mandag den 20. januar 2025

Via de la Plata - stadig meget få pilgrimme !

Hvorfor svigter pilgrimmene Via de la Plata. Hvad er der galt ?

Via de la Plata er den af de store pilgrimsruter i Spanien til Santiago Compostela, der ikke har haft den eksplosive stigning i antallet af pilgrimme siden pilgrimstrenden satte så småt ind i 1980-erne, steg kraftigt i 1990-erne for at eksplodere i antal efter årtusindskiftet. I starten steg antallet af pilgrimme på Via de la Plata indtil det nåede knapt 10.000 årligt - og i de seneste år er det faldet, når det gælder langdistancepilgrimme, men nogenlunde holdt de ca 10.000 (op og ned) i samlet antal, men med færre kilometer pr. pilgrim. 

Her primo januar havde Zamora-dagbladet, Enfoque, en artikel med overskriften:  El Camino de Santiago de la Vía de la Plata cae un 10% en una década y la mayor parte de los peregrinos no pasa por Zamora (Antallet af pilgrimme på Via de la Plata er de seneste ti år faldet med 10 % på vejen gennem Zamora). Zamora ligger ca 600 km nord for Sevilla og ca 400 km før Santiago. 

Du kan se hele artiklen her: https://enfoquezamora.com/2025/01/05/el-camino-de-santiago-de-la-via-de-la-plata-cae-un-10-en-una-decada-y-la-mayoria-de-los-peregrinos-no-pasan-por-zamora/?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTAAAR0gXzl1whHYxzf47qQGShbTP70KaOA9KfRUrWcswhPK3GuvGF7gUI_F6DQ_aem_ngNVC_ZoDCsyBNeQ2e95dQ

Her mine refleksioner over de få pilgrimme på ruten:

Jeg har gået hele Via de la Plata to gange, i 2012 og 2017; begge gange fra Sevilla. (samt et mindre stykke fra Zamora og videre ad Camino Invierno i 2022).  Jeg syntes begge gange (hvor jeg gik hele turen), at det var en fantastisk rute med så meget europæisk historie i sig, som man kunne ønske sig.  Romertid, kristen oldtid, muslimsk tid, spansk kristen middelalder og spansk nutid Men begge gange - og mest den seneste gang - måtte jeg erkende, at det var en ualmindelig hård tur. Hvilket primært skyldes en ting: Mangel på overnatning. F.eks. har herberget ved søen Embalsa de Alcantara været lukket i årevis (trods løfter om snarlig genåbning), hvilket gør det mere end svært at planlægge en dagsetape. ( En tysk pilgrim døde efter at have gået 33,5 kilometer i varmen til Alcantara. Opdagede at herberget var lukket, og fortsatte over bjergene uden vand de over 11 km til Canaveral og faldt om af tørst på vejen).

Så derfor: 1) Mange pilgrimme holder sig væk på grund af de lange dagsetaper. 2) Det er meget småt med pausesteder undervejs. Der skal bæres meget vand, og der er meget få bænke, borde eller lignende rastepladser undervejs. 3) Det er meget varmt om sommeren, så sæsonen for Via de la Plata fra Sevilla er i forvejen kortere end på andre nordligere jakobsveje.

Min konklusion: Ruten er mere hård at gå end den behøvede at være, hvis der blev åbnet ( og ikke mindst genåbnet) lidt flere overnatningssteder, samt lavet nogle rastepladser - ikke mindst på turen fra Sevilla til Zamora. Efter Zamora er det væsentligt lettere - uanset om man vælger at gå lige ud til Astorga og Camino Frances eller dreje fra og fortsætter via Camino Sanabres. ( se eventuelt hele ruten her med de to muligheder efter Granja de Moreruela:     https://www.gronze.com/via-plata

Nu har Via de la Plata igen her de seneste ca 2-3 uger været drøftet meget på den engelsksprogede pilgrimshjemmeside, https://www.caminodesantiago.me . Du kan se diskussionsindlæggene her:

https://www.caminodesantiago.me/community/threads/declining-numbers-recorded-on-the-via-de-la-plata.90118/

Ligesom der på den spanske hjemmeside www.gronze.com jævnligt er indlæg og tips om Via de la Plata, som du kan læse her: https://www.gronze.com/foros/via-plata

Vil du gå Via de la Plata ? Det er langt fra umuligt at gå Via de la Plata. Du skal dog indstille dig på lange etaper, samt langt mellem pausesteder - altså bære meget vand. April - maj; og sent-september-oktober er stadig mit bedste bud. Hjælp får du som sædvanlig i Spanien på www.gronze.com, MEN ikke der alene. Prøv f.eks. denne hjemmeside: https://www.viadelaplataguide.net/pages/frequently-asked-questions-about-walking-the-via-de-la-plata~IVARSIG

Og et foto fra Via de la Plata - en italiensk by (nu Ruin) fra romertiden  - får du her:









Ingen kommentarer:

Send en kommentar