La Verna - Assisi i Frances fodspor. Pilgrimsdagbog.
La Via di Francesco er en af de forholdsvis nye pilgrimsveje i Europa, der er opstået i kølvandet på Camino Santiagos reetablering som meget brugt pilgrimsvej. Ruten er formeldt anlagt i 2004, men da undertegnede forsøgte at gå et stykke af Camino Francesco medio oktober for 12 år siden, var der stadig mangel på overnatningssteder, hvilket gjorde pilgrimsgangen så besværlig, at jeg opgav. Ruten er delt i to, en nordrute, La Verna - Assisi, og en sydrute, Roma - Assisi, ligesom ruten også er kendt under et andet navn, Via di Roma; La Verna - Assisi - Roma. Denne beretning gælder alene La Verna - Assisi. Pilgrimsruten går via bjergene og er på ca 190 km, mens der kun er knapt 120 kilometer mellem La Verna og Assisi af landevejen.
Generelt om ruten La Verna - Assisi:
a) Den er rigtig godt afmærket med mange afstikkere og alternative veje. Jeg fulgte stort set det gule Tau-kors hele vejen med et par enkelte undtagelser, hvor jeg gik uden om en stejl nedstigning. Ruten har mange op og nedstigninger. En sammenlægning af højdemeterne i min italienske guide gav 3.900 meter på 9 dage/etaper. Til sammenligning er der i følge Rother Wanderführer 4.830 højdemeter på Camino Primitivo på 8 dage/etaper mellem Oviedo og Lugo - altså mere. Trods det virkede ruterne rent "anstrengelsesmæssigt" temmelig ens. Der er flere steder undervejs, hvor der er meget øde flere kilometer uden nogen form for bebyggelse, og hvor man ikke ser en sjæl - højst andre pilgrimme. Jeg har hørt fra andre, at nogle kvinder føler sig usikre på disse strækninger. Men trods det mødte jeg kvinder, der gik alene.
b) Der er nu så mange overnatningsmuligheder, at man har mulighed for i et vist omfang at tilpasse etaperne efter egne ønsker og formåen.
c) For de pilgrimme, der går af religiøse grunde, er der rigtig mange tilbud undervejs, ligesom flere overnatningssteder ikke lægger skjul på det kristne grundlag.
d) Der er færre pausesteder end på Camino Frances og andre af de meget benyttede pilgrimsruter mod Santiago. Jeg brugte en guide af italienske Angela Maria Seracchioli, der er en af initiativtagerne til ruten. Guiden har mange meget informative artikler om Franz af Assisis liv og spiritualitet, samt tilknytning til et utal af steder undervejs på ruten. Men trods denne kvalitet savnede jeg gode kort, samt information om pause- og forplejningssteder; ligesom barer og lignende ikke blev nævnt.
e) Det er dyrere at gå i Italien end i Spanien, men på en del af ruten er der de senere år åbnet forholdsvis billige herberger - oftest donativo - med frivillige eller ordensfolk (nonner/munke/lægbrødre,lægsøstre).
Sammenfattende var det - for undertegnede - en stor oplevelse at gå af Via di Francesco. Der er pilgrimsliv og mange religiøse tilbud. Jeg oplevede på intet tidspunkt kamp om sengepladser.
Til og fra pilgrimsvejen: Jeg fløj til Firenze, herfra tog og bus til La Verna, og retur med tog fra Assisi til Rom, og med fly hjem.
Onsdag, den 18.09; Ankomst La Verna . Jeg havde i forvejen bestilt værelse til 2 personer, 50 Euro pr. person inkl. halvpension. La Verna er et stort levende franciskanerkloster med messer og processioner. Hver dag kl. 15.00 er der procession fra hovedkirken til kapellet, hvor Frans blev stigmatiseret. Og hver morgen klokken 7,30 er der Laudes(Lodi) med velsignelse af de pilgrimme, der skal gå til Assisi.
