Der kommer her midt i august 2024 omkring 4.000 pilgrimme ind til Santiago dagligt. Pilgrimmene kommer fra alle verdenshjørne, men langt de fleste ankommer fra Monto Gozo - bjerget ad Camino Frances. Og det er kun et lille mindretal der er begyndt i den anden ende af Camino Frances, Saint Jean Pied de Port eller endnu længere væk. Langt de fleste "sommerpilgrimme" begynder deres tur ca 100 til 125 km før Santiago. Så højsæson på "Caminoen" afhænger meget af, hvor på ruten man begynder sin pilgrimsfærd.
September er højsæson for danske pilgrimme, så i disse dage stiller danske pilgrimme, der skal gå "Caminoen" ( og her menes Camino Frances) i september, en del spørgsmål. Nogle af dem lyder: Hvor mange mennesker er der ? Kan jeg finde overnatning uden reservering ? o. lign.
Derfor følgende:
1) Der er stor forskel på, hvor mange pilgrimme, der vil være på de enkelte etaper af Camino Frances - alt efter hvor på ruten man befinder sig i løbet af september. I starten af september (allerede ultimo august) vil der være rigtig mange pilgrimme - så det kan knibe med at finde en seng - på det første stykke fra Saint Jean Pied de Port til Pamplona. Antallet af pilgrimme falder ikke efter Pamplona. MEN der er flere overnatningssteder, og pilgrimmene fordeler sig mere jævnt, da nogle går længere end andre. Det bliver altså lidt nemmere at finde overnatning. Det vil derfor - i hvert fald for pilgrimme, der vil have sikkerhed på overnatning - måske være en god ide at reservere en seng på forhånd i starten af Camino Frances. Skal du af en af de andre Caminoruter, ser det noget anderledes ud. Der vil - f.eks. være god plads på Via de la Plata, men her vil man så i stedet have varmen at "slås med".
2) På Camino Frances vil der fra Sarria - ca 115 km før Santiago - igen være rigtig mange pilgrimme, men ikke så mange som i august, hvilket formentlig betyder, at man godt kan finde en seng. MEN man skal vænne sig til at gå i "gåsegang" flere steder, fordi antallet af pilgrimme er steget nærmest eksplosivt, og det stiger yderligere efterhånden, som pilgrimmene fra Camino Primitivo og Camino del Norte "støder ind" i Camino Frances i henholdsvis Melide ( ca 55 km før Santiago) og henholdsvis Arzua (ca 40 km før Santiago). Men antallet af sengepladser stiger også.
3) Det forlyder, at et større antal pilgrimme i denne sæson er begyndt at tage den forholdsvis nye pilgrimsvej, Camino Invierno, fra Ponferrada (ca 225 km før Santiago ad Camino Frances )langs Sil-floden til A Laxe på det sidste stykke af Via de Plata (Camino Sanabres) og derfra til Santiago; en tur på ca 275 km - altså 50 km - eller ca 2 dagsetaper - længere end den direkte rute.
4) Hvad med de andre ruter:
a) Camino Portugues begynder i Lisabon, men langt de fleste pilgrimme begynder i Porto (eller endnu tættere på Santiago), så her er der god plads det første lange ( og måske meget varme) stykke. Efter Porto deler ruten sig i to, Centralruten og Kystruten. Begge ruter er populære, ligesom flere og flere tager en ekstra tur ad Variante Espiritual med en sejltur ind ad Ulla-floden .
b) Camino del Norte har rigtig mange sommergæster, hvoraf mange slutter før Santiago, men det skulle være loddet lidt af i september - i hvert fald, hvis du begynder din tur i Irun.
c) Camino Primitivo er blevet væsentlig mere populær i de seneste par år, og her er det svært at vide, hvor mange, der vil tage turen i september. men jeg tror, at det er en del. Nogle begynder turen på Camino del Norte, der har direkte forbindelse til Primitivo (Oviedo) med overnatningsmuligheder (herberg) fra etapen mellem Villaviciosa og Gijon. Andre begynder i Leon (på Camino Frances) og går ad Camino san Salvador først, mens andre tager til Oviedo og begynder der.
d) Endelig er der nogle af de mere "ukendte" bl.a. Camino Olivado, som det er svært at sige noget sikkert om, da det stadig er meget få (ofte meget erfarne) pilgrimme, der går på disse ruter. ( se selv mere om disse ruter på www.gronze.com )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar