onsdag den 19. februar 2025

Santiago: Stadig flere vinterpilgrimme

Indtil skrivende stund  er der kommet 4.868 pilgrimme ind til Santiago efter nytår - altså i 2025. Det er det højeste antal pilgrimme i januar og februar nogensinde. Det er altså blevet mere og mere populært at gå pilgrimsvandring om vinteren. 

Og så kan en gammel mand som undertegnede ikke lade være med at se på tallene fra for 35 år siden. I hele 1990 kom der 4.918 pilgrimme ind til Santiago, her af 48 tilsammen i januar og februar. 

Får du lyst til at gå om vinteren er der langt mere overnatning åben end tidligere. Du kan se nærmere på hjemmesiden gronze.com.


.

onsdag den 12. februar 2025

Bagagetransport på Caminoen 2025

Nu kan den lille bjergrute, Camino San Salvador, også gåes med bagagetransport. Og det betyder, at på alle - "de store/mest benyttede"- ruter i Spanien er det muligt at gå uden at bære sin egen bagage.

I højsæsonen er der nu - op til flere - muligheder for at få bragt sin bagage dagligt fra sted til sted på Camino Frances, Camino del Norte, Camino Portugues (fra Porto) ad både kyst og landrute, Camino Ingles,  Camino Primitivo, samt som nogert nyt af den lille bjergrute, Camino San Salvador. Der tales en del om mulig bagagetransport på såvel Via de la Plata ( og ikke mindst sidste del ad Camino Sanabres), samt ad Camino Aragones. Men spørg selv i de firmaer, som I her får en liste med. 

https://www.elcaminoconcorreos.com/en/rucksack-transfer

https://www.jacotrans.es/tag/backpack-transport-in-the-camino-de-santiago/

https://caminofacil.net/en/

https://tuitrans.com/?lang=en

https://www.expressbourricot.com/luggage-transport/

Jeg vil nødig anbefale nogen af dem, da jeg kun selv en enkelt gang - på en enkelt etape - har brugt jacotrans, som fungerede perfekt. Jeg lagde 5 euro i en kuvert på rygsækken på overnatningsstedet inden opstigningen fra Villa Franca til O Cebreiro. Og da jeg timer senere nåede toppen stod min rygsæk præcis, hvor den skulle.

Nu meddeler et - fortholdsvis nyt bagage-transport-firma sig på banen:

http://www.ncsequipajes.com/index_en.php

og meddeler, at de også har bagagetransport på den lille bjergrute, Camino San Salvador, der går fra Leon til Oviedo, hvorfra det er muligt at fortsætte ad Camino Primitivo. Jeg har gået Camino Primitivo to gange. Den ene gang via Camino San Salvador, som du kan læse om her:

http://www.jakobsvejen.dk/2018/10/dagbog-fra-bjerg-caminoen.html

Her et foto fra San Salvador, hvor en pilgrim "kravler" op  til San Salvador højeste punkt:  Alto de las Forcadasde San Antón(1.462 m)






fredag den 7. februar 2025

Skal jeg reservere "seng" i forvejen ?

Antallet af pilgrimme i Spanien stiger og stiger;  og selvom stigningstakten er væsentlig lavere end forudset for år tilbage, går kurverne - på stort set samtlige pilgrimsruter i Spanien og Frankrig - kun en vej: Opad !.

Jeg skal her i foråret gå fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Er det nødvendigt at reservere plads på hoteller og herberger i forvejen ?. lyder spørgsmålet. Og - desværre - lyder svaret: Det bliver mere og mere almindeligt at reservere en seng i forvejen,  a) fordi trængslen og kampen om sengepladser er stigende, og b) fordi denne kamp fylder efterhånden så meget, ligesom det kan give konflikter pilgrimmene imellem, når nogle masser sig forrest i køen på de herberger, der IKKE har reservation, at jeg desværre må sige: Det kan være en god ide !

Og nu begynder de offentlige herberger (kommunale, kirkelige m.m., der primært drives af frivillig arbejdskraft) også at tale om mulig reservation fra dagen før ankomst, fordi de oplever konflikter om sengepladser, samt nærmest "væddeløb" fra tidlig morgen af pilgrimme, der styrter af sted for at få en seng, så de ikke så hurtige pilgrimme bliver slået af de "unge og stærke" i kapløbet. Det er formanden for,  la Asociación de Amigos del Camino Portugués, Tino Lores, der stiller forslaget om, at det skal være muligt at bestille/reservere plads fra dagen før ankomsten i Galiciens offentlige herberger, så pilgrimsvandring og indskrivning foregår mere roligt. 

Den spanske "pilgrims-ekspert" og en af personerne bag den mest læste pilgrimshjemmeside: www.gronze.com, Anton Pombo, der tidligere har været imod reservationer, har nu "overgivet" sig af nød og skrevet en længere artikel om "kampen for en seng" , hvor han støtter forslaget fra pilgrimsforeningen fra Camino Portugues. Artiklen kan læses her:  https://www.gronze.com/actualidad/albergues-publicos-red-gallega-se-podran-hacer-reservas-34633


Og her et ældre foto ( fra 2019), hvor samme Anton Pombo får vasket fødder af en præst under en pilgrimesse i Lascabanes på Le Puy-ruten (Chemin Saint Jacques) i Frankrig, hvor det - den gang - IKKE var nødvendigt at reservere nogen former for overnatning i forvejen. I dag kan det også knibe - især i maj og september - at få en seng på Le Puy-ruten uden reservation lang tid i forvejen.