Torsdag, den 19.09; La Verna - Pieve Santo Stefano, ca 15½ km:
Først til Laudes i hovedkirken med velsignelse af 8 pilgrimme, flest italienere, der skulle af Via di Francesco mod Assisi. Derefter morgenmad og afgang. I starten lidt opad, men mest ned mod Pieve Santo Stefano i smukt landskab. Det havde regnet kraftigt det meste af natten, men det holdt tørt hele dagen. Stien bar nogle steder præg af regnen. Denne første etape viste tydeligt, at ruten var i bjergrigt flot landskab med et utal af udsigtspunkter. Der var ingen rigtige pausesteder undervejs, men trods det var vejen nem. Vi ( min medpilgrim og jeg) havde dagen før efter råd fra erfarne pilgrimme reserveret plads på en B and B (Castellare), der skulle ligge udmiddelbart før Pieve Santo Stefano, som vi skulle gå en omvej for at komme til. Indlogeret fortrød vi lidt (25 euro for en seng indkl. morgenkaffe). Der var en kilometer ind til byen, og stedet var ikke det mest charmerende i verden, ligesom rengøringen var langt under middel. Men vi blev, selvom vi havde flere kilometer i benene og kunne have fortsat. Indlogeret og efter tøjvask, gik vi den forholdsvis lange og trafikkerede vej til byen, spiste og fandt udgangen til næste dag. Der var messe i Pieve Santo Stefano kl. 18.00.
Fredag, den 20. sep.; Pieve Santo Stefano - Montagna ca 24 km (men antallet af km lidt usikkert).Der kom mere regn om natten, så hele udstyret(regnbukser og regnfrakke) på næste morgen. I følge Angela Maria Seracchiolis guide var der et stykke af næste dags etape, der ikke var anbefalelsesværdigt i regnvejr på grund af glatte sten og mudder. Så selv om det nok en gang holdt tørt, gik vi på grund af nattens regn lidt rundt om bjerget af en fuldt afmærket rute. (Flere steder undervejs oplevede vi parallelle ruter). Og det blev en flot vandrerdag i tørvejr med en del sol. Vi passerede på afstand en betagende eremitbolig på bjergsiden, Eremo di Cerbaiolo, hvor en af Frans disciple har boet, og hvor den seneste beboer, var Chiara af Cerbaiolo, der boede der fra 1960erne til sin død i 1984. Herefter gik vi gennem en blanding af landbrugs- og bjerglandskab mod Sancepolcro. Undervejs ringede vi til Ofelia, der har et B og B sammen med sin mand i Montagna ca 12 kilometer før byen, Sancepolcro, for at høre om hun havde plads. Først sagde hun nej;
de skulle på ferie næste morgen tidligt, så der var ferielukket. Men så fortrød hun midt i samtalen og sagde:
I er velkommen. Så vi fortsatte over bjergene, mødte en gruppe franske pilgrimme, der skulle overnatte få kilometer før os. Undervejs var der midt i bjergene pludselig et hus med en bar, Pian delle Capanne, hvor vi fik læskedrikke. Vejret artede sig med lidt rigelig varme (hvornår er pilgrimme tilfredse med vejret). Baren stod desværre ikke opført i guiden - udenfor havde værten en vandhane med drikkevand til fri afbenyttelse, god service. Vi ankom til den meget lille bebyggelse, Montagna, hvor vi blev modtaget varmt af værtsparret med kold øl. Eget værelse med bad og toilet, samt aftensmad og morgenmad ( 35 Euro pr. næse). Turen var meget afvekslende, og det holdt helt tørt. Ofelia fortalte os, at de havde haft stedet i ti år nu, og at vi var de første danske gæster. Det samme hørte vi senere på ruten. Vi mødte danske Helle et par gange undervejs, så vi er formentlig ikke de første danskere på ruten, men der har ikke været mange.
Lørdag, den 21.09. Montagna - Citerna ca 25 km: Morgenen bød på tåge over bjergene, men igen i dag flot vandrervejr i smuk natur med meget sporadisk bebyggelse, inden vi ramte den forholdsvis store by, Sansepolcro. Vi købte lidt ind i et supermarked og spiste frokost på en bænk, inden vi gik en lang bue gennem byen for at ramme broen over floden Tiberen (Tevere) og op i bjergene igen, mest op, lidt ned og så stejlt op mod Citerna. Undervejs mødte vi igen vores franske gruppe ( 3 mænd og to kvinder), som vi efterhånden var ved at komme i familie med. De flyttede ind i et benedektinerindekloster umiddelbart før Citerna, mens vi gik til til Casa Madre Teresa midt i byen. Et forholdsvis nyt herberg (Donativo) drevet af den meget karismatiske fransciskanersøster Paula, der også tog sig af et alderdomshjem, samt unge uden bolig. En fantastisk kvinde. Citerna er en smuk lille bjergby med flere kirker, hvor vi efter aftenmessen hos søster Paula, spiste lasagne på torvet i strålende vejr med udsigt over bjergene og solnedgangen. Det er stadig sommer.
