Casmino Portugues: "Tvunget hjem"

En personlig beretning: For første gang i de nu  over 37 år,  jeg har gået pilgrimsvandring,  måtte jeg forleden forlade en pilgrimssti på grund af en skade. Det blev kun til to dage på  min "mini-sommertur" ad Camino Portugues, hvor planen var at gå fra Porto til Santiago - muligvis via Variante Spirituale.

Torsdag,, den 4. juli. Det begyndte ellers så godt. Få dage før havde vejrudsigten for Porto - så langt prognoserne rakte - vist glimrende pilgrimsvejr 20-23 grader med stort set ingen regn. Og da Lufthansa havde et godt tilbud få dage før, blev beslutningen taget i sidste øjeblik. Afsted tidlig morgen, 6,10 fra Kastrup, via Frankfurt til Porto, og allerede lige efter  kl. 11.00 lokal tid, gik min medpilgrim og jeg ud ad lufthavnen i Porto og mod nord. Den første del af Centralruten fra Porto er ikke den mest spændende, men alligevel var det for os begge en dejlig fornemmelse at være på pilgrimsvejen igen. I Giao - ca 3 km før klostret, Mosteiro de Vairao - besluttede vi at gå til Vilarinho, da vi efter en meget lang dag ville undgå sovesale. Vi flyttede ind hos Carlos og Laura i Casa de Laura, hvor vi fik en minisovesal for os selv (30 Euro). Vi spiste på nabobaren, drak lidt portvin med en gruppe spanske pilgrimme, og gik tidligt i seng. På vores nabo sovesal var spanierne mere end hensynsfulde og stille. Så vi sov hurtigt ind.

Fredag, den 5. juli: Vi sov lidt længe ( ca 7.00 lokal tid), og spanierne var i gang med morgenmaden, da vi stod op. Vi fik hurtig pakket og kom ud af døren.

(Foto: Morgensol ved en middelalderbro) Dagens etape var ikke besluttet - skulle det være Barcelos ( ca 28 km) eller Pedra Furada ( ca 20 km), der er ikke overnatning imellem de to steder. Og vi kunne stadig mærke, at vi havde været oppe kl. ca 3 dansk tid, torsdag morgen for at nå i Lufthavnen med flyafgang kl. ca 6.00. Stien gik stadig mest direkte på en N-vej og bilerne susede forbi. Portugisisk trafikkultur er noget af det værste, jeg kender. De kører vildt stærkt gennem selv de mindste landsbyer uden fortov. Et par enkelte steder kom vi på jordvej, Heldigvis. Da vi nåede Pedra Furado, besluttede vi at stoppe. Vi flyttede ind hos Louis i Casa Da Maria, gik på restaurant og spiste pilgrimsmenu tidlig eftermiddag, hvor de fleste af de øvrige pilgrimme efter maden, fortsatte mod Barcelos sen eftermiddag, (spaniere og portugisere har en anden døgnrytme end undertegnede på Caminoen). På Herberget blev vi kun 5, to hollændere, en portugiser og os selv. Og så skete uheldet. Jeg gik forkert på en trappe, snublede ned og forvred knæet på venstre ben. Jeg humpede lidt rundt. men ondt gjorde det. "Det går over til i morgen", sagde jeg til mig selv og min "yndlingspilgrim". Men nej. Vi nåede kun til 207 km fra Santiago ( her et foto af 209 km-stenen)

Lørdag, den 6. juli. Jeg kunne ikke stå på benet ved 6-tiden om morgenen, da det var tid at stå op og tage af sted. Det gjorde meget ondt. Og et par Panodil ville næppe hjælpe. Hvad nu. Jeg kunne overhovedet ikke bevæge mig uden min stok, der fik gummidup på, så jeg kunne komme på toilettet. Ærgerligt! Næsten grædefærdig blev beslutningen taget. Jeg kommer ikke længere. Min yndlingspilgrim ville ikke fortsætte alene, men hjælpe sin gamle mand hjem til Danmark. Der gik fly direkte til København med Norwegian søndag kl. 10.05 til en overkommelig pris. Men hvordan kom vi til lufthavnen næste morgen herude fra "uden for alting". Vores vært Louis (der kunne tale fransk) tilbød at køre os de ca 59 km ad landevej/motorvej til Lufthavnen kl 7.00 søndag, da vi fortalte, at vi ville blive en nat til og tage retur til København.. Hvilken service !!!! Jeg trissede - eller rettere humpede -  lidt rundt resten af dagen ved hjælp af stokken. Det gjorde stadig ondt.

Søndag, den 7. juli:  Vi kom til Lufthavnen, og oplevede kun hjælpsomhed hele vejen igennem. Vi havde tjekket ind via telefonen i forvejen. Og i sikkerhedskontrollen var de venlige - hvilken modsætning til vores oplevelser i Santiago de Compostela, hvor sikkerhedspersonalet - efter mine subjektive oplevelser - behandler ikke-spanske pilgrimme som køer. råber og skriger, tager stokkene fra dem. Mens spaniere gerne må have stokke, højhælede sko på, skal ældre pilgrimme stå op og tage støvlerne af. Alt gik så nemt, som det nu kan, når det ene ben ikke vil. Vi nåede Kastrup og kom hjem i god ro og orden. Tak til Louis for hjælp og tak til Porto lufthavn for ordentlig behandling. 

PS: Næste gang jeg går til Santiago - hvis der bliver en næste gang, jeg nærmer mig jo oldingealderen - vil jeg overveje at tage en bus til Porto og et fly derfra til København, og dermed undgå det jeg personligt opfatter som tæt på chikane i Lufthavnen i Santiago.