Camino Frances: Det er blevet lidt nemmere, men langt fra billigere at komme fra København til Saint Jean Pied de Port på en dag. Modsat er der blevet mere pres på overnatningsmulighederne i starten af Caminoen.
En del (kommende) pilgrimme, der gerne vil gå fra Frankrig over Pyrenæerne og videre mod Santiago, begynder nu at se på mulighederne for transport til og fra. Og det er blevet nemmere at komme til Saint Jean Pied de Port på en dag, selvom rejsen fortsat er langvarig. Man kan flyve direkte fra København til Charles de Gaulle - lufthavnen, og derfra videre med et andet fly til Biarritz i Sydfrankrig, hvorfra (Bayonne) der går lokaltog (nogle gange togbus) direkte til Saint Jean Pied de Port. Tidligere skulle man igennem hele Paris, idet lokalflyet til Biarritz gik fra Orly-lufthavnen syd for Paris. Men nu er der bedre forbindelser.
Billigere er det dog ikke blevet - snarere tværtimod. Så hvis man vil spare kan det være et alternativ at flyve til en anden lufthavn i Frankrig og tage TGV-tog derfra til Bayonne og videre med lokaltog til Saint Jean Pied de Port.
Og angående overnatning de første dage på turen. Der er flere og flere pilgrimme, der begynder deres tur til Santiago fra Saint Jean Pied de Port i april-maj, og langt de fleste går over Napoleonsruten, der åbner 1. april efter vinterlukningen. På Napoleonsruten er der 3 overnatningssteder på vejen til Roncescvalles ( se. eventuelt: https://www.gronze.com/etapa/saint-jean-pied-port-donibane-garazi/roncesvalles-orreaga ). Og alle tre steder har det med at være fuldt optaget/reserveret lang tid i forvejen. Så - desværre - er mit råd nu, at man reserverer i forvejen; både i Saint Jean Pied de Port - på vejen over på toppen af Pyrenæerne, samt i Roncesvalles, hvis man skal gå i april-maj; eller senere på året i september-start oktober. Jeg mener stadig, at langt de fleste pilgrimme har bedst af at dele første etape af Napoleonsruten i to. Alternativt kan man gå over via Valcarslos på en dag: (Se eventuelt her: https://www.gronze.com/etapa/saint-jean-pied-port/valcarlos/roncesvalles ) , hvor højdemeterne er midt mere "spiselige" for en dansker.