Søndag, den 22.09. Citerna - Citta di Castello, ca 22 km. Først ned, og derefter op og ned flere gange.
Landskabet er stadig det samme, selvom det mere vilde bjerglandskab ind imellem afløses af landbrug med hvide køer på markerne og skråninger med vinstokke. Vi gik gennem nye kvarterer, før vi ramte byens gamle del med bymurer og flotte huse. Her på grænsen mellem Toscana og Umbrien er byerne primært middelalder. Der er ikke meget Siena eller Firenze over dem.
Vi gik til Klostret Santa Cecillia, der drives af Clariserne. En seng på sovesal kostede 15 euro, men da sovesalene er meget små, var vi (min medpilgrim og jeg) heldige med at få en 3 mands sovesal for os selv. Senere dukkede franskmændene og to imødekommende italienere op. Vi havde ikke fået morgenmad og frokost, så vi gik i køkkenet for at riste noget gammelt brød, vi havde i rygsækken, og lave lidt the. I følge guiden og beskrivelsen af klostret var herbergsdelen med fuldt ekviperet køkken, lidt af en overdrivelse, og pludselig kom en søster ind og skældte ud. Vi måtte ikke bruge køkkenet. Ja, ja, vi er pilgrimme, men undrede os lidt. Byen er som de andre på vejen præget af middelalderbygninger og -kirker. Vi gik til søndagsmesse i Katedralen og fandt senere på dagen et pizzaria, hvor franskmændene også spiste.
Mandag, den 23.09: Citta di Castella-Pieve de Saddi ca 20 km ( formentlig lidt mere). Vi kom galt ud af byen og ramte en alternativ, lidt længere vej over et bjerg med en meget kraftig stigning. Sveden drev af os, vejret var strålende, naturen om os flot, men vi frygtede at vi havde for lidt vand med. Næsten oppe på første top passerede vi et hus, hvor et yngre ægtepar var på vej ud af døren - formentlig til arbejde.
Kunne vi få lidt vand, spurgte vi. Det søde smilende par hentede straks to flasker og ønskede os god tur. En god oplevelse. Så gik det nedad, og vi passerede en landevej, hvor der lå en stor kro - et udflugtssted - der havde åbent. Det stod ikke i guiden, men vi holdt straks pause med morgenmad og kaffe til spanske priser. I det hele taget svinger priserne på kaffe og let mad (italienske sandwich) meget fra sted til sted. Efter pausen var vi klar til nok en opstigning, mens mørke skyer begyndte at samle sig i horisonten. Vi stødte undervejs ind i Fabio, der oplyste at hans bedste ven boede i Kalundborg. Vi havde af to grunde besluttet kun at gå til Pieve de Saddi, der er en kirke med lidt tilbygninger alene på toppen af et bjerg. De ældste dele af kirken er fra starten af 300-tallet, bygget af en romersk soldat, der blev henrettet på grund af kirkebyggeriet. I dag er der i tilknytning til kirken et herberg drevet af frivillige (Donativo), og der er kun lejlighedsvis messe i den meget smukke middelalderkirke. Vejrudsigten sagde torden og regn først på eftermiddagen, og Pieve de Saddi var afgjort et besøg værd, så allerede ved 13-tiden gjorde vi holdt. Maria og Luciano tog varmt imod os.
Vil I ikke have lidt pasta her midt på dagen, blev vi straks spurgt.
