskrevet her: https://www.pathsoffaith.com/en/ways/fatima-ways/tagus-way

mandag den 15. juli 2024

Bagagetransport på Caminoen ?

 Jeg vil gerne gå Camino i september, men ved ikke på hvilke ruter der er bagagetransport ? Svar og henvisning til relevant hjemmeside: De mest benyttede ruter, Camino Frances og Camino Portugues (på den spanske side) har flere rygsæktransportfirmaer at vælge imellem, og det skulle ligeledes være muligt på: Camino Primitivo (fra Oviedo), Camino del Norte (fra Irun), Camino Ingles (fra Ferrol), Camino Sanabres (fra Ourense), samt hele Fisterra - Muxia.  De ved - som regel - besked på overnatningsstederne, hvem man bør bruge netop der, og selve arrangementet er - som regel - temmelig lavpraktisk. Man lægger et vist antal euro i kontanter i en konvolut, som hægtes på rygsækken, før afgang om morgenen, og har på konvolutten skrevet, hvor rygsækken skal hen. Men jeg har meget lille erfaring med rygsæktranport, da jeg foretrækker at bære den selv.

www.gronze.com har en hel side med firmaer, der servicerer pilgrimmene - også med rygsæktransport. Og du kan læse mere detaljeret her:  https://www.gronze.com/camino-de-santiago/servicios/transporte-mochilas

onsdag den 10. juli 2024

Casmino Portugues: "Tvunget hjem"

En personlig beretning: For første gang i de nu  over 37 år,  jeg har gået pilgrimsvandring,  måtte jeg forleden forlade en pilgrimssti på grund af en skade. Det blev kun til to dage på  min "mini-sommertur" ad Camino Portugues, hvor planen var at gå fra Porto til Santiago - muligvis via Variante Spirituale.

Torsdag,, den 4. juli. Det begyndte ellers så godt. Få dage før havde vejrudsigten for Porto - så langt prognoserne rakte - vist glimrende pilgrimsvejr 20-23 grader med stort set ingen regn. Og da Lufthansa havde et godt tilbud få dage før, blev beslutningen taget i sidste øjeblik. Afsted tidlig morgen, 6,10 fra Kastrup, via Frankfurt til Porto, og allerede lige efter  kl. 11.00 lokal tid, gik min medpilgrim og jeg ud ad lufthavnen i Porto og mod nord. Den første del af Centralruten fra Porto er ikke den mest spændende, men alligevel var det for os begge en dejlig fornemmelse at være på pilgrimsvejen igen. I Giao - ca 3 km før klostret, Mosteiro de Vairao - besluttede vi at gå til Vilarinho, da vi efter en meget lang dag ville undgå sovesale. Vi flyttede ind hos Carlos og Laura i Casa de Laura, hvor vi fik en minisovesal for os selv (30 Euro). Vi spiste på nabobaren, drak lidt portvin med en gruppe spanske pilgrimme, og gik tidligt i seng. På vores nabo sovesal var spanierne mere end hensynsfulde og stille. Så vi sov hurtigt ind.

Fredag, den 5. juli: Vi sov lidt længe ( ca 7.00 lokal tid), og spanierne var i gang med morgenmaden, da vi stod op. Vi fik hurtig pakket og kom ud af døren.


(Foto: Morgensol ved en middelalderbro) Dagens etape var ikke besluttet - skulle det være Barcelos ( ca 28 km) eller Pedra Furada ( ca 20 km), der er ikke overnatning imellem de to steder. Og vi kunne stadig mærke, at vi havde været oppe kl. ca 3 dansk tid, torsdag morgen for at nå i Lufthavnen med flyafgang kl. ca 6.00. Stien gik stadig mest direkte på en N-vej og bilerne susede forbi. Portugisisk trafikkultur er noget af det værste, jeg kender. De kører vildt stærkt gennem selv de mindste landsbyer uden fortov. Et par enkelte steder kom vi på jordvej, Heldigvis. Da vi nåede Pedra Furado, besluttede vi at stoppe. Vi flyttede ind hos Louis i Casa Da Maria, gik på restaurant og spiste pilgrimsmenu tidlig eftermiddag, hvor de fleste af de øvrige pilgrimme efter maden, fortsatte mod Barcelos sen eftermiddag, (spaniere og portugisere har en anden døgnrytme end undertegnede på Caminoen). På Herberget blev vi kun 5, to hollændere, en portugiser og os selv. Og så skete uheldet. Jeg gik forkert på en trappe, snublede ned og forvred knæet på venstre ben. Jeg humpede lidt rundt. men ondt gjorde det. "Det går over til i morgen", sagde jeg til mig selv og min "yndlingspilgrim". Men nej. Vi nåede kun til 207 km fra Santiago ( her et foto af 209 km-stenen)

Lørdag, den 6. juli. Jeg kunne ikke stå på benet ved 6-tiden om morgenen, da det var tid at stå op og tage af sted. Det gjorde meget ondt. Og et par Panodil ville næppe hjælpe. Hvad nu. Jeg kunne overhovedet ikke bevæge mig uden min stok, der fik gummidup på, så jeg kunne komme på toilettet. Ærgerligt! Næsten grædefærdig blev beslutningen taget. Jeg kommer ikke længere. Min yndlingspilgrim ville ikke fortsætte alene, men hjælpe sin gamle mand hjem til Danmark. Der gik fly direkte til København med Norwegian søndag kl. 10.05 til en overkommelig pris. Men hvordan kom vi til lufthavnen næste morgen herude fra "uden for alting". Vores vært Louis (der kunne tale fransk) tilbød at køre os de ca 59 km ad landevej/motorvej til Lufthavnen kl 7.00 søndag, da vi fortalte, at vi ville blive en nat til og tage retur til København.. Hvilken service !!!! Jeg trissede - eller rettere humpede -  lidt rundt resten af dagen ved hjælp af stokken. Det gjorde stadig ondt.

Søndag, den 7. juli:  Vi kom til Lufthavnen, og oplevede kun hjælpsomhed hele vejen igennem. Vi havde tjekket ind via telefonen i forvejen. Og i sikkerhedskontrollen var de venlige - hvilken modsætning til vores oplevelser i Santiago de Compostela, hvor sikkerhedspersonalet - efter mine subjektive oplevelser - behandler ikke-spanske pilgrimme som køer. råber og skriger, tager stokkene fra dem. Mens spaniere gerne må have stokke, højhælede sko på, skal ældre pilgrimme stå op og tage støvlerne af. Alt gik så nemt, som det nu kan, når det ene ben ikke vil. Vi nåede Kastrup og kom hjem i god ro og orden. Tak til Louis for hjælp og tak til Porto lufthavn for ordentlig behandling. 

PS: Næste gang jeg går til Santiago - hvis der bliver en næste gang, jeg nærmer mig jo oldingealderen - vil jeg overveje at tage en bus til Porto og et fly derfra til København, og dermed undgå det jeg personligt opfatter som tæt på chikane i Lufthavnen i Santiago.

mandag den 8. juli 2024

Pilgrimshouse i Santiago har 10 års jubilæum

Det engelsksprogede velkomstcenter for pilgrimme, der drives på frivillig basis, i  Santiago kan her tirsdag, den 23. juli fejrer 10 års jubilæum. PilgrimHouse, Welcome Center, har gennem disse ti år hjulpet mange pilgrimme med praktiske gøremål, når de er ankommet til Santiago med alt fra et finde logi til trykning af Boardingkort til fly, samt været hjemsted for fællesskab pilgrimme imellem med et lille køkken, opholdsstuer m.m. Et ret så fantastisk sted, hvis undertegnede, skal sige det.

Er du pilgrim i byen, tirsdag den 23. juli er du velkommen til at deltage i festlighederne, der foregår i Pilgrimshuset i Rua Nova 19 tæt på katedralen.

Her et foto fra modtagelseskranken i pilgrimshuset

Og her et link til deres hjemmeside: https://www.pilgrimhousesantiago.com/

fredag den 5. juli 2024

Camino: Bayonne - Pamplona direkte (Voi de Baztan)

Camino de Baztan/Voi de Baztan er den direkte vej fra togstationen i Bayonne til Pamplona uden om Saint Jean Pied de Port. Den er på ca 110 km fordelt på 5 etaper med flere overnatningsmuligheder at vælge imellem undervejs. Denne camino er blevet lidt mere populær på det seneste, fordi "kampen om sengepladser" i Pyrenæerne mellem Saint Jean Pied de Port og Pamplona har taget til de seneste år. 

Der er detaljeret hjælp at hente på nettet - både på spansk og fransk. Her først gronze.com   https://www.gronze.com/camino-baztan   dernæst den franske hjemmeside:  https://www.compostelle.fr/etapes/etapes-pays-basque-bearn/voie-du-baztan-bayonne-urdax-pampelune/   (sidstenævnte har et par "variante" med, hvis du vil forlænge turen).   Det er muligt at komme med TGV-tog til Bayonne, ligesom der ikke er langt til lufthavnen i Biarriz . Før afgang kan du få både pilgrimspas og stempel i Katedralen i Bayonne.

tirsdag den 2. juli 2024

Camino Frances: San Anton genåbnet

Donativoherberget; Albegue Hospital de Perigrinos de Sankt Anton, der ligger i klosteruinen af samme navn på La Meseta mellem Hontanas og Castrojeriz, er  genåbnet efter at have være lukket siden ultimo april, fordi klosterruinen skulle sikres mod sammenstyrtning.

San Anton er lidt af kultherberg på Camino Frances. Det er et donativoherberg beliggende i  klosterruinen San Anton fra middelalderen, der ligger ca 325 km efter Saint Jean Pied de Port og ca 463 km før Santiago. Herberget drives af "San Antons venner", Asociación Hospital de Peregrinos San Antón, og opfattes af mange pilgrimme som et slags midtvejssted på Camino Frances. I middelalderen en vigtig milepæl for mange pilgrimme, og hvor den middelalderlige "rotunde" en slags tromle, der kunne åbnes udefra, indeholdt mad og vand til pilgrimme der passerede klostret efter solnedgang, hvor klosterporten var lukket. 

Jeg må erkende, at jeg aldrig selv har overnattet på herberget, men alene besøgt den seværdige ruin på vej videre ad La Meseta.  Der er hverken elektricitet eller rindende vand i herberget, der bogstaveligt ligger et stykke fra "alfarvej". Du kan læse mere om stedet her: https://www.gronze.com/castilla-y-leon/burgos/convento-san-anton/albergue-hospital-peregrinos-san-anton   , ligesom organisationen bag herberget har sin egen hjemmeside, som du finder her: http://fundacionsananton.org/