Jo, tak. Herberget drives af en lokal kristen menighed, men de frivillige som Maria og Luciano er medlem af en kristne pilgrimsforening, der arbejder flere forskellige steder. Her på stedet byttede de ud hver lørdag, hvilket måske er med til, at pilgrimmene bliver modtaget så varmt, som vi gjorde. De frivillige når ikke at løbe træt. Luciano havde gået fra Torino gennem Frankrig til Santiago og var en erfaren pilgrim. Senere dukkede Fabio op. Han ville videre trods regnen, da han skulle være i Gubbio dagen efter og mente, at etapen næste dag ville blive for lang. Franskmændene nåede først ind ind en time efter regnen var begyndt, og de lignende nærmest drukne mus. Det styrtregnede, og vi opgav alle former for vask af tøj, selvom det var begyndt at lugte rigeligt af sved. Kirken og stedet var helt fantastisk, og vi underholdt os inden døre, indtil regnede stillede af ved 18,30 tiden, og solnedgangen tittede lidt frem, så vi kunne sidde lidt udenfor.
Rundvisning i kirken og fællesbøn før aftensmaden, som Maria havde lavet. Vi vaskede op i fællesskab, før vi sov ind. Der var rigelig plads , så min medpilgrim og jeg fik et værelse for os selv. En minderig god dag.
Tirsdag, den 24.09. Pieve de Saddi - Gubbio, ca 37 km: Vi gik tidlig morgen uden morgenkaffe, da vi håbede på at nå Gubbio samme dag. Allerede kl. 9,05 var i Pietralunga efter et par mindre op og nedstigninger mest ned, før den lille opstigning til den gamle bydel, hvor vi holdt 3 kvarters pause med støvlerne af. Vejret var flot, og da vi sad uden for på torvet med kaffe og italienske sandwich, så vi andre pilgrimme, der så småt skulle afsted. Nu var der "kun" ca 26 km til Gubbio med to mindre stigninger og en lidt halvhård undervejs. Vi kom afsted lidt før kl. 10.00 og mærkede, at vi var i form. Vi gik rimelig hurtigt gennem kendt landskab, hvor de "vilde" bjerge mere og mere blev afløst af landbrugslandskab med solsikkemarker, vinstokke, samt dale og bjergsider med hvide køer. Smukt. Vejret holdt, men heldigvis mange skyer. Regntøjet havde vi taget af i Pietralunga, og det var meget nemmere at gå uden. Da vi nærmede os byen, overvejede vi at spare nogle kilometer ved at gå det sidste stykke af landevejen, men trafikken var for heftig, så vi fulgte afmærkningen i en bue ind mod byen. Vi stødte på et tysk par, der ville tage bussen de sidste 5-6 kilometer ind. Idet hele taget er det min fornemmelsen, at mange "shopper" lidt ud og ind af ruten med offentlig transport ind imellem. Inde i Gubbio når vi den gamle bydel med mur hele vejen rundt, og sen eftermiddag går vi til nonnerne i Istituto Maestra Pie Filippine, som står øverst på pilgrimsovernatningslisterne. En seng koster 31 euro (altså 62 euro for os to) på en 3 mands sovesal uden nogen former for pension, så vi siger pænt nej tak, selvom dagens lange etape godt kan mærkes i benene. Vi går på hotel Grotta dell'Angelo, hvor et dobbeltværelse med bad, sengetøj m.m. koster 52 euro i alt. Hurtigt bad og til aftenmesse i San Franciscokirken. Bagefter en drink inden vi går ud for at spise en større middag. På hovedgaden møder vi flere kendte ansigter, som vi får en snak med. Denne dag var for os den længste på stien, og den forholdsvis hårdeste etape. Nu har vi kun 3 forholdsvis nemme etaper igen til Assisi.
Onsdag, den 25.09. Gubbio - San Pietro in Vigneto, ca 16½ km: Vi gav os god tid om morgenen og gik gennem by den første time eller mere. Undervejs holdt vi pause i en bar med god kaffe og frisk brød. Først efter 5 km var vi igen i bjerglandskab med træer og marker. Det steg pænt op mod Saint Pietro, hvor vi var allerede lidt efter kl. 13.00. Her blev vi modtaget af italienske Roberto og Antonio, samt ikke mindst af livlige og utroligt søde Yuli fra Tenerife (Det kaldte hun sig selv, fordi hendes rigtige navn var for langt.) Vi gik i bad og vaskede tøj, solen skinnede. Flere pilgrimme passerede og kiggede ind, men fortsatte. Stedet, en kirke med tilbygninger og en lukket gård, som et kloster, drives af La Confraternita di San Jacopo di Compostella, et spansk-italiensk kristent broderskab, der også driver herberget Ermita de San Nicolás de Puente Fitero i Spanien på Camino Frances. Kirken og herberget oser af pilgrimsstemning. Alle hjælper til med at ordne en meget stor portion grøntsager af forskellig art, der skal indgå i en særlig kanarisk suppe, som Yuli står for. Lige før aftenbøn og aftensmad dukker et hollandsk-spansk par (bosiddende i Holland) op. Vi, min medpilgrim og jeg, skal for første gang på denne tur dele sovesal med andre. Det går fint. Inden aftensmaden står de to Sankt Jakobsbrødre, Roberto og Antonio, for aftenbøn i kirken med pilgrimsfodvask. Derefter meget muntert samvær ved aftensmaden.
Torsdag, den 26.09. San Pietro in Vigneto - Valfabbrica ca 19 km. Først ned, derefter op, op , lidt ned af stejle stier, op igen inden det ujævnt begynder at falde kraftigt mod Valfabbrica og den næsten tomme store kunstige sø, der en gang har rummet et elektricitetsværk. Vi møder igen tyske Isabel, der vælger en alternativ rute langs "søen" for at undgå de mange op og nedstigninger. Vi har god tid - synes vi - så vi følger ruten, der ofte går af meget øde stier. Valfabbrica er ikke den kønneste by på ruten, men den emmer af liv og forholdsvis mange pilgrimme. Vi går til Anna Ritas herberg, hvor hun er ved at have "udsolgt". En større tysk gruppe, der er med "rejseselskab", hvor de går lidt, kører i bus og går lidt igen, fylder pænt op. Anna Rita er et godt bekendtskab. 40 Euro pr. person i dobbeltværelse med halvpension. Vi vil til messe inden middagen, men netop torsdag er messen i en kirke uden for byen kl 20,30, så vi springer over og går på bar i stedet, hvor vi møder Isabel, der arbejder for Caritas i Stuttgart og bruger sin ferie på pilgrimsvandring. Aftensmaden hos Anna Rita er næsten overdådigt. Et væld af lækker antipasta, undtagelsesvis lidt kedelig pasta, overdådig hovedret og dessert med vin ad libitum. Både værtinden selv, men også hendes hjælpere er utroligt søde. De springer rundt for at betjene os pilgrimme.
Fredag, den 27.09. Valfabbrica - Assisi ca 13½ km: Vi giver os god tid med morgenmaden, der er langt den mest omfangsrige på denne tur. En gruppe ikke helt høflige amerikanske pilgrimme kræver derudover scramble æg og får det, hvorefter den søde Anna Rita tilbyder os det samme. Nå, ikke mere snak om mad, som ikke er det vigtigste ved pilgrimsvandring. Vi kommer lidt sent ud af døren, men går hurtigt op ( ca 340 højdemeter på under 5 kilometer) mod Via di Franciscos Jernkors a la Jernkorset på Camino Frances. Ved Jernkorset er det - som i Spanien - muligt at lægge en sten som symbol på synder. Der hænger også et utal af rosenkranse, taukors og andet.
Her møder vi 3 meget imødekommende italienske pilgrimme, der har boet et andet sted i Valfabbrica, men som vi tidligere er stød ind i på denne pilgrimsfærd. Vi følges mere eller mindre ad de sidste 8-9 kilometer mod Assisi, der kan ses tydeligt allerede ved Jernkorset. Både borgen på toppen; Rocca Maggiore, og Basilica di San Francesco kan ses næsten hele vejen på de to sidste knapt to timers vandring for at gemme sig, da vi når Santa Croce, og vi igen skal opad, inden vi går gennem Jakobsporten ind i Assisi. Vi går straks til Basilica di San Francesco, hvor vi får vores "pilgrimsbevis" - "Chartula Peregrini", og vi bagefter ude på pladsen får en varm velkomst af Assisis danske franciskanermunk, broder Theodor. Vi jubler over en mere end vellykket pilgrimstur.
